Jeg har en tilståelse. Jeg har set Swans to gange før. Begge gange på Voxhall i Aarhus. Begge gange er jeg gået hjem før tid. Mine ben har sagt “ikke mere”. Mit hoved har sagt “nu er det nok”. Mine øjne har sagt “vi lukker snart i”. Det er ikke fordi, det har været dårlige koncerter, bestemt ikke. Jeg har bare været helt udkørt. Mættet. Men denne gang går det altså ikke: jeg har trods alt en opgave.
Så er der også noget andet. Det er jo nok sidste gang, jeg kan opleve Michael Gira og hvem end Swans består af i en stor konstellation. Det er nemlig sådan, at Gira, der jo som de fleste måske ved, er den absolutte front- og bagmand på projektet Swans. Han er Swans. Og han har altså udtalt, at denne turné er den sidste i denne ‘eksperimenterende’ fase, hvor bandet består af en del medlemmer. Det næste bliver i en anden, ‘stripped down’ version. Men ellers ved vi ikke så meget mere – ej heller gør Gira. Det er også derfor, at jeg tager turen hele vejen til København, for jeg holder enormt meget af den her gigantiske lyd som Gira og Swans de seneste 15 år har fremmanet på syv studieplader, hvor det næsten føles som et maratonkapløb om at lave den længste af dem hver gang.
Det er også værd at nævne, at Swans sjældent spiller særlig meget fra deres nyeste plader, når de spiller live. Jovist, der sniger sig da som regel et eller to numre ind, måske en lille håndfuld fra bagkataloget, og ellers bliver der altid budt på helt nye sange, som slet ikke er udgivet endnu. Swans har i år udgivet pladen ‘Birthing’, men det er altså ikke sikkert, vi kommer til at høre særlig meget fra den, for der er allerede nyt på setlisten. Hvis læseren kender mine anmeldelser, så ved de, at jeg er sådan en, der checker setlister på forhånd. Så jeg har helt styr på, hvad jeg går ind til. Og så alligevel ikke.
Vi ankommer i tide til at se det sidste af violinist Jessica Moss, der varmer op for Swans på en god del af deres turné. Jeg har været så heldig at se hende før i ret intime rammer på Radar i Aarhus, hvor scenen var placeret i midten af gulvet. Det er en noget anden setting her; Store Vegas scene er stor til bare en enkelt person, men Swans’ grej fylder godt, og det gør Moss’ lyd sådan set også. Tonerne fra hendes violin smøres ind i alskens effekter, så det hele balancerer mellem de fine, spinkle anslag fra violinens strenge og den buldrende torden ude i horisonten. Til sidst føles det næsten som om at reverb-effekterne prøver at indhente violinens egne lyde. Som en kamp om rummet. Om pladsen. Det er noget nær den perfekte indledning til Swans.
20:45 Jeg sidder ned for at spare på benene. Hvis de spiller det samme set, som alle de foregående koncerter på den her turne, så venter der et marathon på to og en halv time forude.
21:05 Bandet går på. Michael Gira indleder med få ord, blandt andet at bandet ønsker, at man holder sin telefon i lommen. Det er folk overraskende gode til igennem koncerten. Det betyder også, at jeg tager noter på papir. Hvor arkaisk. Desuden foregår hele koncerten med lyset tændt, hvilket er lidt spøjst, og det kræver i starten lidt tilvænning. Lidt efter stemmer Gira sin guitar, eller også er vi faktisk gået i gang. Jeg er lidt i tvivl.
Til gengæld er jeg ikke i tvivl, når resten af bandet, der tæller syv medregnet Gira, så småt lader deres instrumenter flyde ind i det store sammensurium. Forinden har Vega opfordret alle til at tage ørepropper med, og selvom jeg altid gør det – seriøst, tag altid ørepropper med, folkens – så er jeg godt nok taknemmelig for det. Trommeslager Phil Puleo er ikke engang begyndt at hamre på sine skind, han sidder kun med nogle bjælder, og bare de lyder som dødsengle.
Når Gira ikke sidder med ryggen til publikum, og ja, han sidder ned i front på scenen, det gør de fleste fra bandet faktisk, så gestikulerer han vildt ud til os, som om han vil os noget, som om vi skal deltage. Denne gestikuleren kan antage flere former, som jeg nok skal komme ind på senere, men jeg vil hellere forklare, hvorfor Gira tit sidder med ryggen til publikum. Selvom settet er det samme hver aften, så er det helt op til Gira, hvor lange sangene skal være. Og her cirka 21:27, godt og vel 20 minutter efter show start, er vi stadig i gang med det første nummer, som åbenbart hedder ‘The End of Forgetting’, og er et helt nyt uudgivet nummer. På det her tidspunkt er de i færd med at trække en figur helt ud i det smertefulde; især Puleo er kommet på overarbejde i vanvittige snare rolls, der runger gennem salen som var det piskesmæld.
