“Asymptotisk” er et matematisk begreb, som meget forsimplet betegner noget, der nærmer sig en tilstand uden nogensinde helt at nå det. Fredag aften på DTU var med et højt ambitionsniveau, stærke bands og et tydeligt potentiale, der næsten blev indfriet, netop det.
I fredags bevægede undertegnede – en ydmyg RUC’er – sig bag fjendens linjer for at finde ud af, om ingeniører overhovedet er i stand til at feste. Infiltrationen viste sig dog at være en anelse mere antiklimaktisk end forventet, for trods en ellers kyndig Facebook-guide formåede jeg alligevel at fare vild på campus. Til sidst lykkedes det dog at finde Demant Salen – i god tid endda! We’re in.
Det er de søde folk bag Teachings of Profanity, som afviklede showet i den kridhvide betonklods med højt til loftet. Det var deres andet event nogensinde, og deres første i så stort et venue. Ambitionerne fejler ikke noget. Det gør proportionerne til gengæld. Selvom fremmødet er hæderligt, især taget det lidt aparte spillested i betragtning, opløses det nemlig i rummets volumen. Man skulle edderbroderemig være dygtig for at støde ind i en anden koncertgænger, og den intimitet, som efter sigende prægede deres første event i en kælder på selvsamme universitet, fordampede i det åbne rum.
Lineuppet bestod af tre ret unge bands, der tilsammen udgjorde en overraskende velfungerende treenighed med en klar fornemmelse for fremdrift i rækkefølgen. Stügg var tilbage efter et halvt års stilhed, Solipsy stod som et band på vej videre mod næste kapitel med nyt materiale på horisonten og Afdød indtog rollen som det vel nok mest etablerede navn lige nu, selvom de spillede som nummer to.
Sidste gang jeg så Stügg live, var for to år siden i Gimles kælder. Dengang sammen med Solipsy og Hanging the Nihilist, der spillede, hvad der skulle vise sig at blive deres sidste koncert samme aften. Nu er Stügg tilbage. Stadig opererende i spændingsfeltet mellem groove og thrash krydret med lidt -coretendenser. Forsanger Kasper Bøjes Hansen forsøger fra start af ihærdigt at two-steppe en pit i gang fra scenekanten, men publikum responderer foreløbig med en vis tøven.
Folk er ellers mødt talstærkt op til åbningsbandet, men rummet arbejder imod dem. Demant Salen er for stor til den her slags koncert, og selv med en solid håndfuld mennesker foran scenen breder tomrummet sig ud i siderne. Det giver det hele en lidt mærkelig fornemmelse af halvfyldt forsamlingshus – som at være til koncert på Richter i Gladsaxe, bare med højere til loftet og endnu længere mellem folk.
Bedst som man tror, man har regnet Stügg ud, trækker de pludselig i en anden musikalsk retning, og fyrer en sang af, der lugter af Slayer. Der sniger sig pludselig også nogle riffs ind, som faktisk bliver hængende til længere end bare næste nummer, og når nu man vil spille guitarbåret thrash, er det faktisk meget heldigt. Jeg har desuden hørt så hjernedødt meget grindcore på det sidste, at jeg næsten havde glemt min forkærlighed for en velspillet guitarsolo. Så tak til Stüggs leadguitarist for at minde mig om, at man godt må spille smart, når man er teknisk dygtig nok til at retfærdiggøre det.
Halvvejs gennem koncerten begynder pitten omsider at røre på sig i form af små, sporadiske udbrud. ‘Shepherd of the Pit’, som er titelnummeret fra Stüggs seneste album, er ikke blandt bandets bedste materiale, hvis du spørger mig, men unægteligt nok det mest passende afslutningsnummer i kataloget. Her var der nemlig konstant bevægelse i midten af rummet. Publikumsentusiasmen fejlede ingenting.
Det gjorde lugten til gengæld, og det er alligevel en præstation i sig selv at nå det niveau af kropslig intensitet før klokken 21. Det er måske ikke så meget negligering af basal hygiejne, som det bare er Stüggs musik, der giver sved på panden, men husk lige antiperspiranten næste gang, venner.
Det er efterhånden svært at opsøge en dansk dødsmetalkoncert uden også at opsøge Afdød. De er gudhjælpemig alle steder, men så er det jo godt nok, at de rent faktisk kan finde ud af at spille fedt.
