“Roskilde fortjener ikke Vægtløs.”
Det var min første note, da Vægtløs var gået i gang med at spille på EOS.
Rundt om mig var der festende mennesker, der havde hele samtaler, Tiktok-optageseancer, druklege, pudsige “heavy-ansigtsudtryk” og tungerne ude af munden under studenterhuer og over Ganni-toppe. En gigantisk “pit” havde åbnet sig i midten, hvor der blev hoppet rundt og skubbet på voldsomste maner, før de forvrængede guitarer egentlig var gået i gang.
Det var for mange nok første gang, de oplevede tung musik, og deres forståelse af, hvad der skulle ske, var nok farvet af KISS og historier om Marilyn Manson.
Det var i hvert fald ikke en forståelse af Vægtløs, og et bittert drag bredte sig om min mund.
Da Thomas Burø trådte ind og fremførte Morten Nielsens digt ‘Døden’, var det med høj stemme. Meget højere end den sobre oplæsning, vi er vant til fra Vægtløs’ koncerter. Ikke mange hørte efter, følte jeg, og de tunge ord forsvandt i den pludrende menneskemængde.
Men jeg lyttede, og da jeg gjorde, gik der noget op for mig.
“Døden, den har jeg truffet da jeg var Dreng.
Men kun som en Stilhed hos nogen
som jeg holdt af.
Aldrig som noget omkring mig,
en Kulde, en Skygge,
ingen kan nævne ved Navn eller vige fra”
Nielsens digt fik mig til at tænke på Thøger Larsens ‘Sommervise’ tilbage fra 1923 – en af mine yndlingssange fra Højskolesangbogen.
I tredje vers skriver Larsen:
“Når dine bølger mod bredden gik,
beruset blå som gudinders blik,
en ungdom jubled’ din lovsang ud,
kun klædt i solskin og brunet hud.
Ned, ned, ned
til dåb i glemsel og evighed!”
Det er ungdommens privilegium, forstod jeg, ikke at kende døden. Det er ikke noget, de skal forstå. På samme måde, som hovedpersonen i Nielsens digt møder døden, kender den som noget unheimlich og ikke som noget direkte genkendeligt, er det op til ungdommen at insistere på livet.
Jeg forstod, at Vægtløs’ ekstremt tunge lyriske apparat ikke var spildt på de unge, men netop viste livet i sin sammenhæng. Jeg husker som barn at gå til begravelse og bare sidde og kigge. Jeg kunne se, at de voksne var kede af det. Jeg kunne måske også forstå, at et familiemedlem ikke var her længere, men jeg kunne ikke egentlig mærke det.
Jeg kunne se døden udefra, og jeg var ikke påvirket af den.
På samme måde var det her. Vi kan ikke forlange, at de unge skal se verden som os. Det er for meget, for tungt. Når vi står og tænker på vores venner, der ikke er her længere, eller som er tættere på døden end de fleste af os, triller tårerne ned af kinderne på os. Men for de unge er det starten på et liv, de selv styrer. Roskilde Festival er på mange måder indbegrebet af frihed. De 16-, 17-, 18-årige er ude på egen hånd. De har ret til at have en fest uden at skulle irettesættes af skolelærere med overskæg.
Det forstod jeg, og da blev Vægtløs’ koncert ikke længere et spørgsmål om at “fortjene noget”. Det blev i stedet et billede på livet.
Smukkest var det billede, da bandet spillede ‘Tag dit knuste hjerte og lav det til kunst’. En sang, der som en af de få fra Vægtløs’ hænder handler om en overlevende. Troels Højgaards gode ven Christian, for hvem det lykkedes at komme tilbage fra grænselandet mellem liv og død.
Højgaard forklarede os om sin ven og den kærlighed, de føler for hinanden. Han forklarede, at han gerne ville se Christian crowdsurfe ud over mængden. Og det gjorde han. Mens de rolige, emotionelle guitarpassager kørte, blev manden, der ikke døde, båret af unge hænder og ældre. Og der skete noget. Troels kaldte det en fejring af livet. Det var det i den grad også. Men publikum lod også til at forstå bedre.
De mødte døden.
Der blev mindre snak, mere lytten. Helt unge mænd, der ellers havde været dynamoer af bravado og livskraftig testosteron, rettede blikket mod den midaldrende, rødhårede skolelærer på scenen og hørte efter.
Det er det, Vægtløs – og i særdeleshed Troels Højgaard – kan. Hvor vi andre ville vrænge og give op på forhånd, bliver han ved. Han rummer alle. Han har tålmodighed, og han har så meget kærlighed. Selv når han forklarer, at sidste nummer er dedikeret en elev, der tog sit eget liv, bliver der jublet. Når Omsorg, Christian Bonnesen, Stöj Snak og store dele af 1000Fryds faste klientel skriger med på scenen, bliver der festet. Og på en eller anden måde giver det mening.
Jeg tog fejl. Roskilde fortjener Vægtløs. Måske mere end alle andre.
