Tidligt torsdag aften skulle Ethel Cain bevise, at hypen var velfortjent i Roskilde Festivals Arena-telt. Røgmaskinerne kørte næsten i et kvarter før showstart, og sceneudsmykningen lignede en shoppetur i Plantorama kort før lukketid, krydret med lidt bukkede festivalhegn og bildæk.
Cain kommer ind til et jubelbrøl, iført jeans og gummistøvler. Trods den overdækkede scene, var hun i hvert fald klædt på til vejret, for det havde øset ned fra morgenstunden. Classic Roskilde.
Åbningsnummeret ‘American Teenager’ skaber fællessang fra første sekund. Det er umuligt ikke at drage paralleller til Phoebe Bridgers og boygenius-adjacent navne, selvom musikken stadig formår at være sin egen. Samtidig, så er der også elementer af en heartbroken Taylor Swift – omend med en noget bedre sangskrivning.
Jeg er ikke voldsomt velbevandret i Cains bagkatalog, men det, der leveres i aften har en imponerende nerve. Særligt når sårbarheden kombineres med diskantede guitarflader, hvor vi bevæger os over i støjrockterritorie. De stille øjeblikke bliver desværre en anelse overdøvet af Roskilde Festivals evindelige knevren.
Dog er musikkens diskrepans til tider lidt for voldsom for mig. Cain bevæger sig meget mellem det poppede og det storslåede støjrockede. Sidstnævnte har klart største effekt på mig, men publikum responderer bedst på popmusikken. De poppede sange er såmænd ikke dårlige, men jeg har svært ved at se hvordan de adskiller sig så voldsomt meget fra en masse af den anden popmusik der findes derude.
Halvvejs gennem sættet kommer et nummer med en Pink Floyd’et guitarintro, som tager os ind i næsten blueset territorie. Her bliver det virkelig godt, da musikken for alvor kommer til sin ret. Cains univers har nemlig utroligt meget at byde på, når hun lader mørket tale. Det så jeg gerne hende udforske endnu mere, da det er disse nuancer i musikken der tiltaler mig allermest. Søgen efter lyset i mørket, eller en bøgehæk i Plantorama.
‘A House In Nebraska’ sætter gang i endnu en enorm jubel på Arena, med efterfølgende fællessang og fællesgråd. Jeg tror, at der blev grædt mere til denne koncert, end afslutningsdagen på samtlige højskoler i Danmark. Det er et smukt øjeblik – og en helt vildt smuk sang. De næsten shoegazede lydflader dækker teltet og giver en utrolig varme efter mange timers regn. Det er, muligvis, dagens rareste følelse.
Koncerten afsluttes med et sidste teenageskrig, da Cain manifesterer sin indre Bob Dylan og hiver mundharmonikaen frem på aftenens sidste nummer ‘Thoroughfare’. Det er en herlig afslutning på en koncert, som både ville være countrypopprinsesse og dronende shoegaze – og oftest gik lige i teenagehjertekulen.
Om Ethel Cain ligefrem har gjort mig til fan er tvivlsomt, men den tristesse og melankoli hun gav til Roskilde Festival, vil jeg gerne have mere af. Det er, med afstand, dagens bedste koncert. Hun behøver ikke at gå fuld Sunn O))) som på ‘Perverts’ for min skyld, men jeg vil gerne kunne føle musikken der, hvor den gør ondt.
