På Kill-town Death Fest fredag og lørdag, var der dømt Kam Lee power hour, da dødsmetal OGs Massacre besøgte festivalen. Anført af en mand, der ikke kun er berygtet for at være en pioner indenfor dødsmetal, men også for hans komiske talent – eller manglen derpå. Jeg troede i hvert fald, at standuppen siden 90’erne for det meste var bevæget sig væk fra, at samtlige punchlines var “you’re gay”. Men jeg var jo ikke venner med Chuck Schuldiner, så hvad ved jeg.
Lige ved første øjekast, især fredag aften, skulle man ellers mene, at det så rigtig lovende ud. Bandet var en topprofessionel dødsmaskine, som i modsætning til andre legacy forfængelighedsprojekter som Possessed og Pestilence faktisk kunne spille på deres instrumenter. Dog mindede Massacre meget om Possessed og Pestilence i og med, at deres problematiske forpersoner sørgede for, at filmen for alvor knækkede. De holdte sig også til en setliste udelukkende med numre fra ‘From Beyond’ og en enkelt fra ‘Inhuman Condition’, hvilket min kollega gjorde mig opmærksom på, at man nok skulle være glad for, da de også lavede en nu-metalplade i slut-90’erne. Det eneste, der generede mig ved musikken, var at lilletrommen lød som et eller elendigt preset fra et gammelt elektronisk trommesæt fra før årtusindskiftet, hvilket var umuligt ikke at tænke på, når man først havde hørt det.
Kam Lee selv sang også aldeles fremragende, og i modsætning til den på mange måder tvivlsomme Jeff fra Possessed, kunne han holde luften og havde styr på sin teknik. Det var bare når han brugte sin store, grimme mund til noget som helst andet end at synge, at man blev RIGTIG træt, hvilket passer bedre med forsangeren fra Pestilence, Patrick Mameli’s modus operandi. Mameli kan jeg citere for, at på spillestedet Rust at have fortalt denne lårklaskende vits: “Some people say I’m a sexist.” “Well I am a sexist, I love sex!”
Det var dog ikke kun lumre “jokes” Kam Lee excellerede i. Nej du, han var også helt eminent i at blære sig med hvor sej han er, som da han midt i et nummer begyndte at freestyle om hvordan de spillede old school death metal, og hvordan de bare var vildt heavy før slam var en ting. Eftersigende skulle Mr. Lee være ankommet 20 minutter før koncerten i en taxa, og som min kammerat sagde, havde han nok været ude og sniffe hele Istedgade… angiveligt. Det ville i hvert fald forklare indendørssolbrillerne og alt det lort, han snakkede.
På trods af den ekstremt pinlige stemning på scenen, virkede det ellers til, at publikum havde en fest fredag aften. Der var sågar fællessang på titelnummeret ‘From Beyond’. Det er dog længe siden, jeg har set så håbløse forsøg på at crowdsurfe. Plørefulde gutter der insisterer på at blive løftet op af de fem mennesker, som står foran scenen, surfe halvanden meter og dumpe ned igen, hvilket kun blev mere komisk af den selvforstærkende effekt det skabte, som gjorde, at der blev længere og længere mellem folk foran scenen, så det til sidst lignede en halvtom hønsegård med seks stive høns, der løb i ring.
Imod slutningen af koncerten, var der en af de føromtalte crowdsurfere, som fik forvildet sig op på scenen. Før han nåede at få et overblik over situationen, fik han prompte et hårdt skub i ryggen af guitarist Carlos Gonzalez ud over scenekanten, hvor nærmest ingen mennesker stod klar til at gribe ham. Jeg er udmærket med på. at fulde fans på scenen er irriterende, men der må jeg altså holde med crowdsurferen. Udover at han, som sådan ikke havde gjort noget forkert, kunne det nemt have endt med. at han eller andre var kommet til skade. Det må sgu da være at forvente til en dødsmetalkoncert, og det var jo ikke fordi manden trampede på pedalbrættet eller gav Kam Lee et smækkys. Desuden må det også være sikkerhedsvagternes job at tage sig af sikkerhed. Havde det været et medlem af publikum, som havde skubbet en anden på den måde, var der gået lige omtrent to sekunder før vedkommende var blevet smidt ud.
