På Kill-Town Death Fests skulle Cenotaph vise, at de stadig tilhører undergrundens elite.
Det lykkedes de med, men ikke uden slinger i valsen.
Kill-Town Death Fest har tradition for, at søndagen fokuserer på den doomede dødsmetal. Det giver publikum mulighed for at ånde ud, mens den sidste energi bliver brugt. Cenotaph er ikke ligefrem doom, men de har været meget langsomme om at komme tilbage til Europa. Faktisk er hele otte år gået siden sidste koncert i Europa.
Den mexicanske dødsmetalscene har altid været lidt undervurderet. Det har altid været en smule overraskende, taget i betragtning hvor mange store bands, der er kommet ud små 2000 kilometer væk i staten Florida.
Amerikanerne løb med populariteten, til trods for at Mexico havde flere populære bands som The Chasm, Transmetal, Brujeria, Disgorge, Shub Niggurath og selvfølgelig Cenotaph.
Som nævnt er Cenotaph lige til den hurtige side, taget i betragtning, at det musikalske fokus ligger på death doom. Mexicanerne spiller ret klassisk midt-tempo-dødsmetal, med nogle helt brillante leadmelodier, som så af og til trækkes ned i et langsomt og slæbende tempo.
Desværre var lyden mildest talt kritisabel oppe foran. Det er mudret, mikrofonen overstyrer og jeg kunne ærligt talt ikke rigtigt høre noget som helst.
Efter lidt relokation til bagerst i lokalet, blev lyden markant bedre. Dødsmetal skal helst opleves med bandet lige i ansigtet, men det aspekt måtte ofres for en bedre koncertoplevelse. Det var heldigvis et godt valg, for bandets fokus ligger på debutpladen med den aldeles mundrette titel ‘The Gloomy Reflections of our Hidden Sorrows’ fra 1992. Der er kun to medlemmer tilbage fra dengang: César Sánchez på guitar og Óscar Clorio på trommer. Resten er stødt til løbende med forsanger Arturo Vargas som nyeste medlem.
Det er ikke et voldsomt tight band i aften. Flere gange ligger rytmesektionen helt skævt, hvilket er en skam. Dødsmetal må gerne være en smule rodet, men det skal gerne være relativt tight, hvis det ikke skal lyde som noget rod. Men hvis ret skal være ret, så er det også første stop på en to uger lang turné efter længere tid væk fra scenen, så de skal være lovligt undskyldte. Heldigvis kan det ikke tage noget fra, hvor gode sangene er på ‘… Gloomy Reflections …’. Særligt ‘Evoked Doom’ er i en klasse for sig, med sin rådne lyd og omklamrende guitarriffs. De spiller også ‘Dissection’ fra bandets anden EP; ‘The Eternal Disgrace’ fra 1991. Stilen er ikke langt fra den finske stil fra samme tid. Mørk, dyster, let melodisk og klaustrofobisk. Det lyder som det det er – hevet op af krypten fra det forrige århundrede.
Vargas forsøger sig på engelsk mellem sangene, men accenten er tyk og sprogkundskaberne mangelfulde, så det er lidt svært rent faktisk at forstå hvad der bliver sagt, udover de gange man kan antyde en sangtitel. Heldigvis er det ikke noget stort forstyrrende element, da bandet er opsat på at spille et langt set. Måske endda festivalens længste. Da jeg tjekker mit ur, er der gået omkring 55 minutter. Det er lang tid for en dødsmetalkoncert. Særligt på Kill-Town Death Fest, hvor der starter et nyt band hver time.
Det kunne mærkes på fjerdedagen, hvor man var blevet tæppebombet med dobbeltpedal og kædesavsriffs flere dage i streg. Her på tærsklen til døden, var ens korpus radbrækket. Man var klar til at lægge sig ned og drage videre, mens Cenotaph tårnede sig op over masserne, som det gravmonument, deres navn hentyder til. Mexicanernes navn er måske ikke det største i genren. De har ej heller den flotteste gravsten. Til gengæld huskes de for at have udgivet en af starthalvfemsernes bedste dødsmetalplader. Pladen var bedre end koncerten, men mindre kan også gøre det.