21:40 Good lord, tammerne lyder som kanoner. Det er først nu, de kommer i brug.
21:46 Første nummer er slut. Ikke lang tid efter starter de på ‘The Merge’ fra ‘Birthing’. Måske det nummer jeg mindst bryder mig om fra pladen, men i en live-setting er det alligevel noget helt andet. Dana Schechter, der indtil nu har siddet lidt for sig selv på scenen med sin lap steel guitar, er nu kommet mere i front på bas. Der er bare en bas i forvejen, for det spiller Christopher Pravdica også på. Som om lyden i salen ikke var massiv nok. Som om de sidste fyrre minutter ikke var en sonisk monsun.
Gira har rejst sig op og dirigerer nu. Han er som fanden i sit orkester. Han peger på Kristof Hahn, der sidder i front til venstre på scenen også med lap steel guitar. Så dæmper han ham med en viftende bevægelse. Bassen er enormt høj. Den går lige i brystet. Indtil guitaren kommer på. Norman Westberg, guitarist og det eneste medlem, der også (næsten) har været med siden starten i start 80’erne, er ikke engang blevet en del af lydbilledet på ‘The Merge’ endnu. Det kommer oprigtigt bag på mig, fordi alting i forvejen er så massivt. Det slår luften ud af mig. Og imens vifter Gira med hænderne som en prædikant. Foran mig er der en, der danser lidt som dværgen fra Twin Peaks. Et øjeblik er jeg i tvivl om, hvor jeg egentlig befinder mig.
Oppe på scenen udspiller der sig i mellemtiden en scene fra filmen Whiplash, for Gira har nu stillet sig foran Puleo, og dirigerer ham med intensitet og måske endda også vrede. Faktisk er det lidt svært at finde ud af, om det virkelig er for alvor, for jeg har en idé om at Gira er en mand med et vist temperament.
En note på min blok: “FUCK DET ER HØJT!!”
22:20 Vi er nu nået til aftenens tredje nummer, ‘Paradise is Mine’, fra ‘The Beggar’ fra 2023. Der er lidt mere fokus på et underspillet groove, og så er det et kort nummer i aftenens forstand – kun 16 minutter. Gira chanter “Am I ready to die?”.
22:41 Fjerde nummer, ‘A Little God in My Hands’, fra den fremragende ‘To Be Kind’ fra 2014 har nu været i gang i lidt tid. Mit højre lår er begyndt at krampe. Støjen er fortsat massiv og det slår mig, at jeg overhovedet ikke kan høre Giras akustiske guitar. Er den overhovedet sat til? Man kan måske også spørge sig selv om, hvorfor et band skal bruge hele to lap steel guitarer. Og jeg har ikke engang nævnt Larry Mullins, der nogle gange spiller percussion, men andre gange slår han også på ting, som jeg ærlig talt ikke aner hvad er. Det hele er et altomsluttende støjinferno, og det føles enormt forvirrende – for mig i hvert fald – ikke at kunne pinpointe, hvem der spiller hvad.
22:49 ‘Newly Sentient Being’, også et nyt, uudgivet nummer, er hvad jeg formoder aftenens sidste track. Men hvor længe det kommer til at vare, det er ikke til at sige. Gira dirigerer igen med cirkulere armbevægelser, mere bløde, men stadig insisterende. Jeg spotter en vagt, der træder ind fra barområdet. De ser meget træt ud. Vega har også skrevet at aftenen varer til 22:30. Giras armbevægelser har ændret sig til det mere bølgende. Der bliver færre og færre i salen. Hvad der før blot var mennesker, der skulle ud og hente øl, er nu blevet til mennesker, der ikke vender tilbage. Folk er ved at være godt møre nu. Jeg spotter en, der sover op af væggen. Swans har os tilbageværende i deres hule hånd.
23:16 Kan det være det afsluttende crescendo?
23:20 Nope, he’s still going.
23:24 Gira har fundet en mundharmonika frem. Det lyder næsten som englene synger; et refugium fra infernoet. Ikke længe inden da har Gira messet linjerne “Is there light?”. Eller det tror jeg i hvert fald.
Gira har igen rejst sig op. Han stirrer rundt på sit band. Som om han evaluerer aftenens performance. Har de gjort sig fortjent til en aften mere i fandens orkester? Lilletrommen har fået en voldsom reverb på, så hvert anslag lyder som et gevær.
23:28 Slut. Jeg har ikke rigtig flere ord. Jeg er så mættet. Overvældet. Men det er på den gode måde. Krampen i mit højre lår bliver hængende, indtil jeg vågner næste morgen. Som en slags påmindelse om, hvad jeg lige har gennemgået.
