Det er egentlig besynderligt, at jeg indtil i tirsdags aldrig havde hørt Deafheaven live. Jeg har ofte tænkt over, at det da er pudsigt, at jeg altid ender med at misse dem, men da de sidste år udgav den eminente ‘Lonely People With Power’, som strøg direkte til tops på min årsliste over 2025’s bedste plader, lovede jeg mig selv, at 2026 skulle være året, hvor jeg endelig fik hørt dem live.
Jeg havde naturligvis taget turen derind sammen med den største Deafheaven-connaisseur, jeg kender. Det var hans syvende koncert med det gazede black metal-band – eller hvad fanden man nu egentlig skal kalde dem – så jeg blev indviet af rutinerede kræfter.
Mit love/hate-forhold til Amager Bio består oftest af det sidste, men jeg vil faktisk sige, at spillestedet gjorde sin del den skæbnesvangre aften i slutningen af august. Lyden var for det meste ret god – særligt under Deafheaven, som vi kommer til om lidt, men også under Show Me The Body, der gik på scenen kl. 20. Mixet var godt nok lidt lavt hele vejen rundt, men efter at have hevet koncertørepropperne halvt ud, fungerede det egentlig ganske fint. Måske skulle jeg dog have ladet dem sidde, for det var absolut ikke nogen imponerende opvisning, powertrioen fra New York diskede op med.
Punket hiphop kan være så hjernedødt sejt, når det fungerer, men man skal også passe på med at spille smart, hvis musikken enten er alt for kikset eller slet ikke kikset nok til, at det bliver sjovt. Show Me The Body balancerede et sted midt imellem, hvor attituden flere gange virkede større end musikken. Man skal i hvert fald ikke som forsanger stå og råbe: “Y’all got good healthcare, so you can knock out some motherfucking teeth!”, for derefter at spille en af de mindst aggressivt lydende sange på hele setlisten.
Jeg havde forventet bevægelse til Show Me The Body, og det kom der skam også, efter forsangeren først havde skældt os ud for at stå stille. Man kan åbenbart godt skulderskubbe til nu-metal med metalcoretrommer – hvem skulle have troet det? Som du nok kan høre, stikker musikken rent genremæssigt i alle mulige retninger, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad Show Me The Body egentlig vil være. Publikum må dog vide noget, jeg ikke ved, for der var flere blandt de fremmødte, som tydeligvis syntes, det var det fedeste lort i verden. Men når forsangeren står med en fucking banjo om halsen og ikke engang spiller på den, mens der kører fucking banjomusik fra et backingtrack, så bliver jeg altså that guy, der står i siden og griner og peger. Han kan jo godt spille på den, og gør det faktisk også, så hvorfor bliver han indimellem erstattet af baggrundsbanjo?
Show Me The Body fungerer bedst, når de rent faktisk spiller hardcore – med eller uden post-prefixet. Problemet er bare, at de gør det alt, alt for sjældent. I stedet bliver man konstant hevet rundt mellem genrer og udtryk, uden at det rigtig føles som om, de forskellige dele hænger sammen. Der var bestemt energi nok til at holde gang i publikum, men for mig føltes deres 30 minutters opvisning bare alt for lang. Og det må sådan nogle koncerter fandme ikke.
Inden dørene åbnede, talte jeg med min ven om, hvad vi forventede at få ud af aftenen. Jeg regnede med et levende Show Me The Body-show med masser af publikumsinteraktion og bevægelse i crowdet, efterfulgt af en mere introspektiv koncert med Deafheaven. Det var absolut ikke det, jeg fik.
“Sådan plejede de at være,” fortalte min ven mig, men noget er åbenbart sket med Deafheaven i løbet af de seneste par år. Bandet bevæger sig langt mere på scenen nu, og særligt forsanger George Clarke virker til at have fået noget fandenivoldskhed ind i sit repertoire. Han hopper, sparker, fægter med armene og stirrer ud over publikum, som om Henry Rollins pludselig har besat ham. Og nej, det er ikke bare fordi, de to har samme frisure eller nogenlunde samme ansigtsform – der var seriøst en uncanny lighed.
