Morild er en underlig størrelse på den danske black metal-scene. Det københavnske band har eksisteret i mindst ti år. Dog er det først her i 2026, de får deres debut på Roskilde Festival. På redaktionen var vi sikre på, at de allerede havde spillet til First Days et tidligere år. Det fortæller historien om et band med et enormt bundniveau. Men også et band, som på den ene eller den anden måde virker uforløst. Kunne de spille op til forventningerne på Lagune mandag aften?
Koncerterne med Morild har ry og rygte for ikke at være decideret sparsomme. Bandet leverer store produktioner til deres store lyd. Det var fra start også tydeligt, da det til aftenens anledning ti personer store orkester går på scenen. Med sig har bandet fire korsangere samt ekstra personale til at tage sig af østlige folkeinstrumenter. Lagune-scenen indgydes af tung røg, og medlemmerne kan knap ses. Kun i silhuet, mens de omkring hængende partisaner-tørklæder stikker op fra mikrofonstativerne. Morild formår fra første sekund at trække publikum ind i koncerten. Ved første øjekast er det et klassisk Morild-show, med imponerende lys-opsætning i form af laservisualiseringer og stroboskop, så det basker. Men bemærkelsesværdigt nok har bandet udeladt deres karakteristiske selvlysende maling. Et visuelt præg, som de har været yderst kendetegnet ved. Om det skyldes en markering på en ny start, eller om de blot er vokset fra det, ved jeg ikke. Men point for at have modet til at droppe en så signifikant visuel markør.
Som sagt er Morilds shows store og gennemarbejdede. Der bliver ikke sparet på noget. Det gør der heller ikke denne mandag aften. Én ting er de visuelle virkemidler, en anden er bandets musikalske kraft. De virker i total kontrol, og fremstår selvsikkert og med overskud i deres tilstedeværelse. Specielt frontmand Tue Krebs Roikjer, samt bassist og konstant indpisker Kris, gør det aldeles fremragende. Med en selvsikkerhed i top og et nærvær til publikum bliver vi taget nænsomt i hånden hele vejen af de to bandmedlemmer. Morild spiller atmosfærisk black metal i høj international klasse. Dog har de altid stået i skyggen af Orm, Solbrud, Sunken og alle de andre. Hvad det lige er, som er udslagsgivende for, at det først er nu, de spiller på Roskilde Festival, synes svært at sige. I hvert fald er det hele ventetiden værd.
Musikken rummer så utroligt mange lag. Det går særligt op for mig, her når jeg står i mørket og betragter de mange effekter, koncerten bærer præg af. Det smukke kor kommer virkelig til sin ret, specielt imod slutningen af koncerten. Morild spiller de stille passager lige så godt som de voldsomme og brutale. Desværre er det også i de stille passager, Morild mister publikum en smule, og snakken får lov at vinde indpas. Det er synd og skam, og i og for sig jo ikke bandets skyld. Men når bandets lyd dæmpes, skal der spidses ører. I hvert fald det sted, hvor undertegnede befinder sig til koncerten. På trods af snakken virker publikum enormt opslugte af koncerten. Her er relativt mange unge mennesker til en genre som stortrives blandt midaldrende Politiken-læsere. Det siger noget om, det gennembrud atmosfærisk Black Metal har fået i Danmark, og om den store applaus Morilds 2025-album ‘Disse Fugle Får Ingen At Se’ har modtaget.
Vi runder af med et rungende ‘Free, Free Palestine’, og Morild modtager på fornem vis enorme bifald. Med et show som var yderst helstøbt, velspillet og smukt, er Morild klar til større scener. Og til at overtage arven som dansk black metals næste ‘big shot’.
