Ama’rkanske Split har måske kun et år på bagen, men de har tydeligvis taget aftenkurser på akademiet for bøllecore. Hvordan to af bandets medlemmer samtidigt har kunne afslutte 3.g. er lidt imponerende, men de fremviser flot huen på Gaia på dette års Roskilde Festival First Days. Hageremmen er naturligvis slået ned, for der skal lige placeres nogle breakdowns til UG.
Min ven ser lidt beklemt ud. Han hvisker mig i øret: ”Jeg kan faktisk ikke så godt lide breakdowns”. Imens står en ven på min anden side, med hurtige solbriller og gør som en hund. Vi er altså her ude i et band, der deler vandene, som de også senere deler pitten i en wall of death.
For undertegnede er ”core” klart det man kan kalde en ”acquired taste”. Altså lidt ligesom, at man måske ikke kunne lide oliven, da man var barn, men at man som voksen igennem talrige forsøg på at se voksen ud på en tapas-restaurant får lært sig selv at kunne lide det. Det handler især for mig om at kunne ”suspend one’s disbelief” – altså midlertidigt acceptere at noget er sandt, selvom det ikke er realistisk. Er det realistisk at vi, at særligt jeg, er en bølle-core entusiast, der tager Split 100% på ordet når de råber ”TWO STEP MOTHERFUCKERS”. Næh. Har jeg det sjovt, når jeg overgiver mig til den gode stemning og gør med min ven? Yes.
Bandet er hjulpet godt på vej her af bagende sol, så guns’ne er out blazing hos publikum (m/k/n) og bragende god lyd. Man kan mærke de tungt-stemte strengeinstrumenter i mellemgulvet, selvom man ikke står helt tæt på. Forsanger Benjamin Jeppesen er en sympatisk frontfigur, der virkelig dedikerer sig selv til publikumskontakten. Han forsøger et par omgange at få ”pit helt op om pulten” – det går bedre sidste gang end første. Det tager dog ikke noget synderligt fra oplevelsen, at publikum måske er lidt grønne og ikke helt har styr på lanciers-trinnene. Split er efter sigende interesserede i at få flere unge i kontakt med hardcoren, og det gør de udmærket. Selvom der også er lommer af kælne par, der ikke kan rokkes til andet end at kigge hinanden dybt i … øjnene.
Der drysses lidt stjernestøv over de i forvejen støvede gulve i form af Neema Rad fra Dethrxner og Andreas Bjulver fra Cabal. Det går også strålende, selvom det faktisk i dette sjældne tilfælde klart er bandet, der sætter mest stemning i søen. Energien, stemningen og publikumstækket vidner om et band, der sagtens kan spås en stor fremtid. Vuf-vuf.
