Straight ud af Dortheavej 61 var Pistol Pistol Pistol klar til at rive festivalpladsen fra hinanden. Alt skulle smadres – og det blev det.
Bandet entrerer scenen, efterfulgt af forsanger Lea Kidde, iført studenterhue og med et palæstinensisk flag i hænderne.
Det halvfyldte Lagune-telt er klar på en fest, og får også hurtigt åbnet en respektabel moshpit. Mine egne ben går i stykker hvis jeg twostepper. Det er faktisk så grelt, at jeg måtte tage to Ipren efter 15 sekunder til gårsdagens koncerter. Resten af publikum er heldigvis ikke ligeså motorisk udfordrede som mig, og holder sig ikke den mindste smule tilbage.
Backdroppet er sort-hvid i et miskmask af filmklip og billeder. Særligt sjovt er det, da millenialguldkornet med “You wouldn’t steal a car” agerer backdrop til ‘Cadillac.’ Er man for ung til at have oplevet det i samtiden, så var den reklamestribe allestedsværende i nullerne, som del i en større, global anti-piratkopieringskampagne.
‘Politisangen’ indledes af et fælles 1312-råb. Personligt kommer jeg aldrig til at bakke op om det budskab, men jeg siger samtidig heller ikke nej til herlig, voldsparat punkmusik. Alle mennesker skal have bank.
Min personlige favorit er ‘Seksløber’, hvor tempoet lige skrues op, og man må stille sig på afstand for ikke at få sparket sine noter ud af hænderne. Jeg lytter sjældent til punk, men lige her tager jeg mig selv i at tænke hvorfor? Slænget fra Ungeren giver nemlig lige præcis det kunstige åndedræt, man har brug for, når man beslutter sig for at overnatte på en mark i en uge, hvor naboen spiller ‘Crazy Frog’ til kl. 5 om morgenen.
Den nye ‘Drenge er drenge’ bliver også luftet, med et gigantisk falloslignende rumskib som backdrop. Jeg kan ikke høre et ord af hvad Kidde synger, men det kræver ikke den store hjernegymnastik at regne ud, hvad sangens omdrejningspunkt er. Det er ikke rumskibe eller Apollo 13.
Sidste sang introduceres af bandet som værende “bedre end ABBA”, der inviterer til dans. Og danset bliver der; for de forreste 15-20 rækker smelter sammen i koncertens sidste og største pit, i en skøn kakofoni af twostep, cirkelspark og spidse albuer. Vi er endda så heldige at få samme sang én gang mere – denne gang med endnu mere hop, spark, slag og ekstase.
Hvor metallen måske kan synes at være lidt i krise i kontekst af Roskilde Festival, så lever punkmusikken i bedste velgående. Måske fordi den nyere generation af populærmusik, særligt rap, indeholder masser af punkelementer, hvilket gør musikken mere spiselig for de uindviede?
Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at Pistol Pistol Pistol uddelte syngende lussinger i de små 35 minutter, de var på scenen – og det var fedt. Undertegnede, samt mindre indviede følgeslæng var ét stort smil på vej ud af teltet. Kom gerne igen.
