Jeg skal ikke lade, som om jeg forstår de unge. Generelt.
Nu om dage taler de om det “dybstegte E”-meme, som om det var længe siden. En ny generation er kommet til. De har det grineren over tallet “67”. Det fatter jeg ikke en skid af. Et populært computerspil hedder ‘Gang Beasts’. Man spiller en slags vingummibamser, der skal slås med hinanden, med en frygtelig måde at styre på, så de vælter rundt og ind i hinanden.
Det er en pudsig kobling. For denne aften var nemlig arrangeret af de to memeprofiler Kæmpesind og Moshpitmemes og Punkpoesi, som jeg faktisk er vældig glad for, og der blev moshet så vildt og ukontrolleret, at Gang Beasts lå ligefor. På den måde var det ret ungt.
Jeg var egentlig primært kommet for at se S.T.A.B., for det er ellers ikke lykkedes mig endnu, men for at være en ordentlig repræsentant for scenen – man skal altid give åbnerne en chance – var jeg der fra begyndelsen. Og det skulle jeg ikke fortryde.
Første band var gøteborgske Warship, som selv den evigt sure Forgiveness Denied Bookings havde anbefalet. Og det var åbenbart for længe siden, jeg havde hørt ægte sur, svensk hardcore, for mine forventninger var ikke høje. Det var en fejl, for det er ekstremt længe siden, jeg er blevet blæst så meget bagover af et band, jeg ikke kendte på forhånd.
Med en forsanger, der var stor som et lokum, to guitarister, en bassist med fem strenge og en trommeslager, der var kommet for at myrde skind, udbrød pitten allerede fra første sekund. Og her mener jeg ikke sådan en pit, vi oftest ser, hvor folk hinker i ring eller hopper lidt på stedet.
Det her var lemmer, der var lige så ukontrollable som en vaskebjørn i en Reinh van Hauen-container, og både fødder og hænder, der blev svunget som en tandlæges våde drøm. Cirkelspark og usynlige ninjaer over det hele. Det var ok sejt, faktisk. Jeg tjekkede ikke uret, men jeg har en klar fornemmelse af, at Warship spillede i måske sytten minutter og efterlod Underwerkets vægge drivende af sved.
Deres temposkift kastede os alle fra side til side, når det gik fra hurtigt til meget hurtigt, og forsangeren var en ekstremt effektiv indpisker. Effektiv på den måde, at han ikke engang behøvede at bede folk om at komme i gang. Det skete helt naturligt.
Jeg er endnu engang, ligesom da jeg så Axe Rash, nødt til at bøje mig i støvet for svensk neandertalerhardcore. Det er fedt.
S.T.A.B. lagde ud med udstrækningsøvelser og et Matador-sample (det gode sted, hvor Ingeborg kalder straight edge-Mads Skjern “syg i hovedet” – A+-scene), inden de fire lod deres afart af crusty hardcore rulle ud over et publikum, der stadig lige skulle få vejret efter at have været udsat for Warships artillerisalve.
Det vil sige, der var ikke hul igennem fra start af, men så snart S.T.A.B. fandt sit groove og forsanger “Jacob Singer” fik skruet op for Lemmy-tonerne, begyndte kroppene igen at duve med.
Her fik den nemlig fuld gang beast igen, og alt fra publikum, dørpersonalet, bartendere og arrangører kastede sig ud i pitten. Karatekvinden fra tidligere kastede endnu engang knytnæver, og aalborgenseren pløjede rundt.
S.T.A.B. svingede mere i tempo, og i en sekvens af lidt langsommere numre gik publikum lidt kold. Et enkelt nummer var for rocket til min smag (“rocklort,” hviskede min sidekammerat), men selvom nogle gik ud for at få en cigaret på dette tidspunkt, fik bandet vendt den om og spillet noget satans tungt crustcore hen mod settets afslutning. Selvom jeg måske foretrækker dem hurtige, kan S.T.A.B. sagtens spille tungt.
Og så kunne jeg godt tænke mig, at bassist “Hank the Tank” fik lov at synge lidt mere. Det var fandme lækkert.
Nogle andre, der også kunne spille tungt, var odenseanske MITE.
Siden sidst jeg oplevede dem, har de skiftet vokalist. Og selvom jeg ærgrede mig lidt over Peter Sandvigs afgang – speaking of lovable vingummibamser – så var Mona Mattle hurtig til at bevise sit værd i fronten.
MITES hidsige og aggressive powerviolence fik endnu et nøk opad i de trange omgivelser, og Mattle udgjorde en voldsomt intimiderende frontfigur. Mage til animeret opførsel og sangpræstation møder man ikke hver dag. Jeg har aldrig tidligere oplevet rytmisk fællestramp i Candlemass-stilen til et hardcoreshow, men det stod Mona for at sætte i gang, så det forplantede sig i pitten.
Med tyngden fra dødsmetallen i bagagen var jeg næsten bekymret for, om MITE skulle forfalde til den hardcorelyd, der er moderne lige nu (“dødsmetallort” kan man kalde det), men det lykkedes firkløveret at holde fast i det gode, de kommer fra, og ikke vippe i metallens grøft. Ikke én eneste spaghetti-agtig guitarsolo var at spore, og det sætter jeg stor pris på.
Da settet lakkede mod enden, fandt forsangeren en vifte frem.
“Det er maje, maje varmt,” sagde hun, inden bandet satte i gang med tre numre, der var som skabt til slåskamp. Alle var klar på, at det skulle være vildt, og det blev det.
Underwerket var på intet tidspunkt i løbet af aftenen til den kølige side, og det kogte over til sidst.
Det var første gang, Moshpitmemes og Kæmpesind havde arrangeret noget under navnet “Kæmpe Moshpit”. Men forhåbentlig ikke sidste.
