Årets sidste koncert er altid en speciel begivenhed, uanset hvilken festival man frekventerer. På Roskilde Festival føles det dog altid lidt ekstra specielt. Efter otte dage på en halvflad luftmadras skal den sidste smule energi vrides ud af kroppen. Den opgave var givet til amerikanske Lord Snow.
I det øjeblik at dørene til Gloria-scenen åbnes, starter både et stort fyrværkeri fra Orange Scene, hvor svenske Zara Larsson afsluttede, hvad der mindede om børneunderholdningen på et all-inclusive hotel på Mallorca. I samme ombæring åbnede himlens sluser sig, hvilket screamo jo er fremragende baggrundsmusik til.
Det lille lukkede telt bliver omkring halvt fyldt, hvor flere løbende strømmer til. Musikken er ganske solid. På mine lidt utrænede ører lyder musikken som hardcore, der til tider læner sig lidt op af mathcore med screamo-vokal. Jeg er ikke god nok til matematik for helt at kende forskellen, men hænderne hos trommeslager, guitarist og bassist er i hvert fald alle på overarbejde.
Musikken har også nogle ret interessante post-metalliske klangflader, hvor akkorder får lov at drone. På trods af de dronende elementer er energien hos både band og publikum høj. Bandets energiske musik smitter af – også på mig. Der er dog alligevel noget, som nager mig. Mellem hvert nummer kommer et båndet elektronisk mellemspil. Det giver en lidt underlig effekt, da energien trækkes totalt ud af koncerten. Af og til er det blot et par sekunder, men flere gange i koncerten bliver der serveret et virkelig generisk breakbeat i op mod halvandet minut. Det giver selvfølgelig de trætte musikere et par pauser, men det gør også bare koncerten unødigt lang. Musikken kan ikke bære en koncert på tre kvarter, når der skal bruges så meget tid på elektroniske mellemspil, som ikke rigtigt bidrager med noget til musikken. Det er en skam. Særligt fordi breakbeat-genren og dens udspringere er noget af det, jeg værdsætter allermest ved elektronisk musik.
Når det så er sagt, så virker bandet meget benovede over et stærkt fremmøde efter midnat. Der bliver også bemærket, at de aldrig har spillet på så stor en festival før.
Forsanger An Lacy er meget ‘in your face’ i de metalliske sekvenser, men med ryggen vendt mod publikum i pauserne. Om jeg helt forstår, det ved jeg ikke, men det er heller ikke sikkert, at jeg skal. Men musikken og hele oplevelsen er katarsisk. Særligt i pitten, som langsomt vokser sig større. Det er tydeligt, at de sidste kræfter skal bruges. For bandet er det sidste stop på touren, og for publikum er det den sidste energiudladning, hvor alle må have det som en fugtig og jordslået sovepose, der forsøges at vrides de sidste dråber ud af. Det lykkedes mestendels – men kun når bandet selv spillede.
Selvom jeg ikke føler mig helt indviet, så er det en god, syngende lussing at afslutte min Roskilde Festival 2026 efter otte dage, der har budt på hedebølge, mudder, kuling og en luftmadras, der tabte luften – lidt som Lord Snow, når de elektroniske afbræk blev for lange. Det er absolut et element som adskiller bandet fra så mange andre, men lige så meget et, som kan udskille lyttere.
Tak for i år.
