En form for mellemvare. Sådan har bookingen af Wolf Alice på Orange Scene tidlig onsdag aften været fortolket blandt mange. Midt imellem den selvfølgelige åbningskoncert af en dansk artist og et kæmpe hovednavn senere. Kunne det britiske rockband modstå fordommens forventning som fyld inden hovedretten?
Jeg må indrømme, at som så mange andre har jeg haft bange anelser om Wolf Alices placering. Både scenemæssigt og tidsmæssigt. Er det der, folk går ud og spiser? Er det der, vi virkelig bliver vidne til hvordan et band, som måske kunne antages at være ‘fyld’, falder totalt igennem? Her i den lavthængende sommersol er det primært det ældre segment, som har indfundet sig foran Orange Scene. Om det skyldes, at festen endnu ikke er slut på campingpladsen, eller et orkester ved navn The Cure, som spiller senere, ved jeg ikke. Om ikke andet møder de en smuk, ny orange teltdug med et glimtende backdrop, som skaber en silhuet af en stjerne.
Wolf Alice tager os tilbage til 1970’ernes automobiler med soltag, cowboybukser med svaj og store armbevægelser. Og ikke mindst den fandens gode sangskrivning. Under koncerten forstår jeg hvorfor de er placeret netop her. En klar aftensol, en halvtidlig brandert, Orange Scene. Se det lige for dig. Wolf Alice’s sange står rent faktisk distancen her til aften. Er det noget, vi har hørt før? Ja, det er det. Men det bliver jo ikke dårligt af den grund. Med high fives til Fleetwood Mac, ABBA og The Cardigans føres vi ud i den tidlige aften på tryg og fornem manér. På bedste Roskilde-manér. Rigtig godt set af bookerne.
Samtidig er det også en dag på kontoret for det britiske band. Alt er tilrettelagt, og i sig selv er der ikke noget som overrasker. Men det er heller ikke koncertens mission. Missionen er derimod at trække på skulderen og være en smule til stede. Jeg står selv og svajer med til de stærke pop-kompositioner, der diskes op med. Og hvad så, hvis det er en dag på kontoret? Hvis det til gengæld er et kontor, som spiller, og alle gør sig umage, og som gør, hvad det skal.
40 minutter inde i settet udveksles de døsige pop-baskere med rocket vildskab. Her giver Wolf Alice for alvor slip. Det er faktisk her de er bedst. Det er imponerende, hvordan bandet kan komme fyldestgørende igennem to så forskellige udtryk. Et vidnesbyrd om et band med en enormt stærk musikalitet. Jeg må indrømme, at alt efter tidspunkt, sted og artist har Roskildes bookinggruppe taget mig med bukserne nede. Fuldstændig som det skal være herude på Dyrskuepladsen.
