Lørdag kl. 20:30 åbnede aalborgensiske Kōya årets metalprogram på Roskilde Festival. Det var en fest, men bandet kæmpede med både lyd og en stor scene.
Kōya står ret så meget på skuldrene af de andre blackede hardcorebands, som tidligere har spillet Roskilde. Det er umuligt ikke at tænke på Hexis’ koncert i First Days tilbage i 2014, hvor de også måtte kæmpe en brav kamp med aftensolen (og metallens faldende popularitet på Roskilde Festival).
Bandet lægger ud med en fantastisk energi, men der er desværre absolut ingen guitar i lydbilledet på de første par numre. Faktisk kan man ikke høre ret meget andet end bas og vokal – heldigvis er det ikke det største problem med sludget hardcore, men det gør næppe betingelserne for koncerten bedre.
Forud for festivalen fik jeg vist nok nævnt for min delvist uindviede kammerat, at Kōya er ‘sådan noget aerobic-hardcore’ – det var ikke et prædikat de hjalp med at aflive. “Vi har taget svedbånd med til jer, for gymnastiksessionen er først lige startet” råber frontmand Martin Jørgensen, mens han fra scenen kaster svedbånd ud til publikum og sætter gang i endnu et karatesparksindbydende nummer. Der bliver da også plads til et lille two-step fra undertegnede.
Der kommer noget bedre styr på lyden undervejs, hvilket både hæver niveauet og eksemplificerer, hvad jeg til tider kan savne med Kōya. Nemlig memorable riffs. Der er såmænd ikke en finger at sætte på hverken energi eller sangskrivning, men et mindeværdigt riff ville gøre underværker for mig. Noget som vil hjælpe mig med at kunne adskille de ellers glimrende sange.
Noget der derimod er mindeværdigt, er den larm, der laves for nyligt afdøde Peter Clement Lund, i forbindelse med sættets sidste nummer. Det er meget rørende. Jeg kendte ikke Peter, men jeg er stadig blevet meget berørt af hans tragiske og alt for tidlige bortgang. Der er ikke et gigantisk fremmøde til Kōyas aftengymnastik, men os der er der, kan for en stund fejre livet og det fællesskab man føler, når man er samlet om noget større i samme rum – eller mark, i dette tilfælde.
Placeringen på den, i metallens kontekst, enorme Eos-scene, gav mig lidt bange anelser for koncerten. Ikke fordi Kōya ikke kan spille den op, men nærmere fordi metalmusikken er kravlet længere ned i populariteten på Roskilde Festival. Derfor kan det virke lidt som en bjørnetjeneste at sætte nichemusik på en stor scene. De bands, der spiller, fortjener opmærksomheden, men de fortjener også at spille på en scene, som giver dem en fordel.
Den fordel fik Kōya ikke – men de trodsede de odds, som var imod dem, og fik indviet en mindre skare af unge roskildegængere i hardcore og hvad det vil sige at miste, elske og lave høje knæløft i pitten. Opgaven blev løst og årets metalprogram blev cirkelsparket i gang på mere end godkendt vis.