Anyway, Deafheaven spiller jo black metal for folk, der ikke nødvendigvis synes, at sådan noget musik skal lyde ondt – og dem er der åbenbart rigtig mange af. En hel del af dem var også yngre end det publikum, jeg normalt møder, når jeg tager til RIGTIGE black metal-koncerter, hvilket faktisk også sker en gang imellem. Det er måske heller ikke så mærkeligt, for Deafheaven har altid haft en lidt anden tilgang til genren, hvor den sorte ondskab er yt og de farverige – men alligevel nedtrykte – følelser er in. De fylder lige så meget som mørket og aggressionerne, og det var altså åbenbart nok til at få gang i flokken i Amager Bio, hvor der måtte være tæt på udsolgt.
Vi skulle ikke langt ind i setlisten, før crowdet begyndte at bevæge sig, og det var bestemt ikke nogen lille pit, der åbnede sig under ‘Doberman’ og voksede sig endnu større på ‘Magnolia’. Begge numre er hentet fra californiernes eminente ‘Lonely People With Power’, som også dominerede sætlisten. ‘New Bermuda’ var dog repræsenteret med ‘Brought to the Water’, der lød allerhelvedes tung live, og fra ‘Sunbather’ fik vi naturligvis både titelnummeret og ‘Dream House’. Under sidstnævnte klatrede George op på rælingen og savlede, spyttede, svedte og skreg ud over de forreste publikumsrækker.
Det har sikkert lydt pissefedt, men jeg kunne ikke høre en dyt af det. Ikke fordi lyden var dårlig, men fordi publikum simpelthen brølede så højt med, at George Clarke til tider forsvandt i fællesskrålet. Og fuck mig, jeg havde fandme ikke regnet med, at Deafheaven var så elskede, men det er et band, mange har et personligt forhold til, og det kunne i allerhøjeste grad mærkes i udvekslingen af følelser mellem band og crowd.
Energiske var de to guitarister, Kerry McCoy og Ian Waters, som afløser Shiv Mehra på denne tour, også. Der var masser af spilleglæde på scenen, og nu nævner jeg det igen, men det havde jeg seriøst ikke regnet med bandets indadvendte og ofte sørgmodige musikalske udtryk taget i betragtning. Kerry og Ian stod og arbejdede som spejlbilleder af hinanden, og der var en fysiskhed i deres måde at spille på, som stod i en skærende kontrast til den musik, de faktisk frembragte. Deafheaven har jo aldrig været et band, man forbinder med rock’n’roll-attitude, men her var der både bevægelse, intensitet og en tydelig fornøjelse ved at stå på scenen. Jeg ved egentlig ikke, om jeg hellere ville have haft en introspektiv og reserveret performance fra bandet, men det havde måske været mere i overensstemmelse med musikken, som bliver spillet.
Derudover var lyden i Amager Bio overraskende god. Melodierne stod skarpt og bunden var solid, hvilket desværre blev ekstra tydeligt, da Chris Johnsons bas døde i små 20 sekunder under ‘Dream House’. Det var næsten synd, at fejlen opstod under et af koncertens absolutte højdepunkter, men højdepunkter var der heldigvis nogle stykker af. ‘Body Behavior’ var et af dem, og denne introducerede George som sin yndlingssang at spille live, hvilket egentlig ikke er så svært at forstå, for den er også blandt den nye plades stærkeste tracks. Der er noget ved den, der fungerer særligt godt i et koncertformat, hvor Deafheavens blanding af det atmosfæriske og det aggressive får lov til at folde sig helt ud. Det er et nummer, man bare forstår, forstår du?
Hvad jeg til gengæld ikke helt forstår, er, hvorfor ‘Winona’ skulle lukke koncerten, når klimakset allerede var nået med de to numre, der kom før. Først en kogende wall of death under ‘Revelator’, og derefter den uovertrufne ‘Dream House’, hvor bandet havde givet den på alle tangenter. Det føltes som den perfekte afslutning. Man havde fået det store fællesbrøl, den fysiske forløsning og et af bandets mest elskede numre, så hvad fanden skulle der egentlig komme bagefter? Hvad kunne overhovedet overgå ‘Dream House’-fremførslen?
‘Winona’ er jo ikke engang tilnærmelsesvis ‘Lonely People With Power’s stærkeste sang, og som afslutning fungerede den som antiklimaks frem for den tiltænkte finale. I det større billede er det en mindre detalje, men det var seriøst et bizart valg at give den sal, man lige har brugt en time på at koge op, sådan en afslutning.
