Den aalborgensiske trio havde oddsene imod sig: En tredje dag med bagende varme samt en Gehenna scene som indtil videre har svigtet lydmæssigt. Kunne Omsorg formå at veksle de vanskelige omstændigheder til succes? Delvist.
Fredag eftermiddag på dette års Copenhell er en besynderlig affære. Så er det sagt. Her hersker en udmattelse blandt publikum efter flere dages hedebølge. Jo vist, folk er mødt op. De er positive, men udmattelsen tegner sig. Det er langt fra med samme energi som de to første dage. Skovområdet omkring Gehenna synes i høj grad ramt. Her er kun få steder med skygge i siderne, samt helt oppe foran scenen. På den måde skabes der et naturligt tomrum foran scenen, hvor solen brænder mest igennem. Omsorg rammer scenen med det rene udtryk, de nu engang har: En trio bestående af bas, trommer, guitar og vokal. Ikke så meget andet hurlumhej, som der ellers er meget af, her på Copenhell.
Omsorgs musik og tekstunivers er intenst. Uforsødet og ærligt. Med dette in mente er Gehenna-scenen også et hårdt odds i sig selv. Selvom scenen størrelsesmæssigt er den mindste, virker den enorm i forhold til Omsorgs udtryk. Bandet lægger hårdt nok ud. Men vi skal alle lige i gang. Publikum responderer først rigtigt en tolv minutters penge inde i settet. Ikke fordi Omsorg som sådan spiller dårligt, eller gør noget de ikke skal gøre. Såmænd pga. af en scene som muligvis er for stor til et intenst, følelsesmæssigt udtryk. Og så pga. heden. Man skulle faktisk tro, vi var i helvede.
Bandet spiller jo fedt nok. Tilstedeværelsen og nærværet synes også intakt. Men Omsorg falder også igennem. Det minimalistiske udtryk rykker ikke noget og virkemidler bliver hurtigt udtømte. Stemningen er fin. Men heller ikke mere end det. Omsorgs virkemidler som er få, men stærke nok i sig selv, rækker ikke nok udover scenekanten. I perioder føles det som om et hvilket som helst band kunne stå på scenen, og at det er hvilket som helst band vi klapper af. Det er farligt på en festival som Copenhell, hvor musik og udtryk kan virke ens for flere artister henover fire dage.
Guitarist Jan Fenger og bassist Trọng Le udfylder nogle fine kontraster med deres vokalpræstationer. Med Fengers hæse råb over i Les følsomme vrængen sørger de for, om ikke andet, at bandet kommer igennem med sit udtryk. Omstændighederne vil bare noget andet. Som sagt er der smæk på det meste af tiden, og intensiteten er i top. Men for undertegnedes vedkommende er Omsorg bedst, når passagerne med mere plads i kommer frem. Disse øjeblikke måtte der gerne have været flere af.
Et par gæsteoptrædener blev vi også serviceret med. Først Tobias Aske som en af hjemmedrengene i Vægtløs, der overtog trommerne, mens Mads Skannerup greb mikrofonen. Også Andrew Davidson fra Puke Wolf fik vi glæden af. Sidstnævnte på en virkelig rørende hyldest til nyligt afdøde Peter Clement Lund fra Kollapse. Koncertens højdepunkt. Her formåede koncerten virkelig at skabe et højdepunkt, som der ikke var så mange af. En rørende gestus, som virkelig bandt publikum og kunstner sammen.
