Det var ikke nemt at være NEXØ forleden. Ikke nok med at Kristian Ejlebæk var vågnet op med ondt i halsen, så skulle de også følge efter et af de bedste SYL-shows, jeg har oplevet.
Og så på Loppen, som må siges at være et spillested, der deler vandene. For mange er det deres absolutte favorit. For andre lidt mindre.
Jeg hører nok generelt til sidstnævnte, omend jeg stadig har gode minder om at få blæst hele kraniet igennem af Boris i 2008, svæve væk til ISIS i 2007, eller da publikum hoppede så meget under 69 Eyes samme år, at jeg troede, gulvet skulle styrte bort under os. Alligevel er der noget ved det sammenklemte og huleagtige lokale, der gør det meget svært for andre end de allermest rundsavsalbuede blandt os at se eller opleve noget.
Nå, men jeg fandt nemt en plads oppe foran, så jeg havde direkte udsyn til hele showet. Og alt det nævnte til trods, spillede NEXØ – igen – et godt show.
Jeg siger “igen”, fordi det er min evige oplevelse med NEXØ. Så kan det godt være, at Kristian er nervøs som i Pumpehusets byhave, eller at han er småsyg som denne aften. Det ændrer bare ikke på det faktum, at jeg aldrig har oplevet NEXØ give en dårlig eller endda bare halvhjertet koncert.
Det her var faktisk en af de bedre. Måske var det sygdommen, måske var det inspiration fra SYL, måske var det bare one of those days, men der var mere smæk på og mere grus i maskineriet end normalt. Noget af det fede ved NEXØ er netop, at selvom det ikke er hardcore, er det heller ikke ikke hardcore. Og denne gang var det, som om Alex Ferlini bankede en smule hårdere i trommeskindet. Som om Jonas Lint og Jakob Møller-Jensen riffede lidt vildere. Som om Kristian Ejlebæk skreg sig lidt hæsere. Og de gjorde det som altid sammen.
Det var pissefedt.
En enkelt havde det så fedt, at hun ikke kunne lade være med adskillige gange at danse op på scenen, og selvom det selvfølgelig er rart, at folk har en fest, var det også meget godt, at hendes venner hjalp hende ned igen. Til gengæld fik aktiviteten gjort mig opmærksom på, hvor dygtigt lyset var sat denne gang. Flot arbejde af lysteknikeren.
“Det går godt. Vi holder tidsplanen, drenge!,” sagde Ejlebæk og fortsatte: “Klokken er 13.12” på mit ur.” Og så hørte vi NEXØ-klassikeren opkaldt efter det klokkeslæt. Engang skrev jeg i en anmeldelse af bandet, at man kunne stille sit ur, efter hvornår den sang kom på setlisten
Det oplevede de åbenbart, som om jeg var træt af den. Slet ikke. Og jeg er meget glad for endelig at have fået lov at råbe med på den ørehængende titellinje. Der er en grund til, det er en klassiker. De kunne sagtens forlænge den med et par vers – der er også rigeligt materiale at tage fat i.
Den sociale indignation, som man kaldte det i gamle dage, før centrum-højrefløjen flåede masken af og forsøgte at gøre det ulovligt at opføre sig ordentligt, skinnede endnu engang igennem.
Ejlebæk forklarede, at han havde lyst til at sige en masse, men faktisk ikke ville. Den næste sang var dedikeret til Palæstina.
Og publikum var som hos SYL med på den. Vi er enige. Alle nikkede, da Kristian fortalte om sin afmægtighedsfølelse. “Hvor mange børn skal dø, før der sker noget?!”
Ingen ved det længere. Men det hjalp lidt at råbe i kor, som der blev lagt op til.
Det kan vi da stadig.
En skærende og skarp afslutning på et rigtig, rigtig godt set.
