På et program, der ellers ikke bød på meget rockmusik i den tungere ende, stod engelske Maruja som et af dem, der måtte tjekkes ud. Forud for koncerten havde jeg primært stiftet bekendtskab med sidste års fuldlængde ‘Pain to Power’, som efterlod et lidt blandet indtryk.
Maruja indtager Fauna-scenen og ligner et band, som er klar til at lave en fest. Det er størstedelen af publikum sådan set også. Saxofonist Joe Carroll indbyder til pit allerede inden første trut. Den bastunge lyd og det tvivlsomme vejr inviterer en del nysgerrige ind i teltet. Bassisten sporter endda en retro West Ham-trøje med Dr. Martens som sponsor. Stilet.
Marujas jazzede noisepunk lyder faktisk rigtig godt, men det er svært at komme uden om den lidt påtagede tough guy-attitude, som særligt udspringer fra forsanger Harry Wilkinson. Det er lidt enerverende at se på. Særligt når han begynder at rappe. Bandets stærkeste kort er nemlig dets samspil og sangskrivning. Musikken er virkelig god, men vokalen halter gevaldigt. Rimene i teksterne lugter til tider lidt for langt af Tim Christensen, der slår to tilfældige ord op i en ordbog, som rimer, såsom “I’m an addict / addicted to my bad habits” og “Complicit crossfire / No vision, live wire.” Hjertet er på det rette sted, men banaliteterne flyder også lige lovligt tykt i årene.
Nu hvor vi er ved kritikpunkterne, ser det fandeme skørt ud, når Wilkinson skal rende rundt med en guitar om halsen, men ikke spille på den. Gennem halvanden sang står han og svinger med guitaren uden at plukke en eneste streng, som om det var de følsomme fyres svar på en guldkæde. Det virker bare lidt underligt påtaget og bidrager ikke rigtigt med noget.
Når det så er sagt, så er musikken jo rigtig, rigtig god. De funk-inspirerede basslines og hulemandstrommer giver en god bund under den støjende saxofon. Når musikken får lov at støje og skeje helt ud, er det decideret fremragende. Det gad jeg godt, at Maruja ville udforske endnu mere. De har potentiale til at være et af de bedste moderne instrumentalbands, hvis de ville – eller bare dyrke den stil, de gør, på sange som ‘The Invisible Man’, hvor den krautede og næsten SWANS-agtige lyd rammer, lige der hvor det gør ondt og godt. Jeg kan forstå på dem, der har et mere indgående kendskab til Maruja end mig, at netop denne lyd er udgangspunktet i bandets tidligere materiale. For min skyld måtte de meget gerne søge tilbage til netop den lyd.
Publikum tager godt imod det hele. Marujas støjende sange om håb, uretfærdighed og næstekærlighed er et oplagt tilflugtssted fra regnen, eller hvad der nu spiller på Orange Scene. Jeg føler mig ikke helt indviet, men det gør egentlig heller ikke det store.
Jeg er ikke helt overbevist om alle Marujas kunstneriske manerer, men hvis der bliver poseret lidt mindre og blæst lidt mere i saxofonen, er musikken i sig selv svær at sætte en finger på. Det er også nok til at gøre det til en fornøjelig time i regnen.
