Byhaven har haft mig i et helt og aldeles jerngreb denne sommer med et overflødighedshorn af solide bookinger, som gør det svært ikke at vende tilbage uge efter uge. Det er faktisk, denne koncert talt med, blevet til intet mindre end otte besøg i Pumpehusets hyggelige forhave af undertegnede, så man kan vist roligt kalde mig rutineret.
Dog var jeg en af de – antageligt ret få – uindviede ved Slyngels koncert. De har været på min radar længe, så det var også på tide at få hørt deres bud på dyster heavy metal live, hvilket jeg absolut ikke er ked af, at jeg gjorde.
Frygt indtog scenen iført en flagermusekappe, som jeg kun kan forestille mig er fundet i den fede afdeling af den lokale spøg-og-skæmt-butik, akkompagneret af resten af slænget, som vi når til lige om lidt. Da de første toner ramte, gjorde forvirringen også, og jeg nåede at blive i tvivl om, hvorvidt det var min fødselsdag, for nu har jeg i årevis ønsket mig bare én lille-bitte koncert i Byhaven med god lyd, og nu fik jeg fandme to af slagsen på samme aften. Det er jo næsten nok til at gøre en mand sentimental.
Slyngel er camp på den fede måde. Faktisk gør de det meste på den fede måde. Der er blærerøvsriffs- og attitude for alle pengene fra guitarist Chris Rostoff – men han er dygtig, så han må godt! Riffene er derivative og lyder tudsegamle, men fremføres med spandevis af overskud og ditto swagger, og så er der bare noget særligt tilfredsstillende over at se en musiker være så åbenlyst glad for sit instrument. Frygts vokalarbejde var desuden dæmonisk, og når hun kommer helt tæt på første række og stirrer os ondsindet ind i øjnene, begynder hendes kunstnernavn pludselig at give mening.
Hvis vi lige vender tilbage til resten af bandet, er der også grund til at fremhæve rytmesektionen, hvor trommeslager Dusty har fået selskab af den nytilkomne bassist Bastion – et særdeles kreativt kunstnernavn, må man sige. I Byhaven er lydforholdene oftest ren lotto, hvor bunden nogle aftener får lov til at æde resten af bandet, mens den andre er helt fraværende. Imidlertid sad mixet lige i skabet i torsdags, således at selv dem, der var på vej ind i Pumpehuset i den anden ende af gården for at høre Klumben og Raske Penge, også kunne høre alle aspekter af Slyngels seje lyd. Heldigt for os alle var det desuden, at bandet havde reserveret en betydelig mængde plads på setlisten til ny musik, som kommer til at pryde den forestående plade.
Hvis de lyder lige så godt på albummet, som de gjorde live, er der altså noget at glæde sig til. Slyngel har nemlig en særdeles intuitiv tilgang til genren, der helt fik mig til at savne dengang, hvor det eneste, jeg hørte, var læder- og nitter-metal, og så går det nok, at koncerten var en anelse for lang, og at Frygts historiefortællinger blev en anelse langtrukne. Det er trods alt ikke hver dag, man går fra en koncert som et officielt medlem af mørkets menighed, eller hvad det nu var, hun ævlede om.
Ædel Fetich har jeg efterhånden oplevet en pæn håndfuld gange live, og selvom de – ligesom Slyngel – er alt, alt for meget, er det sådan set også dér, sammenligningerne mellem de to bands starter og slutter. Hvor Slyngel dyrker den mørke, teatralske heavy metal, kaster Ædel Fetich sig hovedkulds ud i en flamboyant og liderlig form for black metal, som man ovenikøbet kan synge med på. Det skyldes ikke mindst forsanger Skvats operatiske vokal, der høres mellem hans hvæsen, skrigen, jamren og vrissen. Et glimrende eksempel på dette kom, da Ædel Fetich lagde ud med ‘Ædel Fetich’ fra ‘Ædel Fetich’, fordi Ædel Fetich ved, at alle gode bands skal have en 1-2-3’er – altså en selvbetitlet plade og sang. Det er tilmed et godt nummer, hvor alle i bandet får lov til at spænde med de musikalske muskler, og her kan særligt Ingen på trommer fremhæves.
Foruden den selvbetitlede bød setlisten på gammelt, nyt og helt nyt-nyt – altså sange, som bandet aldrig havde fyret af live før. Af de helt gamle fik vi eksempelvis ’Så Kom!’ fra debutbåndet ’I Aftes i Tunnellen’, mens ’Sort Magi’, ’Madras’ og ’Mit Billede af Dig’ fra pladen repræsenterede den lidt nyere ende af kataloget. På sidstnævnte var Jakob Miehe fra Solens Folk som sædvanligt med på scenen til en feature, der vel nærmere bør beskrives som et opgør mellem de to største theater kids, jeg mindes at have set live.
Udover den lidt atypiske setliste forløb Ædel Fetichs koncert egentlig, som den plejer. Skóggangr var som sædvanligt en wiz på guitaren, og særligt hans guitararbejde på ’Sort Magi’, hvor han også leverer en ganske grum backingvokal, er jeg helt pjattet med. Til gengæld skal jeg nok lige vænne mig til, at ’Her er Mørkt’ tilsyneladende er blevet pensioneret til fordel for en ny koncertlukker. Den nye sang var god, bevares, og når man insisterer på kun at spille 25 minutter – altså halvt så lang tid som Slyngel – kan man jo ikke få hele kataloget med, men som afslutning ramte den bare ikke helt på samme måde som ’Her er Mørkt’. Det kan selvfølgelig være, at bandet bare prøver ting af, og ser, hvordan det rammer, men det kan også sagtens bare være en tilvænningssag, så jeg skal nok lade være med at kræve den gamle lukker tilbage med det samme.
Noget kunne tyde på, at firkløveret allerede er kommet videre fra debutpladen, men det er jeg altså ikke helt endnu. Jeg hører jo stadig ’Ridderlig Lider’, ’Et Liv Fuld af Fejl’ og ’Ildtang’ og havde derfor haft det pisseoptur over at få dem med også. Til gengæld er mængden af krudt i røven, Ædel Fetich har, jo bare beundringsværdigt, så skud ud til dem for at skrive ny musik hele tiden. Jeg glæder mig om nogen til den næste skive.
