Torsdag bød Pumpehuset på treretters dødsmetal, men det var egentlig kun den polske mellemservering som var over middel.
Blood Red Throne
Det yngste band iaftenens treenighed, har stadig snart tredive år på bagen. De spiller dødsmetal uden så meget pis. Desværre kan man ikke høre ret meget andet end mellemtone og stortromme i den næsten tomme sal. Guitaristen ligner Jacob Bredahl med bakkenbarter og fipskæg. Det betyder vel egentlig, at han bare ligner Dimebag Darrell, hvilket er ret symptomatisk for Blood Red Thrones take på dødsmetal. Det er groovet og chugget, uden den store form af variation. Hist og her kommer et fedt riff eller hook, men ellers er der ikke så meget andet end et stort engagement og spilleglæden der adskiller nordmændene fra alle de andre udmærkede dødsmetalbands.
Men når det farligste ved ens dødsmetal er, at man skal passe på ikke at blive ramt af de to personer, der bodybanger midt i lokalet, eller frygten for ikke at blive peget ud som kedelig for ikke at deltage i “Hey”-råb på hvert eneste nummer, har jeg lidt svært ved at identificere mig med det. Det er ikke dårligt – blot lidt uinspirerende.
“Det er dejlig å være norsk i Danmark”, lyder det fra scenen. Det er det nok. Men det er også et lidt kedeligt besøg.
Vader
Af uransagelige årsager, har jeg misset Vader samtlige gange, de har været i Danmark.
Det er en skam, for det er virkelig aftenens højdepunkt. Salen er ved at være godt pakket, hvilket måske også forklarer hvorfor lyden er markant bedre end til Blood Red Thrones koncert.
Måske er det min egen bias over for gammel metal, der spiller ind, men Vaders thrashede dødsmetal lyder næsten frisk, selvom Peter Wiwczarek har drevet bandet i over fyrre år.
Det kan måske virke en smule indstuderet, men der er en primal aggression over et nummer som ‘Fractal Light’, som bare virkelig ræsonnerer hosmig. Derudover, så er der også bare et eller andet smukt ved Wiwczareks høje tindinger, omvendt kors-mikrofon til smalltalk med sin bedste radioværtsstemme, og den maskuline trang til at have sit eget band-merchandise på.
Mere af noget gammelt, kan godt blive for meget af det gode. Men når man kan skrive nye sange som ‘Triumph of Death’, så formår man at gøre noget bedre end de fleste andre dødsmetalbands som var gode i halvfemserne, men egentlig ikke har udgivet et godt album i siden.At det så er helt vildt bøvet at have et nummer som hedder ‘Helleluyah (God is dead)’, som skal introduceres med retorisk at spørge “God is what?” en tre-fire gange, er hvad det er.
Det er fjollet og gør mig så glad. Det bliver endnu mere fjollet, da bandet marcherer ud til ‘The Imperial March.’ Men godt, det var da.
Kataklysm
Kataklysm har, som Vader, en del år på bagen. Canadierne startede i halvfemserne som et teknisk dødsmetalband, hvor jeg personligt er ret glad for deres debut ‘Sorcery’ fra 1995. Omkring årtusindskiftet blev der sadlet om til at spille mere melodisk og groovy, hvilket de har holdt fast i siden. Det er der nogen, der synes var en vildt god idé, hvor jeg selv valgte at søge andre græsgange i stedet.
Som backdrop har Kataklysm en ulv med røde, lysende øjne. Ikke ulig Fenrisulven, som stirrer ud over Refshaleøen og Copenhell. Og som de fleste ting på Refshaleøen, så lyder Kataklysm egentlig udmærket. Lyden står knivskarpt, der spilles tight og tungt. Alting sidder i skabet – og I guder, hvor er det egentlig kedeligt.
Næsten alle sange er skåret over den samme skabelon, med et metalcoreriff, semi-sing-a-long-omkvæd og et eventuelt breakdown og lynhurtig solo. Det er både effektivt og forudsigeligt.
Det er nu ikke alting som er helt dårligt, men det er stadig meget sigende for koncerten og Kataklysm generelt, at det ældste materiale bandet spiller, er fra den periode hvor de gik fuld melodød og kastede størstedelen af deres tekniske dødsmetal i afgrunden. Heldigvis, så er aftenens ældste nummer ‘In Shadows & Dust’ stadig godt, omend det stadig står i skyggen af deres bedste materiale.
Der hvor det bliver helt grelt, er det nyere materiale. Særligt et nummer som ‘The Black Sheep’, som jo handler om ikke at blive konform og indrette sig efter alle andre, hvor der næsten komisk hviskes:
“In this world you better live for something / Or you’re going to die for nothing.” Det bliver bare et får med relativt tynd uld, når man netop vælger komformiteten og fjerner den kant, som man engang havde, og gøre sin musik endnu mere strømlinet.
Al magt til dem, som er nede med det, for folk har tydeligvis en fest. For mit vedkommende, er det desværre bare ved at være mange år siden, at Kataklysm har været over 2 på Richterskalaen.Kataklysm
