Atomic Aggressor er lidt af et kultnavn. Chilenerne har været aktive siden midten af firserne og står som et undervurderet navn i dødsmetallens formative år. Den thrashede protodød har altid været stor i Sydamerika og har haft en fast plads som min foretrukne dødsmetal. Den slags der lægger op til nittearmbånd, djævlehorn og en lille circle pit.
De gråsprængte herrer går på med et imponerende arsenal af nittearmbånd. Skønt! De spiller raskt til. Var man fra Albertslund, ville man nok sige, at “det går pænt stærkt.” Men “¡Andale, andale!” er nok mere rammende her. Det bliver i hvert fald råbt af flere omgange fra publikum, som rummer et ret imponerende antal spansktalende gæster. Band såvel som publikum, er godt tilfredse. Vi har savnet noget hurtigt midt i al råddenskaben. En form for ganerenser, som rent faktisk giver lyst til at give magthaverne et par på hovedet. Nuvel, Mutation spillede hurtigt og primitivt dagen før, men dette er i en liga for sig. Ligheden er slående med de andre sydamerikanske ekstremmetal bands fra samme tid. Man kan høre Sepultura, Sextrash og Holocausto gennem det hele. Det føles lidt som en tidsrejse til dengang dødsmetallen endnu ikke havde et navn, men i stedet var en bølge, som skyllede ind over verden.
Chilenerne kommer godt rundt i diskografien, som ellers er ganske lille, til trods for at de blev dannet i 1985. ‘Spawn of Doom’ fra debutalbummet ‘Sights of Suffering’ får sat gang i dagens første pit. Det tydeliggør også, at der er en flok ‘pendejos,’ som i hvert fald ikke har været i bad i dag. Jeg ved ikke, om det er et statussymbol at lugte som et selvdødt dyr i solen, men hvis det er, så har festivalen i hvert fald en flok præmiegrise her.
Kill-Town Death Fest er ikke blot en festival som ånder dødsmetal. Den lugter også af det.
Atomic Aggressor er et glimrende eksempel på, at dødsmetal hverken behøver at lyde råddent eller spille duttelutriffs i 17 minutter for at være interessant eller relevant. Den gamle skole er nok i sig selv, hvis man gider at gøre en dyd ud af at ære den. Det gør chilenerne virkelig godt. Bandboss, vokalist og bassist Alejandro Diaz virker oprigtigt glad for at spille i Europa igen efter en pause på hele 11 år. Diaz er den ene af to originale medlemmer, sammen med guitarist Enrique Zúñiga, som har været med siden starten. Vi får serveret en del ældre materiale – blandt andet ‘Bloody Ceremonial’ fra bandets første demo af samme navn fra 1989.
Selvom Atomic Aggressor måske aldrig har skabt sig et lige så markant navn på den internationale scene som deres brasilianske næsten-naboer, er det stadig sjovt at se dem på en relativt lille scene. Forud for Kill-Town Death Fest har de spillet for op mod 30.000 i Mexico. I Pumpehusets store sal er vi knapt 600, men der spilles stadig som det gjaldt deres liv. Zúñiga leverer sylespidse dødsthrashriffs, som var det 1985 igen og man må springe for livet, hvis man ikke skal have en albue eller knytnæve i ansigtet.
Afslutningsvist får vi ‘Beyond Reality’ – også fra den første demo. Diaz er tydeligt rørt af den flotte modtagelse, som kultbandet får efter deres lange rejse fra Chile. Det æres med en sidste pit og et par crowdsurfere. Diaz afslutter endda selv koncerten med at crowdsurfe i et stort smil, mens han får en æresrunde i salen. Hvis bare flere bands gad at lyde sådan – så skulle jeg aldrig brokke mig igen.
Dagen efter i merchboden, står Diaz med en slynge om armen. Om natten er han åbenbart faldet ud af sin køjeseng og har brækket både arm og skulder. En jævnt træls situation, for et band som er langt hjemmefra for første gang i mange år. Bandet planlægger tilsyneladende at fortsætte touren, men med en stand-in på bas, hvor Diaz fortsat skal klare vokalen.
God tour, og god bedring til en af Kill-Town Death Fests bedste oplevelser.
¡Viva death metal!
