Lørdag aften viste franske Igorrr sig som et uforudsigeligt, men også kontrolleret kaos. I et sammenkog af black metal, industrial, dub og barok må det også konstateres, at bandets kontrol kan virke hæmmende.
Her er rimelig pakket på Lagune-scenen. Det virker til, at markant flere publikummer har fundet vej til Dyrskuepladsen på festivalens sidste dag. Højst sandsynligt skyldes det vejret, som til forskel fra fredagens efterårsblæst byder på høj sol. De forreste publikummer råber Igorrr på scenen. Til en pulserende hjertebanken, som udvikler sig til et atmosfærisk industrial-beat, indtager bandet scenen, som er dekoreret med vimpler, samt to store dødsgardist-lignende skikkelser. Indsmurt i sort maling og iført kjortel ankommer frontperson JB Le Bail. Her er omhyggeligt gjort noget ud af udsmykningen. Selvom det jo er skønt, at sommervejret atter har indtaget Roskilde, ville jeg nu ønske at Igorrr havde fået lov at spille i mørke. Det er lidt som at køre Harley Davidson i Legoland.
Igennem den en time og ti minutter lange seance, bliver serviceret med en udveksling af black metal, barok, dub, opera mm. Her eksisterer ingen forudsigelighed. Igorrr styrer showet med hård hånd. Første del af settet befinder vi os mest i opera og barok, i sammensmeltning med tunge guitarriffs, samt Le Bails fremragende growl. Sammenblandingen er original. Det kan ingen sige, at den ikke er. Jeg har svært ved at nævne et band, som lyder sådan her i hvert fald. Alligevel bliver jeg ikke helt solgt. Det er som om Igorrr ikke rigtig formår at give slip. Kontrollen holder bandet fastlåst i et musikalsk udtryk, hvori hele meningen med det, kan være svær at finde. Til tider synes det, at de abnorme genreskift er der blot for at være der. Som en regel i sig selv. På den måde kan musikken virke irrelevant og for kontrolleret. Det er i hvert fald en knivsæg bandet bevæger sig på.
Efter et fremragende Aphex Twin-klingende dub-mellemspil, har anden del af settet mere fokus på de hårdtslående, fræsende black metal-riffs. Her er Igorrr bedst. Det er i de tungere og hårdere passager, at bandet virker til at slippe noget af den kontrol, som hæmmer deres udtryk. Både for undertegnede og publikum er det også disse numre og passager, som virker til at have den største respons. Musikalsk set spiller bandet fremragende og især trommeslager Rémi Serafino spiller nørdet glimrende. Til slut bliver koncerten revet bravt hjem. En altødelæggende wall of death, samt en publikumsbestigende Le Bail får bandet over målstregen.
Igorrrs koncert var et velspillet, men også til tider lidt for kontrolleret foretagende. Det er i de mere fandenivoldske og ukontrollerede passager, man bedst mærker dem. Dybt imponerende er deres musikalitet, kreativitet og originalitet. Det kan til tider dog være svært at se, hvor relevant det hele egentlig er. Med en brav slutspurt kom koncerten dog alligevel over målstregen.
