Nogle bands skal man bare opleve live – åbenbart. Det er typisk noget, man hører om bands, der har tilpas nok hurlumhej på scenen til at distrahere deres publikum fra, hvor elendigt de egentlig lyder. Igorrrs ekstravagante sceneshow eksisterer dog ikke som røgslør for manglende kvalitet, for det ved vi allerede, at bandet har masser af, men jeg tror nu alligevel, at der ligger en anden forklaring bag udover “det ser jo sejt ud”.
Før vi ankommer til hovedretten, har vi lige to appetizers at mæske i os i et udsolgt Amager Bio. Først på scenen var Thoughtcrimes – The Dillinger Escape Plans Billy Rymers nye projekt, der genremæssigt befinder sig i et krydsfelt mellem metalcore og hardcore. Rymer straffer naturligvis sit trommesæt som om det skyldte ham penge, og fra de første par minutter lyder det faktisk ganske lovende. Thoughtcrimes er allerbedst, når de kaster sig hovedkulds ud i en unhinged hardcoretangent, men metalcoreinjektionerne kommer i særdeleshed på banen i de kedelige og forudsigelige omkvæd, der bare fremstår kiksede – som om de bremser noget, der ellers var på vej et langt mere interessant sted hen.
Nogle ting må man bare finde sig i her i livet. Forsanger Rick Pepa gør det jo egentlig hæderligt – særligt når han kommer ned og skrigeråber første publikumsrække ind i skærmen – men det er ikke ligefrem verdens mest spændende materiale, han har at arbejde med rent sangskrivningsmæssigt. Det blev da også afspejlet i det halvtrætte søndagspublikum, der heller ikke just virkede synderligt imponerede over de tåkrummende omkvæd. Kunne vi ikke få nogle breakdowns i stedet for? Det ville klæde Thoughtcrimes ikke at indrette sig efter de klassiske metalcorestrukturer, og i stedet lade vildskaben få frit løb. Det tror jeg sagtens, de kan.
Dvne var aftenens midterbarn, og nu var Amager Bio efterhånden så proppet, at man skulle møve sig igennem hvad der føltes som mindre landsby, for at komme hen til det åndehul, der altid opstår i venstre side af salen. Heldigt for os, der ikke orkede at stå som en sild i en tønde midt i det hele, viste det sig, at lyden var ganske glimrende i vores lille oase. Med en virkelig solid bund og et mix, der differentierede alle instrumenter, var der intet at sætte en finger på hvad lyden angik.
Det britiske midterbarn gjorde det, som midterbørn desværre så ofte gør – røg lidt i glemmebogen. Ligesom Thoughtcrimes har vi her at gøre med et band, som glimtvist brillerer, men ellers som en metronom pendulerer mellem det utålelige og det overbevisende.
Dvne udtaler deres navn med ‘u’, men staver det med ‘v’ – dog er det ikke meget “trve” over deres proggede sludge, der blev mødt med en bemærkelsesværdig publikumsjubel, hvilket jeg må indrømme tog mig en smule på sengen. Det er en krøllet genreblanding, og måske bare en acquired taste, som jeg ikke er garvet nok til at se fidusen i endnu.
De insisterende brøl, medlemmerne skiftedes om at levere henover de fedtede sludgeriffs var i sig selv meget overbevisende, og det var de mere progressive stykker i sig selv egentlig også, men det var først på sidste nummer, at kombinationen af disse i samme skæring begyndte at give mening. Her var samspillet absolut sublimt, og trods sangen i sig selv må have været lige så lang som halvdelen af Thoughtcrimes’ set, mærkede jeg ikke længden. Her udfordrede Dvne publikum uden at straffe os, som ikke orker at høre på det samme kedelige riff i en skæv taktart i flere minutter ad gangen. Velkomponeret prog er spændende uforudsigeligt, og fordi sidste nummer var netop det, formåede Dvne altså at sætte et meget fint punktum på en ellers noget svingende koncert.
