Nuvel var det tirsdag, og en af den slags, hvor der ikke følger en helligdag efter, men solen skinnede, og Byhaven er jo et af Københavns hyggeligste åndehuller overhovedet. Og når der så er to gange gratis koncert, er det helt naturligt, at folk flokker til. For hvem kan egentlig ikke lide at have det fedt?
Og det havde vi. Dagen startede allerede klokken 15, men voksne squares som undertegnede kunne naturligvis først komme, efter dampfløjten havde lydt, og der var stemplet ud. Men SÅ var det også direkte mod Pumpehuset. Jeg havde nemlig misset Bitters allerførste show, og efter vi snakkede lidt sammen forleden, var jeg blevet mere end almindeligt interesseret i at opleve det på egen krop.
30 sekunders karatespark
Så da klokken ringede nitten, placerede jeg mig lige foran scenen, hvorefter forsanger (B.) iklædt en aldeles sæsonupassende skimaske bragede ind på scenen. På højre side havde han bassist Johannes, der med Lincoln-skæg, afbleget hår og Lifesick-hat lignede noget, der var trukket direkte ud af Fredericia, guitarist Aksel på venstre side, der havde hår inspireret af fordums tids Black Market-kendis Metalex, i knæstrømper og hvide Buffalos. I den forbindelse lignede stakkels trommeslager Adam en ren normie. Han hamrede til gengæld som besat, og Johannes fik også hurtigt understreget, hvorfor en Lifesick-kasket var mere end passende, når han stort set konstant bragede buldrende basriffs ud gennem Byhavens sarte PA-anlæg. Publikum og band headbangede synkront med hele kroppen, og vi skulle heller ikke længere ind end anden sang, før (B.) var oppe på monitoren.
Johannes og Adam var ansvarlige for det meste af det groove, der følger Bitter hele vejen igennem. Baslinjerne og trommegangene var dybe og brutale, og det bumlende flow, de lagde for dagen, er det, der holder Bitter sammen. (B.) og Aksel stritter, hopper og råber, men rytmesektionen er skroget for det her fartøj.
Især på ‘History of Violence’ var Johannes i den grad i front, og jeg kunne rigtig godt lide hans riffs her. Bassoloen på ‘Bring Out Your Dead’ var måske dog lidt i overkanten, og da flere af deres sange virkede lidt lange for genren, er soloer altid et godt sted at svinge kniven. Uagtet hvilket instrument der i øvrigt leverer dem. Det er jo ikke Joe Satriani, det her.
Allerede her i første set skulle vi dog fornemme en lille sten i skoen. En sten, der skulle vokse sig meget større senere. Lyden var simpelthen ikke skarp nok. (B.)’s i forvejen mudrede halvbrummevokal flød mere og mere ud, og det var simpelthen ikke til at fornemme nuancerne i ‘Call You Out’, der ellers lovede død over nynazister, hvilket jeg godt kunne tænke mig at høre mere om. Når Bitter spillede tung hxc, var det rigtig fedt. Når der blev hevet inspiration andetsteds fra – Terminalist-Emil jublede, da han hørte et thrash-riff – ville jeg gerne hurtigt videre.
Men så alligevel. I ‘Means to an End’ hoppede Jonas Lassen fra Silent Fracture op på scenen og leverede en næsten black-lignende melodødsvokalopvisning med dertilhørende slangemenneskrevrid og Cú Chulainnske warp-spasms på scenen, så det næsten blev et visuelt tilløbsstykke. Det var mægtig spændende og festligt, og den pit, der havde startet med fem personer og bølget lidt frem og tilbage, voksede i intensitet lige omkring det nummer, inden den kulminerede i ‘Mind Your Business’. Nummeret blev introduceret med forbilledlig coolness fra forsanger (B.), som på dette tidspunkt måtte give fortabt og kassere den hue, han havde iført sig, efter skimasken var blevet for meget.
“Den næste sang handler om vold. … mod tjenestemand,” sagde han. Og hele Byhaven jublede. Dissonante riffs, uforudsete temposkift, en fake-out slutning og en svedig pit afsluttedes med “Fuck politiet og befri Palæstina!”, og Bitter kunne gå af scenen efter deres kun andet show med en god fornemmelse i maven.
