Det er en god ide at købe koncertbilletter på forhånd. Det er en sandhed, der egentlig kan stå for sig selv, men som der er flere gode grunde til. Den bedste og vigtigste grund først: Hvis arrangører ikke kan være sikre på, at et show ikke bliver en kæmpe underskudsforretning, så kan de være nødt til at aflyse. At købe sine billetter i god tid forhindrer dette.
Den anden, og den som blev tydelig fredag den 7. november, er i den lysere ende: Du aner ikke hvornår et show lige pludselig bliver udsolgt. Og så står man altså med både skæg og fletninger i postkassen.
På dagen røg lige pludselig den sidste tredjedel billetter og flere måtte gå forgæves, da de ville opleve Salver fremføre deres fremragende album ‘salver dig’, som vi anmeldte til fuld plade.
Selvom den stod på juleøl de fleste andre steder i byen, havde folk alligevel i høj grad valgt blå nissehuer og infantiliserende seksualisering fra til fordel for Underwerkets kælder og fejringen af et for mig længe ventet album. Og at dømme ud fra publikum var jeg ikke den eneste. Der var the usual suspects, dem vi ser til alle shows, men også bedstemødre, fædre, chefer og mange andre var dukket op for at fejre de fem musikeres solide arbejde. Det bliver man altid lidt glad for.
Smerte og heling
Og så skadede det selvfølgelig ikke, at Hudsult varmede op. Den aarhusianske kvartet vækker altid noget særligt i mig, når jeg lytter til dem, og selv en totalt lydmæssigt fraværende Gry Steensig i første sang og generel auditiv knas, gjorde ikke dette til en undtagelse.
“Kvinder og queers foran!” lød det velkendte kampråb fra forsangeren, og vi andre tog de velkendte par skridt bagud, da ‘Ild fra varme’ blev til ‘Omsorg’, og selvom hun plejer at løbe med opmærksomheden, var det i høj grad Aleksander Wolter og Diba Khalaj, jeg havde fokus på denne gang. Wolter overrasker gang på gang med guitaren og viser tydeligt, hvor meget udvikling han tvinger sig igennem for at spille den musik, han vil.
Under ‘Sang til Misha’ var musikken hæsblæsende og vild, mens han stod som en klippe under et vandfald af mørkebrunt hår og spillede som en troldmand. Og hvor Wolter er rolig og fokuseret, er Khalaj vild og energisk.
Hun introducerede deres nye sang ‘Rev lidt hud af’, der var meget personlig for hende. Den var dedikeret til Andreas, hendes ven, der i en alder af kun 17 år afsluttede sit liv i august måned. En smuk og skrøbelig sang, der eskalerede, da bassisten vandrede ud midt i lokalet og skreg sine stemmebånd i laser i en smuk demonstration af sorg og afmagt. Der kan ikke være nogen, der ikke blev berørt af det.
Khalaj sendte en kærlig tanke til med-aarhusianeren Andrew Davidson fra Puke Wolf, hvis varemærke det er, at skrige sine inderste tanker lige ind i vores ansigter. Det er stærkt af den unge bassist at kunne bearbejde sine følelser sådan. Jeg var glad for at måtte være en del af det.
Wolters hastige tremolo-guitarspil i dur i denne sang var i øvrigt fantastisk. Ligesådan var hans omsorg for bandmakkeren, da hun vendte tilbage til scenen, og han hurtigt placerede sin hånd på hendes skulder. Han tjekkede lige ind, og det synes jeg, vi kan lære lidt af.
Til ‘Undskyld’ signalerede Gry, at vi skulle sætte os med en enkelt håndbevægelse. Alle forstod det med det samme og gulvet var lige så fyldt som rummet var stille. Jeg ved ikke hvorfor, jeg synes at det virker. Men det gør det. Og når alle så rejser sig for at høre den choppy afslutning, så bliver kontrasten større. Det er nok det. Gry spottede Konvents Amira Hernan i publikum, og de sang sammen som en reprise på Sort Vejfest. Smukt.