Til sommer er det otte år siden jeg sidst hørte Igorrr live. Det var på Copenhell til en optræden, som folk stadigvæk fremhæver, når der tales om festivalens allerstørste overraskelser. Med deres kalejdoskopiske kombination af trip-hop, breakcore, klassisk, metal, noise og jeg skal komme efter dig, skilte de sig også markant ud fra mængden af dinosaurer og mere tilgængelig rock, der prydede plakaten i 2018. Det var et helt andet Igorrr, der spillede dengang – både i besætning og i musikalsk udtryk. Gautier Serre, som stiftede projektet i midten af nullerne, har holdt svingdøren til Igorrr åben for et evigt udskiftende line-up, der dog omsider er begyndt at ligne noget, som godt kunne blive permanent.
Det må man håbe, i hvert fald, for Igorrr har næppe lydt bedre, end de gør lige nu. Marthe Alexandres mezzosopran og JB Le Bails growls er begge så overbevisende, at de egenhændigt kan ændre stemningen på hvad end Serre har skruet sammen af krøllet musik, og da de to sangere omsider står på scenen og performer sammen i en mellemting mellem en duet og en duel på ‘ieuD’, er jeg helt solgt.
Mangt og meget er blevet sagt om Igorrrs musik, blandt andet af undertegnede, så det er måske mere spændende at forholde sig til alt det, der befinder sig rundt om til en Igorrr-koncert. Her er det største kompliment, jeg kan give de veloplagte franskmænd, at de fremstod yderst ivrige denne søndag aften – selv ovenpå et bagerdusin andre koncerter inden skuden vendte mod Amager. Mange bands er trætte og forpustede, når de kan se lyset for enden af tourtunelen, men Igorrr virkede lige dele overskudsagtige og engagerede i alt deres indøvethed.
Igorrr er ikke et band, – i hvert fald ikke set med traditionelle briller. Det er heller ikke et soloprojekt, og har ikke været det i årevis, men når det eneste medlem, der altid er på scenen, er Serre, virker det næsten teateragtigt med de mange andre udskiftninger i musikere og sangere, og så står han dér som en slags dirigent – vores unægtelige hovedperson. Det er ikke negativt, og måske egentlig en bedre løsning end at have to sangere og en guitarist stå og trille tommelfingre når Serre står bag sin pult og drejer på knapper – eller hvad det nu er, han egentlig laver deroppe.
Faktisk var jeg noget overrasket over, hvor få musikere, Igorrr bestod af søndag aften, og det er her, vi kommer til min pointe om, hvorfor deres ekstravagante set-up og koreografi er altafgørende for koncerternes gennemslagskraft: de snyder jo!
Der gik ikke mange minutter, før jeg begyndte at undre mig over, hvor meget af herligheden mon egentlig kører på et backingtrack – noget som de mere inkarnerede Igorrr-fans nok var mere forberedte på, end jeg selv. Har Le Bail mon lært strubesang siden udgivelsen af ‘Amen’, så han kunne fremføre ‘Daemoni’ på scenen, var det en anden sanger bag hætten på åbningsnummeret, eller var det bare playback? Hvor meget af ‘ADHD’ og ‘Very Noise’ stod Serre selv og fiflede med i øjeblikket, og hvor meget var bare for show? Hvor er den akustiske guitar, som kan høres på ‘Daemoni’? Hvorfor er der egentlig ingen bassist? Jeg er med på, at Igorrr har usandsynligt mange lag og lyde, som ville være vanskelige og alt for upraktiske at genskabe koncert efter koncert på en tour, så jeg forventede hverken et kæmpe kor, en cembalo eller de tre meter lange tibetanske horn, som høres på ‘Infestis’, men en bassist bør da være absolut minimum.
Jeg har næsten lige genset Catch Me If You Can. I den forklarer Christopher Walken, at New Yorks Yankees altid vinder, fordi deres modstandere stirrer sig blinde på de nålestribede uniformer. Den elegante koreografi, Gautier Serres medrivende hypeman-bevægelser, det storslåede og flotte røg- og lysshow, det blinkende logo på bagtæppet – det er alt sammen de nålestribede uniformer. Og Igorrr tog sejren hjem i Amager Bio.
