Turen går igen i år til øvelokalerne MONORAMA på Tomsagervej i Aarhus. Øvelokalerne har i årenes løb huset et utal af bands og kunstnere, der her har forfinet og støbt deres materiale, så vi år efter år kan have arrangementer som Mono Goes Metal, hvor upcoming navne såvel som etablerede kan vise os lige præcis hvad de kan og står for.
I år er der, foruden de otte bands på plakaten, også et netværksmøde på det lokale spillested Headquarters før MONO åbnede sine døre. Her kan man møde branchefolk fra blandt andet Copenhell, Summer Breeze og By:Larm. Jeg kunne desværre ikke selv deltage, men min erfaring er, at sådanne møder skaber sammenhæng i miljøet og giver bands mulighed for at lære mere om branchen. Sågar gratis.
I min reportage fra sidste års arrangement (som kan læses her), blev en corpsepaint-makker min ledestjerne ned af Ringgaden. Det gjorde han også i år, men vi startede lige med en øl som opvarmning for at fejre, at nu var det altså et år siden vi lærte hinanden at kende, og at det igen var tid til MONO GOES METAL.
I samme stil som på Gallows Festival tidligere på året, er et lille baglokale lavet om til en improviseret biograf. Her bliver der flittigt delt popcorn ud, og de første gæster på årets MONO sætter sig til rette for at se 802’s film “1986 Forever”. Det østjyske synth-metalband har lavet en slags origin story over bandets tilblivelse og de popcornfyldte mono-munde griner derudaf. Jeg havde egentlig blot tænkt mig at poppe ind for at mærke stemningen for derefter at smutte igen hurtigt for ikke at tage plads fra nogle, der ikke har set den før, men jeg må simpelthen blive hængende, for endnu en gang er den helt vildt morsom. Det er et forfriskende twist på selvpromovering og meget ambitiøst. Mere om 802 senere, når det bliver deres tur på scenen.
Årets konferencier er den ene halvdel af podcasten Sort Søndag Jakob Trolle, der præsenterer årets første band som ny vin på halvgamle flasker og lægger ikke skjul på sin begejstring. Æren som åbner til dette års MONO går til Aarhusianske Lightchapter. Jakob Trolle refererer med ny vin på halvgamle flasker til, at de garvede musikere i bandet har spillet under andre navne tidligere som The Burning, Diamond Drive og flere. Dette kommer meget tydeligt til udtryk i bandets performance, da de allerede fra første tone lyder komplet sammentømrede. Rutinen er på plads, og MONO er tilfreds. Kvartetten spiller med tunge riffs og tungere synth-backing, som lyder af stadion-metal og fadøl, hvor lidt “Ey, ey, ey”-call and response fra forsanger og guitarist Mikkel Ottosen får salen fyldt med knytnæver.
Det er lige ud af landevejen, og med udgivelsen af albummet ‘Where All Hope Begins’ tidligere på året, er de lokale epic-metallere ikke i tvivl om, hvem de er. Trommeslager Tobias Høst er kommet alvorligt på arbejde når han styrer kompositionernes retning, hvor der skiftes ret markant fra blastbeats til en bøllet hardcore-stil, og der bliver sågar leget lidt med takterne på ‘Restore My Faith In Sanity’ fra førnævnte album.
Det er en kort koncert, som det nu oftest er til Mono Goes Metal, og det bliver til blot 25 minutter, men jeg er sikker på, at hvis man var Lightchapter fan, så var det ren guf.
Fra det østjyske til det sønderjyske. Blodmåne har endnu engang bevæget sig nordpå og stiller sig klar til at hælde lidt død i vores krus – dog i en lidt anden konstellation, end vi tidligere har mødt bandet i. Både bas og trommer er besat af vikarer, og bandet får en fornem erstatning i Daniel Nielsen fra det lokale band Thus på trommer og Lucas Nørup på bas.
Jeg har efterhånden hørt Blodmåne en del gange og har før påpeget, at jeg oplever, at de stadig leder efter deres lyd. Kvaliteten af deres numre har generelt været høj, men den store spændvidde mellem de musikalske virkemidler, de tager i brug, kan give en rodet lytteoplevelse. Det er lidt som et menukort med alt for mange retter på. I aften er klart den korteste Blodmåne-koncert, jeg har oplevet, men jeg oplevede virkelig en stærkt kurateret sætliste. Her synes jeg virkelig, at de havde fat i deres fortælling. De steder, hvor de lader deres udtryk og lyd ånde, giver en supereffektiv kontrast til de blackede stykker, som de er enormt dygtige til at skrive og spille. Der er i hvert fald ingen grund til at være bange for at være for “nøgne” i udtrykket. Det kan måske føles farligt, men det er nogle gange i de ambiente post metal-agtige passager, at jeg virkelig oplever, at jeg bliver revet med af Blodmåne. Især i det tonstunge nummer, bandet denne aften slutter af med, får publikum opildnet til årets første moshpit. Nu bliver I altså snart nødt til at udgive det nummer, gutter!
