Det tidligere medlem af kultfænomenet Coil, Drew McDowall, satte spørgsmålstegn ved koncertformatet og udfordrede det med en sammensmeltning af flydende lydkollager og konceptuel udførsel på ALICE.
Begrebet “koncert” er efterhånden er forholdsvist etableret begreb, der skaber et klart billede for folk, når man nævner det. Er man til jazzkoncert, forventer man måske den sædvanlige ii-V-I progression, et kollektiv af blæse- og strengeinstrumenter, hvor improvisation er den centrale faktor, som skaber spænding.
Er man til en metal- eller hardcorekoncert forventer man derimod en diametralt modsat energi: en kropslig og aggressiv udfoldelse af energi, hvor publikums deltagelse manifesterer sig i fysiske ritualer som moshpits og two-stepping, og hvor musikken i sin ekstremitet skaber en rensende og kollektiv ekstase.
Men når formen udfordres, som Drew McDowall gør, og koncerten ikke længere ses som en sekvens af håndplukkede numre, men snarere en flydende overgang mellem kompositioner, der flettes sammen og smelter ind i hinanden, står man straks med en radikalt anderledes kunstform. Det giver plads til mere fordybelse og forståelse for kunstnerens egen vision.
Det flydende format er stærkt i sin konceptuelle udførlighed, men det risikerer at udtømme sig selv i praksis.
Formløst kontinuum
Denne forskydning ændrer koncertformatets grundpræmis, og publikum møder ikke et narrativt forløb. Når McDowall står helt alene på scenen og i en time uden afbrydelser, er det svært at bedømme, om det skal være let at afkode, eller om hele præmissen for koncerten er så uklar, at der måske ikke behøves deduceres mere end bare en bestemt atmosfærisk stemning alene.
Koncerten er ikke præget af tydelige overgange, men alligevel fremgår der en betydelig variation i de progressive passager. Visse temaer vender tilbage i genklange og der fremgår lydflader, der føles lige så beroligende, som de føles ugenkendelige og fremmede. Mens McDowall skaber denne stemning med ambiancen er det som om at menneskelig mening i form at scenefremtræden altid vil være sekundær i forhold til lydens egen uafvendelige fremdrift.
Dog er styrken samtidig bærer af sin egen svaghed. Når én mand alene står med kontrollen over sådan et lydunivers, er det uundgåeligt, at repetitionen på et tidspunkt bliver en belastning. Det auditive terræn, der gør ambient så dragende, byder på subtile nuancer og forskydninger, men samtidig fungerer det også som en bremseklods for sig selv i liveformat, da der ikke er nok kontrapunktiske kræfter til at bryde monotonien. Det flydende format er stærkt i sin konceptuelle udførlighed, men det risikerer at udtømme sig selv i praksis.
Alligevel er koncerten en god oplevelse. Der er en præcision og tydelig forståelse i McDowalls klanglige detaljer. En fornemmelse for tekstur og dynamisk spænding, der gør, at man fastholdes med benene cementeret i jorden og blikket vendt urokkeligt mod McDowall i længere tid end man måske lige ville antage at man ville gide, når det kommer til en rendyrket ambientkoncert – og selvom helhedsindtrykket virker spartansk og potentielt letglemmeligt, er der alligevel en fremtrædende værdi i det minimalistiske aspekt og den måde McDowall formår at formidle det.
