Der er for få metalbands, som spiller fede riffs. Særligt i black metal, hvor stemninger og tristesse for mange vejer tungere end det fede heavy metal-riff. Det, som får dig til at smile over hele hovedet og kaste en næve i vejret. Det er faktisk helt ad helvede til.
Heldigvis disker BETA i samarbejde med Mephisto op med tre bands, som forstår det. Nogle af dem, som rent faktisk spiller fede heavy metal riffs. Det er tre førstegangsoplevelser for mig. To af de tre bands har jeg lyttet meget til, hvor aftenens første band Scepter er relativt ukendt for mig.
Scepter ser meget lidt black metal ud og fortæller, at det kun er deres anden koncert, mens salen langsomt fyldes. Halvt. Det er rodet og ikke ret sammenspillet, og bandet forklarer hurtigt, at det kun er deres anden koncert. Men hvad Scepter mangler i sammenspil, har de i sangskrivning og seje riffs. Det er skramlet på den helt rigtige måde. Det lyder som noget, der er brygget i en muggen kælder i Transsylvanien. Hvis det ikke er klart, så er det en positiv ting. Jeg ser i hvert fald frem til at høre mere.
Slyngel er derimod noget helt andet. Hvor Scepter er mystisk, slæbende og udfordrende, spiller Slyngel dæmonisk speed metal med sminke og flagermusevinger. Og riffs, mand. Masser af riffs. Chris Rostoff slynger om sig med dem, mens Frygt skriger sine lunger ud. Det er præcis den slags metalmusik, som vi har alt for lidt af. Rockklicheer, hvor guitaristen snurrer rundt, falder som perler på en snor. Slyngel er ikke et band, der tager sig selv for seriøst. Det skal de heller ikke, selvom de er seriøst gode. Slyngel bør være et af de bands band, som andre bands kigger på, hvis de vil spille heavy metal. Når Frygt messer “join the cult,” tænker jeg kun: “Hvor skriver man sig op?”. Jeg vil fandme gerne være med.
Det er jo bare noget, vi leger…
Skullcrusher, Hellraiser og Evilbringer indtager scenen med læder, nitter, Lemmy-skæg og aviators. Det er som en tidslomme fra 80’erne. Hellcrash lyder ad helvede til, men på den rigtige måde. Det er lyden af Venom, Hellhammer og Sarcófago. De bands, som lagde grundstenene for, hvad vi i dag kender som black metal.
Jeg runder snart de 30 og ruller med øjnene over at se tre knægte på henholdsvis 21, 27 og 27 i læder fra top til tå, bakkenbarter, et gulvtæppe af brysthår og Flying V spille metal, som deres forældre kunne have opfundet. På trods af det så er jeg et eller andet sted også misundelig, for jeg gad sgu godt kunne bære et par stramme læderbukser med en lille håndværkersprække og sætte umlaut over samtlige U’er og O’er i mine sangtitler.
Det gør Hellcrash, og det er bare enormt fedt. Det er et band, som kan alting og ingenting på én gang. Det er musik, som bidrager med intet nyt. Men det er heller ikke Hellcrashs formål. Det er metalmusikkens svar på en Big Mac. Sjov og ballade –tomme kalorier, som smager helt fantastisk godt, i form af sange som “Sword of Baphoment” og “Okkvlthammer.” En rejse til dengang metallen var rå, ny og farlig.
Sidst italienerne spillede på BETA, var der fyldt. Torsdag aften er vi små halvtreds. Det er en fest for de inkarnerede, hvilket er en skam. Det er mest en skam for dem, som ikke er en del af det. Men det er tiderne, hr. Schwann. Man fristes til at spørge sig selv, om vi overhovedet har brug for den slags musik i 2025. Har den en plads i al sin uvigtighed?
Den betyder i hvert fald noget for nogle. Mig selv inklusiv. Både mig og min kammerat er begge et stort smil, i den time vi får med Hellcrash, hvor alle tre plader luftes, samt covers af Venoms “Die Hard” og Iron Maidens “Be Quick Or Be Dead” – og hurtigt, det går det satme. Normalt har jeg svært ved at lade være med at tjekke en sætliste før et show. Det er egentlig en uskik. Denne gang har jeg ikke gjort det. Primært fordi stort set alle numre lyder ens, så covers er et herligt afbræk. Særligt sidstnævnte bliver leveret ekstremt overbevisende til stor begejstring blandt det lille publikum.
Det er musik, som ikke er bange for bare at være dét, det er. Inspirationen bæres uden på læderjakken. Det er tumpet og fantastisk. Det er et eskapistisk frirum for os, der bare gerne vil drikke øl, se gamle horrorfilm, høre fede riffs, stå med næven i vejret og glemme, at vi skal på arbejde i morgen. Det er en modpol til alle de bands, som ikke spiller fede heavy metal riffs – og dem har vi brug for.