Med tre guitarister, kan man virkelig få dannet sig et tæt lydbillede, og den disciplin har københavnske Lysbaerer helt styr på. Bandets kerne er en duo bestående af Jamie De La Sencerie og Thomas Mascagni, og live har de taget forstærkning med i form af en glimrende trup musikere. Det er gruppens første koncert i det aarhusianske, og den lille sal i MONO bliver for alvor blæst igennem deres blanding af post og blackmetal. Vokalen bliver delt mellem de tre guitarister, og de komplimenterer hinanden fantastisk fra skærende, ængstelige skrig til bløde “uh”-kor, der lægger sig som et tæppe i deres lydbillede. Lysbaerer er en hektisk og overvældende størrelse, men der er en mening med galskaben. De dynamiske stille perioder lader hver musiker deltage i et komplekst sammensurium, hvor hver tone væves ind, og får sin plads i de opbrudte akkorder, marcherende trommer og et fantastisk melodisk spil af bassist Kristoffer Koudahl. Lysbaerer er hjerteskærende musik, og de bevægende og grandiose stykker musik, duoen har skrevet, er en kraft, der skal opleves live.
Med en tåre i øjenkrogen, må jeg genstarte mit system, for at være klar til næste koncert, så der gøres et ordentlig indhug i burgervognen uden for MONO.
“Vi har i lang tid følt, at der var lidt et mismatch mellem vores navn og den musik vi prøver at skrive. ROTTEFÆNGER var et navn, vi valgte på et tidspunkt, hvor vi endnu ikke havde fundet vores lyd, og står lidt som et levn fra den tid.” Sagde tidligere Rottefænger, nu Permanoia i et interview med MONO.
Rottefænger klinger også lidt mere black, gør det ikke? Og det kan de unge djursland-gutter altså ikke klandres for at spille. Så skifter man jo bare navn, det er da klart, men hvad klinger Permanoia så af?
‘Desperation Shell’ hedder den nyeste single under det nye navn, og forsanger Frej Hestbæk sparker døren ind med en åbner, der nær blæste hatten af mig. Jeg har før skrevet om “The artist formerly known as Rottefænger”, og har været meget tydelig omkring, hvor spændt jeg har været på de unge musikeres udvikling. I aften kan jeg for alvor mærke, hvor de gerne vil hen med deres materiale, og hvordan Permanoia skal lyde. Deftones er in igen, og “shoegaze på et skateboard” er lyden. Der er et snert Chino Moreno over Frej Hestbæks vokal, der bevæger sig alsidigt mellem høje skrig og en næsten grunge-esque vokal. Bandet slutter af en med et nyt nummer ‘Serenity’. Her virkelig oplever, at bandet giver mere slip fysisk, og begynder at bevæge sig i takt med lyden, mens et ret overraskende breakdown presser den sidste luft ud af Permanoia for i aften. Glædelige toner fra det unge band!
Som Jakob Trolle også råber ud i den lille sal, da han annoncerer det kommende band, har MONO begået sig lidt af et scoop. Forsanger i bandet Vulvatorious og lidt af et ikon på den moderne metalscene, Ditte Krøyer, har begået sig et soloprojekt. Nu uden hanekam, men med rigtig meget stroboskoplys.
Krøyer hedder projektet, og i aften er det debut. Midt på scenen er der opstillet en edderkoppelignende attrap i stål, og med Igorrr-agtige stakatorytmer, der vrider sig uforudsigeligt mellem gabberbeats og metalguitarer blendet sammen til en kaotisk puré, er scenen sat.
“Aarhus! Jeg vil gerne se noget fucking bevægelse!” – Ditte Krøyer
Men der kom ikke meget bevægelse. Det er et lidt sjovt tidspunkt at placere koncerten på, hvor de fleste gæster måske ikke føler sig modige nok til at give slip. Dette tager Krøyer ikke ilde op, og festen fortsætter ufortrødent, mens hun bevæger sig helt oppe i ansigtet på publikum. Der er noget infernalsk ærligt over den måde Krøyer leverer sine værker på, og man må lade sig rive med galskaben, som den udfolder sig på.
