Kill-Town Death Fest har altid været en festival, hvor bands kan få skub i karrieren og senere vende tilbage, når de har opnået status i miljøet. Det er ikke unormalt, at man tager turen fra Byhaven til Black Stage og videre til Main Stage som genganger. Efter en intens koncert på Black Stage i 2023, var Civerous nu tilbage på Main Stage med festivalens bedste koncert.
I 2024 udgav Civerous deres andet album ‘Maze Envy’, som var et af det års mest hypede dødsmetalalbums, med fremragende anmeldelser – både blandt metalmedier og mere mainstream musikmedier. På årets Kill-Town Death Fest var vi heldige nok til at få en koncert med hele ‘Maze Envy’, samt et par sange fra det første album ‘Decrepit Flesh Relic’.
Trommeslager Aidan Neuner og bandets live session-keyboardspiller går på scenen til en båndet, næsten King Diamondsk b-film horrorintro. Salen er pakket. Ikke at det nødvendigvis er unormalt, men det er stadig relativt tidligt på aftenen. Civerous er faktisk dagens første navn på hovedscenen. En dag, hvor Mantas ellers er det helt store trækplaster, har amerikanernes hype alligevel formået at få folk tidligt ud.
Jeg har fulgt bandet siden ‘Decrepit Flesh Relic’ fra 2021. Koncerten med dem på Black Stage (Lille Sal) i 2023, var vanvittig. Det var derfor med en smule ærefrygt, at jeg havde valgt at stille mig helt op foran til denne koncert. Hvad nu, hvis en sådan oplevelse ikke kan genskabes? Civerous’ doomede dødsmetal er relativt introvert, hvilket kan være en svær størrelse at oversætte i en livekontekst. Bandet har en ret markant melodiøsitet, men er samtidig blevet markant mindre doomet, siden første album. Der er stadig kirkegårdstemning, men det er en kirkegård for bøller. De doomede, melodiske breaks er nærmere interludes frem for tydelige dele af sangene.
Forsanger Issaiah Vaca optræder som en stjernepsykopat, der lige er blevet lukket ud på ledsaget udgang, men kun er én forkert bevægelse fra at sende nærmeste person på intensivafdelingen med et par brækkede knogler og tænder, der skal samles op med kost og fejebakke.
Vaca er grunden til, at denne koncert fungerer så godt som den gør. Musikken er sårbar og søgende, hvilket underbygges af keyboardets klangflader. Det er musik, som kræver noget af sit publikum. Samtidig, så kræver Vaca, at vi smadrer hinanden. Det er sidste show på en næsten tre uger lang turné, sammen med Of Feather And Bone. Alt skal efterlades på scenen. Vaca er konstant helt oppe i ansigtet på publikum som minotauren fra Knossos, for enden af labyrinten i sagnet om Theseus. Musikken og luften er tung og klaustrofobisk, som labyrinten selv. Der er ingen vej ud.
Musikken bliver gradvist mere og mere progressiv. Næsten Pink Floydet til tider, hvor keyboardet virkelig tilfører en ekstra dimension til lydbilledet. Det er stadig tungt og olmt, men med en skønhed i musikken, som ellers er en sjældenhed på Kill-Town Death Fest. Selvom det er dagens første store koncert, så er det stadig en ganske tiltrængt ganerenser efter flere dage med mange timers dødsmetal.
Mod slutningen får vi to sange fra debutalbummet. Her helt uden keyboard. Det er kakofoni, en forløsning og en vej tilbage til det vi kom fra. Tilbage til den dødsmetal, som vi kender og kerer os om. Væk er det progressive og tilbage står det brutale, kolde og monumentale. Civerous mestrer begge aspekter af genren, samt evnen til at oversætte den for et publikum. Der er ofte mange gode koncerter på Kill-Town Death Fest, men det er de færreste som rammer en der, hvor det gør rigtig ondt indeni. Civerous’ labyrint gør ondt og den gør godt. Det er svært at beskrive, hvordan den perfekte dødsmetalkoncert lyder, føles og ser ud – men Civerous’ bud var ligesom minotauren fra Knossos. Mytisk.
