Britiske Milkweed skulle, på trods af vanskelige omstændigheder, vise sig at give en uforsødet, intens koncert. Med få, men stærke midler blev publikum taget igennem mørket på overbevisende vis. Men helt uden udfordringer blev det ikke. Og det var ikke deres egen skyld.
Det er et set-up af de mindre, som står på scenen, her fredag eftermiddag på Gloria. Et bord med båndoptagere, en akustisk guitar, en banjo samt to stole. Kl. 16.30 sharp går britiske Milkweed på scenen. Den britiske duo spiller en form for lo-fi folk. Publikum er med fra start mens Arianne Churchman og Benedict Draws instrumenter taler sammen. Her er ingen småsnak, ingen telefoner, ingen gåen frem og tilbage. Generelt for årets festival er det, at snak under koncerter fylder meget. Sådan er det på de fleste store festivaler, og ‘fænomenet’ har også ramt Roskilde. Mon ikke det minimale set-up og smalle lydbillede vi præsenteres for, gør folk ekstra opmærksomme på deres adfærd. Befriende at være en del af, er det i hvert fald her nede foran scenen. Dog skulle bandet blive mødt af støjmæssige udfordringer senere. Men ikke fra publikums side.
Den igangværende koncert med Tessa på Orange Scene, viser sig gennem hele koncerten at forstyrre. Dundrende bas derfra lægger sig hele tiden som en dyne ind over især de stille passager i Milkweeds set. Det er synd, at vi ikke får lov at opleve disse med fuldt fokus. Efter miseren omkring Uncle Acid & The Deadbeats’ afbrydelse og aflysning (som festivalen selv siger skete pga. vejret. Andre kilder mener, at det var støjgener ifm. Gorillaz’ koncert samtidig på Orange Scene), virker koordineringen af årets spilleplan forfejlet flere steder. For artister og publikummer er disse forhold ganske enkelt en katastrofe. Det må ikke ske for en så rutineret institution som Roskilde Festival.
De omkringliggende udfordringer er ærgerlige, da Milkweed ellers spiller en fortræffelig koncert. Deres få, men stærke virkemidler trænger virkelig igennem. Churchmans engagerede vokal suger på fornem vis publikum ind i de eventyrlige fortællinger. Draws svarer igen med sine strengeinstrumenter, og en intens musikalsk udveksling mellem de to er imponerende. Musikalitet på højt, højt niveau. De behøver ikke så meget mere her i mørket. Vi får det hele. De skiftende båndloops skratter ærligt til os, og vi bliver ført helt ufortrødent ind i Milkweeds univers. Dog savner jeg flere af de droneelementer, som bandet bruger på sine indspilninger, for at koncerten får et ekstra lag. Men det skal ikke tage fra bandet, at deres musikalitet kun kan beundres.
Trods de besværlige forhold, som bandet på ingen måde havde anpart i, forbliver publikum trofast i den intime stemning. Med et dramatisk slag til sit eget hoved, falder Churchman til jorden fra sin stol. Her bliver hun liggende mens koncerten slutter, og Draws så småt begynder at række armene ud til publikum. “Tak for idag”. Og tak til Milkweed. Jeg håber at se dem under bedre koordinerede forhold fra arrangørens side. Det kan meget vel blive til Alter Festival i Aarhus til september, når bandet vender tilbage til Danmark.