Til gengæld synes lydteknikken at have trukket stikket undervejs. Hvor Stügg fik lov at eksistere nogenlunde klart, kollapser lydbilledet her til en mudret masse, hvor stortrommen står tilbage som det eneste egentlige holdepunkt. Resten opløses i en diffus gråzone, hvor detaljer og dynamik forsvinder, før de når at tage form.
Anton Floystrup forsøger at gennemtvinge en form for bevægelse med de vante, autoritære kommandoer, og pitten responderer da også. Men noget føles ikke rigtigt. Afdød fremstår mærkbart mere tilbageholdende, og stemningen virker lavmælt på en måde, der ikke klæder dem. Det lyder som Afdød, som vi kender dem, men jeg stod tilbage med en off-følelse ovenpå deres koncert, der ellers bestod af ganske udmærket dødsmetal. Ikke noget, som opfinder den dybe tallerken, men alligevel noget, som plejer at være effektivt.
Og så forskyder aftenen sig yderligere. En mand fra crewet træder pludselig op på scenen, overtager mikrofonen og annoncerer en 15 minutters pause. Årsagen viser sig at være en aktiveret røgalarm, der øjeblikkeligt punkterer ethvert forsøg på at opbygge en eller anden form for stemning. Det var et antiklimaks af dimensioner, og det længste “kvarter”, jeg nogensinde har ventet på. Da Afdød endelig genoptog deres set, var det tydeligt, at meget var tabt i mellemtiden. Kontinuiteten var allerede brudt, og det, der før var en måske lidt ujævn koncert, blev en helt fragmenteret oplevelse. At gutterne fra Slagelse alligevel formår at samle stumperne nogenlunde op igen, vidner blot om et rutineret og viljestærkt band. At helheden ender som en blandet affære, er i sidste ende et mindre spørgsmål om præstation, end det er om omstændigheder. Det er da også sejt at kunne sige, at der var så meget ild i sit band, at det tændte en røgalarm, så helt skidt var det måske ikke.
Solipsy kører derudaf på tredje år, og nu begynder konturerne af et egentligt katalog så småt at tegne sig. Indtil videre står de med to singler – ‘Spoiled’ og ‘Bitter End’ – men fra scenen bliver publikum lovet nyt materiale efter sommer.
På forhånd kunne man undre sig over, at de skulle lukke aftenen efter Afdød, men det spørgsmål forsvinder hurtigt i praksis. Solipsy fremstod nemlig som det mest samlede navn på plakaten. Trods endnu en omgang udfordret lyd formår de at stå helt vildt overbevisende i en grad, jeg faktisk ikke troede var muligt for bandet.
Det var i det hele taget en aften, hvor niveauet på vokalfronten lå bemærkelsesværdigt højt, og Magnus Karms Blichfeldt står som et klart eksempel på en frontperson i rivende udvikling. Growlene har fået mere tyngde, og den rene vokal er rykket fra det lidt nasale til noget langt mere autoritativt. Det er altså nat og dag i forhold til kælderen under Gimle for to år siden.
Samtidig spiller Solipsy som et band, der faktisk vil hinanden, så banalt som det nu lyder. De står ikke længere som en fragmenteret gruppe musikere, men nu også som en gruppe, der faktisk lader til, at de gider hinanden. Det er forskellen på en fælles vilje og individuel teknisk kunnen, og når jeg ser folk have det fedt, har jeg det fedt.
Nu er det jo melodisk dødsmetal, som Solipsy spiller, så i sagens natur skal vi også igennem de lidt mere navlepillende passager, som godt kan få én til at overveje, om sangen virkelig behøver at være så lang. Men når størstedelen af materialet lyder så stædigt gennemarbejdet, så går det nok. To singler på tre år er ikke ligefrem produktivt, det er selektivt. Og det klæder Solipsy at være perfektionister.
Publikum skal lige genfinde fodfæstet efter aftenens tidligere afbrydelse, og energien opstår derfor i ryk. Pitten dukker op, forsvinder igen, og genopstår med jævne mellemrum, før det hele samler sig til sidst i én kæmpe circle pit. Der blev opfordret til den største af slagsen, DTU nogensinde har set, og det fik de sandsynligvis. Midt i bevægelsen stod Blichfeldt i tornadoens øje og bandt en sløjfe på aftenen.
Jeg har været til koncert én gang på RUCs bar. Bo Evers spillede, og hallo, jeg kan da godt synge med på et par af hans sange, men jeg er hverken gammel eller fraskilt nok til for alvor at forstå magien ved ‘Barry White’ – så her vinder DTU altså. Også selvom de er nogle matematiknørder. Nogle søde og høflige nørder, men nørder uanset.