Og med et meget hurtigt “Tak skal I have, Aarhus, det var det!” slutter vi med et mic drop, og så er det færdigt. Det blev til cirka 15 minutter. Et sjovt og forfriskende indslag i dagens lineup, og vi var mange der gik fra salen med et smil på læben og tanken: “Hvad fanden skete der lige der?”. Det bliver i hvert fald spændende at følge projektet i
Synthen er sat på 11 på backingtracket, og håret drejer som vindmøller under orkan. Det er på tide, at publikum ægte bliver introduceret til bandet 802, som allerede har blottet deres origin-story i biffen tidligere på festivalen.
802 kan fortælle en historie og danne en æstetik. Det er de danmarksmestre i, og af udmærkelser, der bevidner dette, er bl.a. optræden på Wacken, Roskilde, Copenhell og Go’ Morgen Danmark. Rockstars!
Den lille sal er proppet for at høre hvad de tre 80’er-lookalike-drenge kan. Og hvad kan de? De er et unikt udtryk på scenen – sjældent ser man et band, der er så meta og upfront med, hvad og hvem de er.
De er corny, catchy, men stadig et unikum på scenen, og alle idéer fremover, der tilnærmelsesvis ligner, hvad de djurslandske nittehalsbånd-bærere vil kunne finde på, vil blive omtalt ved: “Nååh, ligesom 802?”
Trommeslager og forsanger Andreas Asingh er “less is more” gjort til musik. Det er enormt velskrevet og effektivt trommespil, der emmer af showmanship, men gjort fantastisk underspillet. Det er en umulig opgave at skulle lægge en 802-banko, for jeg ved har absolut ingen idé om, hvad de ville kunne finde på næste gang.
Synthen er skruet ned igen, men hastigheden er i mellemtiden skruet gevaldigt op, for nu er det tid til Terminalist. Det går stærkt. Det går rigtig, rigtig stærkt. Terminalist har taget alle riffs med og de skal leveres nu. Det kan kun gå for langsomt.
Jeg erhvervede mig til min egen feberagtige-overraskelse en vodka/monster i baren og den passer skræmmende godt til Terminalists udtryk, der er lige dele et mix mellem de klassiske riffbaserede klichér, og moderne og komplicerede sangskrivning. Heldigvis lyder Terminalist meget, meget bedre end min drink smager, og jeg kan vitterlig ikke sætte en finger på musikken. Alt er så tight, og lydbilledet er helt klart og tydeligt. Det er som at sætte pladen på derhjemme. Er det kedeligt? For nogle måske. Er det imponerende? For nogle helt klart!
Her starter årets første circle-pit som en slags selvfølge, hvor publikum virkelig griber fat i, hvad Terminalist har taget med på kontoret i dag. Jeg bliver imidlertid helt enormt imponeret over bandets brug af dynamik, hvor de virkelig kan bevæge sig helt vildt flot i både tempo og styrke, uden at miste deres intensitet.
‘Terminal Dispatch’ bliver sidste nummer for bandet, og en stor mængde mosh på de forreste rækker siger pænt farvel.
“Det kan godt være i troede Lifesick var Danmarks største røvfuld, det er Swartzheim, der er Danmarks største røvfuld” – Jeppe Fugleberg
Forsanger Jeppe Fugleberg og resten af godstoget der er Swartzheim tromler endnu engang ind i hovedet på mig og resten af publikum. De unge crossover-tosser har efterhånden spillet alle steder de kan, og der er mange gode grunde til, at de er en publikumsfavorit og derfor også en bookerfavorit.
Jeg har før sagt, at bandet overgår mine forventninger hver gang, jeg hører dem, og endnu en gang er de bare blevet bedre. Denne gang vil især fremhæve guitarist Niels Kasules backingvokaler, som jeg føler har fået et nøk op i kvalitet, og komplimenterer Fuglebergs tosserier til ug.
Nu mangler de efterhånden bare én ting, for der er sgu styr på det meste. Og det er det gode album. De mangler at udgive den der basker, der virkelig får dem cementeret helt fast i dansk metalhistorie, og rykker dem lige én tand højere op. Men den skal nok komme, det er jeg sikker på.
Der bliver smidt håndgranater ud over det østjyske publikum, og de danser, som var der granatsplinter i luften. En forrygende måde at slutte aftenen af på.
Der er igen i år på MONO blevet booket tårnhøj kvalitet, og jeg støder på nogle glade og tilfredse koncertgængere senere på lokale Escobar, der alle kan garantere, at de skal af sted igen næste år. Og det skal jeg selvfølgelig også. Tak for denne gang.
Fotos venligst udlånt af Rolf Meldgaard
