Det er længe siden, jeg har været til sådan en heavy-heavy-koncert. Altså, med heavy metal, som man har kendt den i mange år. Derfor må jeg også ærligt indrømme, at jeg var overrasket over at møde publikum denne aften. For det første var de noget ældre i gennemsnit, end man er til de shows, jeg plejer at gå til. Man kunne i højere grad fornemme friværdi end forældrekøb. Trøjerne var også lidt anderledes. En del fra Metal Magic-festivalen, en enkelt Nordic Noise, nogle med Candlemass, Whitesnake, Steel Inferno og den slags. Altså, et modent publikum, der vidste hvad de ville have.
Derfor syntes jeg også, allerede før jeg nåede frem, at bookingen af dagens første opvarmer var lidt pudsig.
Misforstå mig ikke, jeg kom i høj grad for at se Rogue Trader, for udover at være lidt til fals for sej hardcore-punk, er jeg måske også lidt i den nørdede ende. Så meget, at jeg da lige kunne forklare, hvad en Rogue Trader var, til mine kammerater i køen på vej ind. Det kommer naturligvis fra Warhammer 40.000-universet i al dets overvældende edginess og alt-for-megethed.
Men at Rune og Stine, kendt fra Motorsav – en kendsgerning jeg brugte til at lokke vores metalallergiske punkfotograf med til showet – Søren fra Impalers og trommeslager Kenneth Kadawa skulle varme op for det doomede ægte heavy-band Crypt Sermon, var alligevel lidt overraskende for mig. Det var det i øvrigt også for bassist Rune, forklarede han i en pause. Men altså, scifi-punkerne har jo spillet på føromtalte Metal Magic og der har altid været et vist overlap mellem heavyrock og Warhammer (så meget, faktisk, at det officielle warhammerdukkemalestudio hedder ‘Eavy Metal), så det skulle nok give mening, når alt kom til alt.
Blod til Blodsøren
Og det gjorde det da også i et eller andet omfang. Vi var nogle stykker, der placerede os helt oppe ved scenen, da frihandleren Stine Holme og hendes følge gik i gang med et heftigt d-beat og en skræmmende overbevisende vokalpræstation fra forsangeren. Hun spildte ikke tid, og selvom der var rigelig plads på gulvet foran scenen, var det ikke noget, hun lod til at lade sig mærke af.
Det jeg til gengæld bed mærke i var, at selvom Rune og Søren havde tunet helt ned og spillede på nærmest løse strenge og Kadawa i baggrunden hamrede trommerne som en gal, så var det umiskendeligt punk. Det var satans tungt, men punken lod sig ikke fornægte. Og det var pissefedt for mig og nogle få andre. Kasper Deichmann fra St. Digue stod for eksempel ikke stille et eneste sekund, men agerede solohypeman for guitarist og co-vokalist Søren Crawack fra start til slut.
Vi var dog ikke ret mange, for det lod til, at de fleste andre i publikum var kommet for noget lidt andet. Der var ganske roligt i salen og der var ikke den store bevægelse at spore. Heller ikke når Søren i kaosgud-Khorne-shirt forsøgte at vinke folk frem med sine imponerende overarme.
Samme Søren sørgede dog også for, at der var noget til heavyfolket, for selvom Rogue Trader i den grad spiller punk, så stod han for at levere nogle fede thrash-riffs og nogle lirede soloer, præcis som vi kender ham for. Det var alligevel ikke helt ud af det blå, de spillede på true-metal-festivalen i sommer.
Generelt var der ikke en finger at sætte på performancen. Lyden var ikke helt i top, men det kan sgu også være svært at skulle spænde fra thrashet hardcore til doomet heavy på en aften, så det er vel forståeligt, at teknikeren har haft det lidt svært.
Rune og Søren var geniale på strengeinstrumenter hele vejen igennem, og det er altså bare lidt ekstra cool at spille på halsen af sin Flying V-basguitar (og den var både ægte og sjælden, snakkede vi om senere), mens hustruen står og brøler om blod, død og den evige rumkejser, der fortærer tusind clairvoyante om dagen.
Særligt godt blev det i de to sidste tracks. ‘Void Transmissions’ var en fed omgang call and response med en ordentlig krabat af et trommebeat som udgangspunkt og ‘Eternal War’ indledtes med den klassiske 40K-intro “In the Grim Darkness of the Far Future, There is Only War” inden Crawack og Holme buldrede derudaf. Særligt sejt var Crawacks brølende bersærkervokal i kontrast til Stines mere klassiske hc-råb. Det var brutalt som bare fanden, og præcis hvad jeg havde håbet på.
Romantik på kirkegården
Temaet for aftenens opvarmere var måske lige dele teatralsk nørderi og sejhed, for det næste levende billede var nemlig black-og-heavy-bandet Slyngel med den fantastiske performer Frygt i front.
I dagens anledning lignede hun næsten en kvindelig version af ikoniske King Diamond, men dog med noget mere fart på end den efterhånden ældre metalnestor.
Publikum var noget mere til Slyngel, kunne vi mærke, da vi måtte snige os frem i salen med noget mere besvær, end der havde været tidligere. Men altså, det var også ægte heavy metal, der blev spillet, og hvis det er det, man er kommet for at høre, så giver det også fin mening, at det er her, man giver lidt los. Streg under “lidt”, for da en yngre herre formastede sig til at prøve at starte en lille moshpit, var det ikke noget, der vakte begejstring hos hans naboer.
Der blev til gengæld nikket ganske entusiastisk og kastet med uironiske djævlehorn fra tid til anden, og når så der blev blastet så fremragende som trommeslager Dusty gjorde det og både publikumsinterageret, danset og hekset som Frygt kunne, så var det en fryd at være vidne til.
Guitarist Chris Rostoff med de flotte krøller lignede næsten Messiah Marcolin, hvis Candlemass-sangeren havde et stort forbrug af Red Bull, når han kastede sig rundt, kiggede ondt på publikum og grimasserede energisk alt imens han sendte lick efter riff afsted.
Som man måske kan høre på beskrivelserne var det dødfedt, især i sin oprigtige kærlighed til det campy fænomen, der er 80’er-heavy. Bandet levede sig ind i det, elskede det tydeligvis og omfavnede alt det fjollede i det fede med et smil på de sortsminkede læber.
‘Cerberus’, ‘Dracula’, det nye track ‘Romantic Necromancy’ og klassiske ‘The Last Son’ med sit stærke Mercyful Fate-riff var højdepunkter, men mest af alt var det bare et supervelspillende band og en forheksende dygtig frontperson, der bar en stærk performance. Setlisten var intet mindre end perfekt sammensat, og det lallende lykkelige riff i ‘Dracula’ fik os alle sammen til at danse som besatte.
