… var det min psykologilærer sagde om en aflevering, der handlede om, hvorfor mine forsvarsmekanismer gjorde det umuligt for mig at skrive den aflevering til ham. Det er sådan noget pisse-irriterende gymnasie-elever finder på – og åbenbart også anmeldere i deres 30’ere. For aldrig har jeg forstået hans ord så vel, men også haft brug for at plagiere mit eget koncept. Derfor, en anmeldelse igennem mine og andres forsvarsmekanismer (Anna Freud, Sigmund Freud, osv.) af Couch Slut fra Brooklyn:
Splitting:
Komplicerede følelser er svære og derfor har vi en tendens til at se på svære ting, oplevelser eller personer som enten uforbeholdent godt eller uforbeholdent dårlige. På samme måde er oplevelsen af Couch Sluts lyd ubetinget dårlig i starten af showet, alt imens Megan Osztrosits som frontfigur er ubetinget inddragende. Hun beder om mere vokal i monitoren, fordi de, der står allerforrest, ikke kan høre vokalen via de gængse speakers. Hun begynder at slå sig selv i hovedet med mikrofonen i takt med trommerne.
Idealisering:
Navnet giver lidt sig selv: Som børn ser deres forældre, kan vi have brug for kun at se den idealiserede form af det, vi oplever. Jeg får en udtalt trang til at idealisere Osztrosits som forsanger og survivor – og ikke mindst historiefortæller. Det er råt og det er hårdt at lytte til hende krænge sin sjæl ud, og det kan føles svært at se det som en mere kompleks oplevelse end den rene kunstneriske form, som er hendes oplevelser. De kan ikke betvivles og derfor kan hendes performance heller ikke betvivles. Samtidigt kigger jeg mig rundt i salen, der lugter af hestelort, fordi det er en stald og intet kan helt vaske Roskilde Dyrskue ud af salen, selvom den er umanerligt flot dekoreret under festivalen.
Devaluering:
Velkommen til idealiseringens skyggeside og kernen i min førnævnte splitting. Osztrosits fortæller en historie om en mandlig stalker, der brød ind i hendes bil og blødte over det hele i den. Han efterlod også en masse dukker (!?!). Senere ringede han til hende, imens hun var på vej ud til en ven. Han begik senere selvmord. Har du svært ved at følge med? Også jeg.
Så meget menneskelig smerte opsummerer Osztrosits som om det var en sjov historie, hun havde glemt pointen for. Osztrosits lever et helt andet liv i Brooklyn, New York end samtlige mennesker i salen med 2000+ kroner i pengepungen til en Roskilde-billet. Det bliver helt absurd. Jeg har pludselig lyst til at lukke al min empati ned for ikke at være i en verden, hvor den slags ting sker for en kvinde på min alder med flotte lakerede negle i en football-jersey.
Fortrængning:
Jeg føler en overvældende lyst til at fortrænge, at sådan en verden findes. Men her står Osztrosits og fortæller helt roligt, hvordan denne mand, der har blødt udover hendes bil, ringer for at fortælle hende, at han elsker hende og vil bo med hende under en bro i Nashville. Og jeg tror hende desværre. Jeg tror faktisk på, at hun kender folk, der er så langt ude at skide, at de ville tro, at det ville være en romantisk ting at sige. Jeg har lyst til at lukke af og glemme, at man kan være tættere på at bo under en bro end på at stå her på en festival i gummistøvler med en øl i hånden.
Fornægtelse:
Her kommer vi så også til publikums interaktion med bandet. Den er forrygende. Osztrosits bløder nu fra munden. Hun har slået sig selv så meget i hovedet med mikrofonen til den nølende bas, de aggressive trommer og den feedende guitar. ”This song is about the police. Fuck the police”. En ungersvend bag mig siger ”Ej… ah okay det amerikanske politi”. Fornægtelse. Som om det kun er det amerikanske politi, der fortjener en vred sang. Men som beskrevet tidligere, så er det lettere at fornægte sin egen situation, når man står konfronteret med en verden som Osztrosits. Et klassisk eksempel på reaktionsdannelse, når folk, der går til rock-koncerter måske inderst inde har en Bertel Haarder gemt i sig.
Forskydning:
Anyway. Det ville være en forskydning at vende vreden imod sådan en sød fyr, der måske bare i virkeligheden ikke ved, at systemet er fucked og at vi er i risiko-zonen for at stå i Osztrosits position om ti år. Men nok om det. Osztrosits vokal bliver i løbet af showet bedre. Alt imens hun er kommet godt igennem en six-pack White Claws.
Sublimering:
Den bedste forsvarsmekanisme, må man forstå på Freud. Nemlig den forsvarsmekanisme, der gør individet i stand til at tage sine uacceptable impulser og i stedet kanalisere den energi over i noget, som samfundet sætter pris på. For eksempel videnskab eller kunst. Men det føles ikke sublimt. Det føles ikke som om, Osztrosits har gjort andet end at tage sit misbrug og sin selvskade, sat det på en scene og nu kan vi huje af hende, imens hun gør, hvad hun nok ellers ville have gjort. Dog nok mindre fashionable steder. Det er selvfølgelig en rationalisering. Vel egentlig en efterrationalisering, for imens jeg står i det, føles det som kunst.
Couch Slut brager videre. Jeg genafspiller koncerten for mit indre øre imens jeg skriver den her artikel. Der var noget ved det tunge og repeterende, der mindede mig om at være et trygt sted. Bandet smider dog lidt mere rytmisk dynamiske sektioner ind hist og her, sammen med nogen dobbeltpedaler. ”I think I chipped my tooth!” råber Osztrosits ud til publikum. Hendes reaktion er delvist en smule overraskelse, men også en slags ”another day at office”.
Interjektion:
Tilbage står jeg med en følelse, en lyst til at være Osztrosits (også kaldet interjektion). Jeg føler, at hun har fundet et life hack. Hun har gjort sin selvskade til en attraktion (”Ej, så I Couch Slut, hun slog sig selv i hovedet til det blødte!”) og bandet har gjort deres stofbrug til en branding-effekt (”Putrid, drug-fueled gutter rock from the filthy streets of NYC” står der på deres bandcamp). Havde jeg som teen party girl været i de helt forkerte cirkler, omgivet af de helt forkerte mænd, havde jeg ”bare” kunnet gøre det i stedet for alt det kedelige lort jeg blev nødt til i stedet (blive behandlet for mine traumer, få et voksenjob, adoptere en kat).
Konklusion:
Selvfølgelig skal gymnasie-stilen rundes af med en konklusion, der bredt rører ved alle de nævnte aspekter og binder en lille sløjfe om pointen, der burde stå tydeligt på nuværende tidspunkt. Men gør den virkelig det? Er der en sløjfe at binde om en oplevelse, der nok i virkeligheden kan koges ned til noget som banalt som ”Couch Slut var en vild oplevelse, fordi de fik mig til at tænke over en masse ting”? Ja. Og der var den. Sløjfen. Kedelig og forudsigeligt (nu var det også mig, der valgte at adoptere en kat for at bearbejde mine traumer).
