Egentlig skulle Selvtægt ikke anmelde Pussy Riot på dette års Frigjort Festival, men efter en opvisning i aktivisme af højeste karat følte undertegnede anmelder sig forpligtet. Den Putin-kritiske trios optræden på Fredens Eng på Christiania var svær at slippe.
Det virker på alle måder til at passe som fod i hose, at netop Frigjort Festival, der arbejder for at bryde med systemiske tendenser i musik- og festivalbranchen, er arrangør. Vi er på Christiania – et eksperiment, som altid har stået for alternativer og modstand, på godt og ondt. Og så er der aftenens vel nok største navn: russiske Pussy Riot.
Historien om trioen er velkendt. Efter markante indskrænkninger af ytringsfriheden, pressefriheden og LGBTQ+-personers rettigheder gjorde punktrioen sin entré ved at afbryde en gudstjeneste i Moskva. Herefter fulgte to års fængsling under totalitære russiske forhold, som blandt andre Amnesty International har kritiseret skarpt.
Hvor bandet tidligere har givet koncerter på blandt andet Roskilde Festival, Heartland Festival og Smukfest, gæstede de Frigjort Festival med deres performance Riot Days. Her er der snarere tale om en hybridforestilling end om en egentlig koncert.
Akkompagneret af røde og sorte billeder af russiske modstandsfolk, bandets tidligere optrædener og medlemmerne på anklagebænken messer de tre medlemmer om deres oplevelser med det russiske fængselssystem. De er blevet mødt med torturlignende forhold, blot fordi de har benyttet sig af basale rettigheder som ytringsfrihed og retten til at gøre modstand. Det er stærke sager. Hvor første akt fokuserer på forholdene i hjemlandet Rusland, er anden akt dedikeret til modstandskampen mod Ruslands krig i Ukraine.
Især anden akt fremstår som en ekstremt rørende gestus og en stærk solidaritetserklæring til det ukrainske folk. Fra rent kaos og hårdtslående punk til stille, poetiske manifestationer viser Pussy Riot, at de virkelig har styr på deres virkemidler. Det gør, at Riot Days i høj grad lykkes som performance. Som værk er forestillingen raffineret og sofistikeret, og den formår virkelig at røre og trænge ind til et stort publikum.
Musikalsk er Pussy Riot, hvad de nu engang er: ikke de værste inden for genren, men langtfra de bedste. Det bør dog nævnes, at bandets nuværende trommeslager, Eric Breitenbach, spiller helt og aldeles formidabelt. Som en maskine kværner han sig igennem de forskellige udtryk til perfektion. Breitenbach formår at løfte Pussy Riots musik – og ikke blot deres performance – endnu længere ud over scenekanten.
Et sandt højdepunkt indtræffer, da Smag På Dig Selvs to saxofonister, Thorbjørn Øllgaard og Oliver Lauridsen, kommer på scenen. Med dybe, hæse saxofontoner gjalder de ud over Christiania i aftensolen, mens Pussy Riot bliver mere og mere opildnet. Sikke et syn. Her bliver det sidste stik taget, og publikum er nu i russernes hule hånd. Formidabelt.
Med Pussy Riots Riot Days var vi vidner til noget af det ypperste, musikken kan bruges til: at formidle noget, der er større end os selv. Det lykkes Pussy Riot med til perfektion. Det kan stadig mærkes helt ind i knoglerne, hvor vigtig den kamp, der kæmpes, er.
Tak til Pussy Riot for at minde os om det. Tak for at vække os og få os til at tænke.
