Min umiddelbare tanke er, at der må være et substantielt overlap af metal- og hyperpopfans til stede. De pumpnede beats, autotunede vokaler og glitchede produktioner, læner sig ofte op af stakkerede guitarriffs og hardcorens råbevokal.
Jeg stod derfor nysgerrigt klar, da Alice Ai går på Eos kl. 22:15. Fremmødet er ganske stort her efter mørkets frembrud, hvor pladsen oplyses af røde stroboskoplys. Jeg havde ikke hørt om hende før Roskilde annoncerede hende til First Days, men jeg er typisk glad for netop den mere ‘zany’ hyperpop, hvorfor jeg så frem til netop denne koncert.
Alice indtager scenen i et sort og rødt læderoutfit, flankeret af henholdsvis trommeslager og synthspiller. Den store bagskærm projicerer rød/sorte billeder af elektronik, pigtråd og brudstykker af sangtekster. Alices vokal står skarpt og de glitchede beats er gode, men musikken rammer ikke helt så hårdt som forventet.
Publikum er til gengæld godt med og flere kommer dryppende til. De forreste rækker har en kæmpe fest og kunne snildt forveksles med en hoppeborg. Sangene veksler mellem mere følsom og introvert pop og ravede bangers, hvor det klart er i sidstnævnte ende af spektret, at Alice Ai udmærker sig. Særligt er den drum and bassede ‘everything blue’ et højdepunkt for undertegnede, da den udløser en kæmpe dansefest foran Eos. Her rammes præcis den nerve, som jeg personligt søger efter i denne type musik.
Undervejs kommer Mathias Jepsen fra black metal-bandet Kold ind som gæstevokalist, men det er navnlig sangen ‘HATE MY BRAIN’ som sætter gang i fællessang, med dens budskaber om neurodivergens og ikke at kunne følge med sine egne tanker.
På seneste single ‘DO WHATEVER (jerngreb)’ gæster Benjamin Clemens, Emil Adalsteinsson og Benjamin Grønne fra SYL scenen. Det fungerer momentvis, men bidrager også til den lidt forvirrede følelse, som jeg står tilbage med. Koncerten mister noget af sit momentum under de poppede sange, hvilket får de hårde og metalliske indslag til at føles som overkompensering. Musikken vil vildt meget på samme tid, men kommer kun delvist i mål med det, som på førnævnte ‘everything blue.’ Lige netop her formår Alice Ai at skabe en symbiose af det melankolske, det melankolske og det tunge.
Genreblandinger er en svær størrelse. Alice Ai virker til at vide hvor hun vil hen, men vejen dertil er snørklet, når man både vil lave melankolsk popmusik og ravemusik. Det er ikke en umulig opgave, men jeg tror, at musikken ville stå stærkere for mig, hvis den havde et klarere udtryk. Samtidig, så står jeg omringet af tusindvis af mennesker, som har en gigantisk fest og tydeligvis føler musikken, så det er meget muligt at det bare er mig som ikke fatter en skid. Det bedste materiale er stærkt, så der er absolut grobund for noget rigtig spændende, som lige skal finde sine ben at stå på.
