Dansk black metal trives i bedste velgående. Der dukker konstant nye bands op, som udmærker sig med nekrolyd og makser ud på bøllespektret. Tæskene står i kø. Bogstaveligt talt.
Alt andet end svagt
Stengade er et af mine yndlingsspillesteder i København. Det er småt, intenst, og der er sjældent ret meget kø. Alligevel ved ankomst ca. 20 minutter før showstart er der kø ud til gaden. Det er så ikke kun kø for at komme ind – men også kø til garderoben. Ovenpå. Det betyder, at jeg står i kø i en halv time og misser første nummer af Svækling, men alt godt kommer jo til den, som venter.
Det er en skam, for Svækling er et band, jeg har fulgt siden bandets første båndudgivelse. Måske fordi navnet lyder ret så meget som amerikanske Weakling. Musikken læner sig da også lidt op ad amerikanerne, da lyden både er nekro og dragende på samme tid. Den slags black metal, som egentlig er ret atmosfærisk, men samtidig spilles med bar overkrop. Der er altså nogle ægte metalriffs, som går godt i spænd med nekrolyden, indtil de spiller et nummer, der lyder mistænkeligt meget som ‘Zombie’ med The Cranberries kombineret med Henrik Solgårds vokal i Den Forfærdelige Musefælde.
Skulle man være i tvivl, så er det en positiv ting. Svækling er alt andet end svagt.
De Mysteriis Dom Slagelse
Slagelseanske Frelser udgav sidste år debutalbummet ‘Afgrundsprofeti’, som stod som en af årets stærkeste plader for mit vedkommende. Hvor Svækling spiller black metal i bar overkrop, spiller Frelser bølleblack med hætte og læderjakke. De kunne også sagtens have sluppet af sted med aviators indenfor, men kører den hjem med corpsepaint.
Man kan ikke kalde Frelser for synderligt originale. De hylder den gamle skole – særligt Mayhems ‘De Mysteriis Dom Sathanas’. Det er et tiltrængt og velspillet opgør med den meget atmosfæriske og ambient-prægede black metal, som ellers har præget den danske scene de seneste femten år. Et fint eksempel på den ofte cykliske form, som musik påtager sig ved at starte som noget, udvikle sig til noget andet og senere vende tilbage til sin oprindelige form.
Numre som ‘Knivene Hvisker’ og ‘Lidelsens Glorie’ er ikke stor kunst, men det leveres voldsomt overbevisende i en kavalkade af Brian-riffs. Frelser udfylder et tomrum i dansk black metal, som ingen andre rigtigt evner at gøre. Den insisterende og kaotiske black metal, som primært herskede i slutningen af firserne og starten af halvfemserne i Norge – men med flere gode sange og færre freaks.
Du kan ikke fornærme mig med ord, jeg ikke forstår
Hvor Frelser er ganske fasttømret i den klassiske norske black metal, stikker Ædel Fetich i alle retninger. De har så også de solbriller på, som Frelser forsømte. Det er punket og flamboyant, mens guitarist Skóggangr tilføjer den blackede kant. Skvats imponerende og delvist operatiske vokal er humoristisk og insisterende på samme tid. Det er uforudsigeligt i en sådan grad, at man ikke ville blive overrasket, hvis bandet endte med at lave et cover af ‘Fandens Oldemor’, ‘Søren Banjomus’ eller noget fra ‘Frøken Nitouche’.
Helt ærligt, hvem vil ikke gerne høre Skvat skrige “skillemadinkadinkadu?” Jeg vil i hvert fald gerne.
Alt aftenens materiale er nyt, da bandet også får annonceret, at en debutplade er på vej og udkommer til februar. Vi får ovenikøbet nummeret ‘Inkasso’, som er så nyt, at det ikke er nået med på pladen. Det er i øvrigt fremragende og rammer en nerve, som jeg ikke oplever ofte. Det er også ekstremt splittende – på en god måde. For på den ene side har jeg lyst til at kaste mig ind i pitten og blive smadret til plukfisk af et karatespark i solar plexus, men vil samtidig bare stå og tage det hele ind. For selvom lyrikken måske virker banal, er den alt andet end det. Der er en dybde i det, som virker meget ægte.
På koncertens sidste nummer vræler Skvat:
“Det er som det er, det går som det går. Du kan ikke fornærme mig med ord, jeg ikke forstår.”
Det er der masser af sandhed i. Først og fremmest forstår jeg ikke Ædel Fetich. Jeg tror heller ikke, at det er meningen, at jeg skal det. Jeg har egentlig heller ikke behov for at gøre det. Det er noget af det fascinerende ved bandets aparte take på black metal. Jeg fatter det ikke, men jeg er vild med det. Jeg ved bare, at jeg gerne vil have flere tæsk.
