Ligesom Kōya, skulle Demersal også forsøge at spille den enorme Eos-scene op i den tidlige aftensol. Store kunstnere lader sig ikke kyse af store opgaver. Ej heller Demersal.
Bandet indtræder scenen alene til ‘Bedrager’, til en strålende lyd. Alting står knivskarpt i lydbilledet, omend det er lidt for lavt. Faktisk så lavt, at jeg ender med at tage mine ørepropper ud, hvilket sker ekstremt sjældent for mig til koncerter.
Hen mod slutningen af sangen, indtræder en trompetist og saxofonist til at akkompagnere sangens afslutning, samt den efterfølgende sang.
Blæseinsteumenterne lægger et særligt fint lag på en ellers i forvejen meget emotionel musik, hvorefter der sættes gang i hvad der, indtil videre, er festivalens største pit. Næste sang får opbakning af strygere, Mads Schang fra Om Forladelse på keyboard og Emil Vammen, som er forsanger i bandet Zar Paulo, på vokal.
Netop den sang åbner en enorm pit foran Eos med et inferno af støv som hvirvles ud over pladsen. Musikkens diskantede og næsten black metalliske gultairflader står i skarp kontrast til den bagende sol. Demersals musik rummer mange nuancer, men også mange følelser og mennesker. Også mennesker, som ikke nødvendigvis forstår den musik som de oplever i momentet. Koncerten er forholdsvist velbesøgt, særligt af unge, som primært er kommet for at moshe. Dem er der også plads til, da de følelser som associeres med det, også findes i bandets musik.
Viktor Ravn og bandet dedikerer ‘Jeg ved ikke hvor det er’ til Peter Clement Lund, og akkompagneres smukt af strygere, blæsere og keyboard. En gruppe unge mænd, som står foran mig, har ikke fulgt meget med, og udbryder med et stort grin “Hvem er Peter?”
Jeg lægger en hånd på den enes skulder og forklarer, at hvis nu han rent faktisk fulgte med i hvad der skete på scenen og dét der blev fortalt, så ville han forstå, at Peter ikke blot var en nær ven af bandet, men også en stor personlighed i vores musikscene.
Tydeligt flove og undskyldende forklarer den ene videre til sine kammerater. De stiller sig herefter og lytter, så godt som deres teenagekoncentration nu kan holde til, inden de kaster sig ind i den næste pit.
Det minder faktisk en anelse om en lignende situation min skribentkollega var ude for, da Vægtløs spillede på selv samme scene sidste år. Hvis de unge ikke har lært at miste eller at føle sorg, så kan vi heller ikke forvente at de forstår de følelser, som Demersals musik indgyder. Vi kan selv føle en frustration over, at de ikke forstår, men forstod vi selv den sorg, da vi var femten år, gik med bøllehat og havde en promille på fem hundrede?
Til koncertens sidste nummer, ‘Som Et Barn Mod Dit Bryst’, er alle gæstemusikanter på scenen. Det hele kulminerer mod afslutningen, da bandet inviterer venner og familie med på scenen. Blandt andet Troels Højgaard Sørensen, Sofie Lake, Victor Kaas, Jamie de la Sencerie, Trọng Minh Le og flere, som alle brøler de smukke linjer: “Hellere dø end at slås. Maler i krydser i vores pander, så de ved hvor de skal ramme os’”
Det er et par år for sent, at Demersal får lov til at spille First Days-programmet. Personligt ville jeg have ønsket, at koncerten havde fundet sted på Gloria i hovedprogrammet, hvor de store følelser måske havde ramt hårdere i de mere intime rammer. Men denne koncert handlede ikke om mig. Den handlede om Demersal, om Peter og om fællesskab. Selv med sol i ansigtet, støv i halsen og en øm festivalkrop, var det umuligt ikke at blive berørt af Demersals svendestykke.
