Med sin eksplosive industrial-techno viser Krøyer andre sider af sig selv som performer. Den nådesløse black metal, som vi kender hende fra i Vulvatorious, er her skiftet ud med tonstunge beats samt et mere nedbarberet soloudtryk. Kunne Krøyer løfte Gloria-scenen torsdag aften?
Er det Gloria eller Randers Regnskov vi er trådt ind i? Der kan opstå tvivl pga. scenografien som primært består af et hav af stråplanter, samt en stillads-lignende konstruktion. På trods af, at Gorillaz netop er startet på Orange Scene, er her rimelig fyldt. Uden at fremstå alt for fordomsfuld, vil jeg gætte på, at størstedelen af publikum har kendskab til Krøyer gennem hendes black betal-foretagende Vulvatorious. Her er i hvert fald flere battle-veste, end der er glow sticks. Alene, stirrende, kontrollerende indtager Krøyer scenen.
Scenen er som skabt til denne koncert. Eller måske rettere performance. Der er i hvert fald en stærkere intention om, at Krøyer udtrykker sig som performer, og at levere et koncept frem for en udveksling af energi mellem publikum og f.eks. et band eller artist. Med stillads-konstruktionen som afsæt gennemføres en nøje udført koreografi. Et markant anderledes, friskt indspark, serveret for et publikum, som til tider har yderst konservative, nærmest ortodokse principper, for hvad en koncert indeholder. Helst noget med nogle guitarer, noget med en fod på en monitor osv. Koncerten er udtryksmæssigt i hvert fald markant anderledes end Vulvatorious.
Krøyers koncert skal lige i gang. Det skal publikum også. Men med Krøyers insisteren på at indpiske et fandenivoldsk show, samt en lyd- og lysproduktion som Scooter havde sagt “ro på” til, bliver stemningen mere og mere hektisk. Krøyer kan om nogen diregerer sit publikum, og virker totalt ligeglad. Du kan følge med eller du kan lade vær. Interaktionen er slet ikke så dyb som vi ser den til mere traditionelle koncerter. Techno-toget kører for fuld smadder med Krøyer som fører. Og det gør hun aldeles fremragende. Knytnæverne ryger ihverfald i vejret og publikum giver mere og mere slip til den tunge bas.
Æstetikken og musikken er ensformig, og det ikke en musikalsk tour de force vi er vidne til. Der er artister indenfor genren, som er bedre. Både hvad angår musikken, men også sceneshowet. Men det gør ikke nødvendigvis Krøyer dårligere. Og jeg antager heller ikke at Krøyer-projektet skal ses i kategori med andre, som bevæger sig inden for stilarten. Projektet skal i højere grad ses som et performativt rum, hvor Krøyer udtrykker historier og fortællinger fra hjemstavnen Lolland. Et rum, som publikum ikke nødvendigvis er en del af, men som de oplever.
Efter 45 minutters hårdtslående in-your-face techno og performance forlader vi laden, og går ud i natten. Med en forfriskende knytnæve, som var placeret helt perfekt tids- og scenemæssigt. Et slag som forhåbentlig har rykket opfattelsen hos nogle for hvad en koncert også kan være.