‘Dum mand’ var sidste nummer. Ca. et minuts råberi om træls typer. Det kunne vi godt lige bruge.
Hugorme i levende live
Salver var begyndt at indtage scenen. Anders Fallesen, Albert Holberg, Ole Haar og Paolo Pierleoni-Nielsen havde indtaget deres pladser foran et summende og propfyldt Underwerket. ‘kontrol’ blev indledt og pludselig skrattede Aske Frederiksens stemme igennem højttalerne. Jeg havde egentlig godt lagt mærke til, at der lå et kabel på jorden, men jeg havde ikke tænkt yderligere over det. Men han klemte sig igennem hoben mens han fremførte ordene “hvis jeg nu hjælper dig / vil du så hjælpe mig?” inden han nåede scenen.
Og så blev det vildt.
Jeg er lidt for gammel, i lidt for dårlig form, lidt for meget en brilleabe til at begive mig ud i pits særlig ofte. Jeg elsker dem og synes de hører til, men jeg plejer at stå i kanten af den, og gribe dem, der skvatter. Men her kunne jeg ikke lade være.
Diba Khalaj og Gry Steensig satte den i gang, og så blev det vildere og vildere. Og det var noget bandet kunne lide. Oles ansigt befandt sig i en konstant grimasse med snerrende overlæbe mens han sendte riff efter riff afsted, og Albert Holberg smilede over hele hovedet mens trommerne fik tæsk, og der fra tid til anden sneg sig et jazz-slag ind på bækkenerne.
Aske Frederiksen tårnede over det hele og sang febrilsk og besat.
‘spændet’ var tough som ind i helvede. Paolo sluttede sig til Oles stank-face og det var som om de to kollektivt blev bredere, end scenen egentlig kunne rumme, mens deres strenge aldrig stod stille.
‘Lad mig’ fra første EP starter roligt, men eksploderede fuldstændigt. Kæmpe Moshpit-showet levede fuldstændig op til sit navn, mens jeg lod mig glide ind i pitten og sveden begyndte at dryppe. Jeg havde et kort øjeblik en øl, men den forsvandt efter måske fem sekunder. Der var ikke andet at gøre end at være med. Rapperen Jon Wills optræden på ‘Til sneen smelter’ var en kæmpe udladning af aggression og jeg fik straks lyst til at se ham igen og igen. Kæmpe tilstedeværelse på scenen, lige efter at Hudsult-forsangeren havde indviet crowdsurfingen og måtte beskytte sit hoved fra det lave loft på Underwerket.
Denne koncert eskalerede og eskalerede og eskalerede. Man troede konstant, det ikke kunne blive vildere. Og så spillede de ‘1 vej’, deres vel nok stærkeste nummer på forrige plade. Askes vokal var altomsluttende og jeg fik selv skreget min hals i stykker i forsøget på at følge med. Som en frelserskikkelse tog han den ud under publikum, båret på hænder og fødder med mikrofonen i hånden.
Og igen skulle man tro, at det var klimaks. Men lige pludselig pressede Sebastian Toft aka. Skt Delarge sig igennem publikum i afbleget hår og Witch Club Satan-croptop og kastede sig ud i ‘fjern dine hænder fra min hals’ og energien nåede igen længere op. Hvis Underwerket havde været en trykkoger, var den eksploderet for længst. Pitten fyldte det meste af salen og alle var med. Jeg var taknemmelig for, at vores fotograf havde valgt den korte linse i dag, da der knap var plads til at trække vejret.
Og så sluttede det med den smukke ‘skinsyge befrier’ der imponerede både fordi, det er en solid sang, men også fordi lydtekniker Ali Tawfik formåede at køre effekterne mindst lige så godt som på pladen.
Og så stod man der. Varm, svedig og glad. Og man kunne sende en kærlig tanke i retning af dem, der ikke var der, men måske nok især til bandet. En kæmpe tak for en kæmpe oplevelse. Og en kæmpe moshpit.