Det håber jeg i hvert fald, de havde. De havde ikke grund til andet.
Aske på spring, Sebastian i skjul
Salver var velrepræsenterede på diverse T-shirts rundt om i Byhaven denne tirsdag, og det varmer mit hjerte at se dem få det gennembrud, som jeg har syntes, de har fortjent, siden de udgav første EP i 2022. Med deres fænomenale 2025-album ‘Salver dig’ har de sparket døren ind til et større publikum, og jeg under dem det virkelig.
Klumpen foran scenen var da også endnu større, da de fem mand gik på. Vi var mange, der var klar til at tage endnu en omgang, og det tog også kun én sang at få sat gang i en pit. ‘Knus’ åbnede settet, og den fremviste virkelig, hvor bredt Aske, der i dagens anledning var iklædt en fashionabel Hudsult-shirt, kan tvinge sin stemme. Han gik fra at lyde som Tvivlers Thomas Burø til Ædel Fetichs Skvat i én og samme sang. Det er altså rækkevidde.
Og så var der ellers slåskamp, hvori forsangeren næsten nærmede sig en sludge-vokal med et dybt brøl, der kom helt nede fra tarmregionen.
‘Lad mig bare’ blev indledt med hop fra både bassist Paolo Pierloni og forsanger Aske Frederiksen, hvorefter Anders Fallesen og Ole Haahr på hver deres guitar slog an. Generelt virker Salver efterhånden som en velsmurt maskine, hvor den brillante trommeslager Albert Kudsk-Holberg med skødesløs flair både holder retningen, men også tager på sine egne, nonchalante afstikkere.
Aske dansede, groovede, grindede og poserede på scenen med tæft for det dramatiske, og det understreger blot vokalens krumspring. Imens bandet bevæger sig rundt i den fremragende setlist, og Pierleoni ligner en ægte NYHC’er, når han håndterer backup-sang med udstående sener og blodårer på halsen.
‘Allerinderst’ handler om relationer til narcissister, og det er ikke svært at mærke, hvordan teksten er personlig. Det virker, som om publikum også bliver revet med, når der lægges op til fællesråb. “ALTID VÆK” flænser struber, ligesom “EN VEJ – UD HER” gør det lidt senere. Jeg er altid glad for gang vocals og bidrager så godt jeg kan.
Pludselig bemærker jeg en skikkelse på taget af det lille skur over for scenen. Skt Delarges Sebastian Toft sidder klar med mikrofonkablet viklet stramt om venstre arm og et flabet smil på ansigtet. Jeg ved, hvad der venter os, og jeg glæder mig.
‘Fjern dine hænder fra min hals’ toner ind, og han rejser sig og brøler. Desværre virkede det, der hvor jeg stod, som om mikrofonen knapt var tændt. Selvom man kunne se, at Toft gav den alt, hvad han kunne, var det først, da han og Aske nærmede sig hinanden på jorden mellem skur og scene, at hans ord rigtig brød igennem. Det var en skam, da jeg sjældent har set sejere koreografi og skuespil. Man kan godt mærke, han ikke bare er en hvilken som helst rapper, men har store roller på teater på CV’et.
Fuck, det så sejt ud. Vrede, afmagt og forvredent begær lyste ud af de to sangeres ansigter, og det føltes lidt mere ægte, end jeg har oplevet det før. Man vidste ikke, om de ville kysse eller slås, og begge dele føltes lige sandsynlige.
Kæmpe optræden – og publikum stod da også med åbne ansigter og var ganske taknemmelige for at være med.
Det var også fornemmelsen resten af settet igennem. Det hele eskalerede. Pitten blev vildere, trommerne buldrede mere, ‘1 vej’ var en kollaborativ oplevelse, Paolos fremførelse af JW’s vers på ‘Til sneen smeltede’ var sejt, og den enorme, blastende smadderdruknen i afslutningen af ‘Nødopkald’ var et crescendo af ødelæggelse.
Og det lyder måske mærkeligt efter alle de superlativer, men det var ikke den bedste Salver-koncert, jeg har oplevet. Lyden var en skam, og alligevel var det en dejlig oplevelse. Sådan er der nogle bands, hvis bundniveau bare ligger højere end andres.
