Sunn O)))’s koncert i Vega skabte støj, der resonerede hos lytterne på en helt anden måde, end hvad man normalt er vant til
Nogle gange går man for meget op i hvilken genre, man egentlig identificerer sig med. Koger man musik ned til sin basisform, snakkes der om lydbølger, som lytteren modtager positivt eller negativt. Responsen afhænger naturligvis af lytterens præference i forhold til kompositionens specifikke samspil og komponenternes overensstemmelse med en bestemt genre.
Men kan man se helt bort fra at binde sig til subgenrer af subgenrer og i stedet fokusere udelukkende på udtrykket af at udsende lydbølger, der skal modtages med bare en eller anden form for effekt, så er man allerede ved at anerkende Sunn O)))’s præmisser.
For hos Sunn O))) får du ikke en koncert i sin genkendelige form. Generelt er formen faktisk ret svær at gennemskue, da det, man præsenteres for, er en uafbrudt og øredøvende mængde støj i nærmest to timer.
Fra de kutteklædte skikkelser træder på scenen og simultant leverer koncertens første uigennemtrængelige lydvæg ved hjælp af ét nedstrøg på guitaren, til de træder af scenen igen og lader de sidste toner drukne ud i rummets atmosfære, sker der faktisk nærmest ingenting.
Så hvorfor overhovedet tage ind og se Sunn O)))?
Fordi det er en fængende kunstform Sunn O))) skaber ved at opstille en meget unik kontrast: kontrasten mellem at lade minimalismen præge lytteoplevelsen med et enormt statisk forløb og samtidig formå at gøre det på en så fysisk overvældende måde.
En af mine kammerater er nødt til at gå undervejs, fordi oplevelsen mod slut simpelthen er for meget, og makker foran mig kompenserer også for den fysisk invasive lytteoplevelse ved at smide trøje, sko og sokker midt i Vega og lader sig opsluge i resonansen.
På den ene side kan jeg sagtens værdsætte en så radikalt og diskutabel ukomfortabel kunstform, der tvinger lytteren til at udfordre sin egen koncentration og udholdenhed, og på den anden side har jeg også lige stået og stirret mig blind i nærmest to timer på to kutteklædte gutter, der spiller drone uden nogen konkret fremgang.
Men at noget så minimalistisk kan vække så dybe følelser af ubehag og mådehold, synes jeg alligevel er noget, alle burde opleve på et eller andet tidspunkt. Nogen vil sikkert mene, at dette ikke er kunst og at folk dér står i Vega denne aften er lige lovligt prætentiøse for at finde værdi i to timers drone – men selv hvis man står med den vinkling, ville jeg mene, at al dårlig kunst er et produkt af ambitioner om at skabe noget bestemt. Og det Sunn O))) har formået at skabe er noget, der udfordrer lige så meget som det belønner.
Udholdenheden bliver bestemt udfordret i Vega, og på en eller anden måde føltes det også som en renselse. I en tid, hvor algoritmer styrer store dele af dagligdagen på de sociale medier og alting skal fange vores opmærksomhed på de første få sekunder, var Sunn O))) den sunde modpol til alt dét. De var modspillet til den stimulerende trang, hvor alting skal klikke hurtigt. I stedet gav de os tid til at resonere med støjen og tage en slapper – hvilket er noget, vi alle sammen kunne have godt af at tage en gang imellem.
