Vores anmeldere i både det københavnske og det fynske har tidligere været vældigt glade for Casket Sprays hidsige powerviolence.
Nu var det så blevet tid for K-Townerne at indtage GAIA på Roskilde.

På nogle måder var det en kæmpe succes. For eksempel var der tydeligvis mange, der havde glædet sig til en pit. Der var gang i den, og det er jo nærmest indbegrebet af en powerviolencekoncert. Der blev slåsset til den helt store makrel-i-tomat-dåse-blik-medalje.
Til gengæld var en stor del af pitten robåd. Det er i sig selv dårligt, men så også helt malplaceret til denne type arrangement. Én ting er Amon Amarth, noget andet er Casket Spray. Der blev vi offer for den generelle mangel på genreforståelse, der følger med omnibusfestivaler. Særligt når der ikke er noget andet, der spiller samtidig.
Bandet var utroligt tilstedeværende i løbet af showet. Forsangeren især, der luntede rundt som en hidsig løve, gik i knæ og kastede sig rundt for at brøleskrige det hele ud. Det var fedt.
Til gengæld føltes det pudsigt at se et K-town band på så høj en scene med så langt til publikum. Det var jeg ikke udpræget begejstret for. Når det skal være så hidsigt, så aggressivt og så, i mangel af bedre ord, kødeligt, bliver det nødt til at være tæt på.
Settet var ujævnt. Det startede for langsomt til den energi, man ved, de indeholder og for at det ikke skal være løgn, røg lyden fra forsanger også, så der skulle fedtes rundt i kabler før vi igen kunne nyde deres stemme.

Det helt store højdepunkt var det politiske indhold. En tale om folkedrabet i Gaza blev læst op til stor jubel fra hele pladsen og adskillige blafrende keffiyeher. Det kan Roskilde Festival til gengæld.
Selvom man kan mene, at fællesskabet er gledet mere og mere i baggrunden på festivalen, ligger det politiske element stadig nogenlunde præsent for de fleste.
Derfor kan det undre, at folk iklædt Burzum-shirts også står og jubler af de politiske paroler, men det kan vel forklares med ungdommelig ignorance. Tonedøvt var det i hvert fald blandt en sø af knyttede næver.
Jeg står tilbage med følelse af glæde – på bandets vegne, for at blive set, for at få en platform til deres budskaber, og for at få en mulighed for at spille på Roskilde. Jeg står dog også med en følelse af, at jeg meget hellere ville have set dem på gulvet. At kunne fornemme guitarist Adams vrængen helt tæt på og se en pit med flere cirkelspark end åretag.