The second comming?
Okay. Der er ingen tvivl om at sættet var gennemøvet og de havde styr på deres ting, men hvad med Mantas’ sættet, der bestod hovedsageligt af sange, som ikke var blevet spillet i 40 år? Var Kam Lee lige så dum og selvsmagende at høre på som fredag? Og hvad med publikum, fik de nok af hans tåkrummende impro?
Tjo, jeg ville faktisk nok mene, at det var værre lørdag. Det var faktisk lidt imponerede, hvor tissemandsfikseret en granvoksen mand på 60 år kan være, som når han over et introsample af et kirkekor synger “Amen”, “You’re gay” og udfører onanigestikulation. I ved, banebrydende sager. Han brokkede sig efterfølgende på Facebook over, “at man nu ikke må sige noget længere uden, at folk bliver fornærmede, og at det faktisk var en reference til Simon Kaggwa Njala”. I så fald ville lidt kontekst nok hjælpe, selvom det at gentage referencer som en slidt papegøje, måske heller ikke er den mest sofistikerede form for comedy. Omvendt var kommentarsporet på opslaget slået fra, så man må antage, at han nok er størst fan af ytringsfrihed, når det er ham der ytrer sig.
Han tøvede heller ikke med at nævne hvor seje ham og Chuck Schuldiner var i 80’erne, oftest i form af rablende, og højst sandsynligt opblæste monologer. Han forklarede eksempelvis hvordan der en gang var noget som hed ‘drive-in theaters’, hvor man,sammen med sin bedste ven i hele verden og gudfaderen af dødsmetal, kunne fylde bilen med bajere, joints, kokain og strippere, og se en double feature med splatterfilm, hvilket var sådan de skrev Mantas/Death nummeret ‘Evil Dead’. Heeeelt sikkert, buddy. Du var 14 år gammel i et metal band i start 80’erne, selvfølgelig hang du ud med strippere og tog coke.
Tributegruppen af gamle Death-medlemmer, Left To Die, fik også lige et par stikpiller med på vejen. “Hvor vover de at tjene penge på Chuck og ødelægge hans eftermæle?! Anyway, Left To Die er nogle bøsserøve, og her er et nummer jeg har skrevet med Chuck.”
Stemningen var ikke helt lige så elektrisk som fredag. Der var flere medlemmer af publikum, som var blevet trætte af at høre på hans lort, og råbte, at han skulle holde sin kæft. Det var også for tidligt på aftenen, til at den mere rowdy del af publikum for alvor var blevet fulde. Selv de få personer, som småfniste lidt af hans comedy-rutine, var han skam heller ikke for fin til at svine til. På et tidspunkt spørger han, om vi ville læse en bog, hvis han skrev en, hvortil en i publikum svarede, at han ikke var så god til at læse, hvilket Kam Lee åbenbart syntes var det sjoveste i hele verden og mobbede ham med det efterfølgende.
Igen måtte jeg bare konstatere, at det jo er ret ærgerligt, da hele bandet også lørdag spillede fremragende, og også havde styr på Mantas-sangene. Begge dage var desværre bare en masterclass i at ødelægge den gode stemning, som din racistiske tante til en julefrokost med familien, der forsøger at speedrunne hvordan man mister relationen til sine nærmeste. Resten af bandet så også med god grund ekstremt pinligt berørte ud. Gad vide, om det også var sådan, da han for nylig var fill-in vokalist for Benediction? Jeg ville i hvert fald have smidt idioten ud på stedet. Jeg tænker også, der er en grund til at han blev smidt ud af Death inden Scream Bloody Gore.
