Så skete det. Måske det line-up, jeg har set allermest frem til i år kom omsider til Danmark i søndags, og leverede en af de koncerter, hvor man bagefter kun kunne undre sig over, at spillestedet ikke var proppet til smertegrænsen.
Hvis man søndag aften tog gåturen fra Enghave Plads til Vega, kunne man ved første øjekast forledes til at tro, at gymnasiesegmentet var blevet grindcorebegejstrede. Hvad sker der for den dér mega lange – og unge – kødrand af mennesker? Må de overhovedet være ude så sent? Hans Philip i Store Vega, siger du? Det ved jeg ikke, hvad er, men vi slap også for hinanden for nu, så alt gik jo i sidste ende.
Søndagens koncert i Lille Vega markerede sidste nedslag på en turné, der – som så ofte – kalder sig europæisk, men i praksis mest af alt har cirkuleret mellem Storbritannien, Tyskland, Spanien og Frankrig. Det kolossale line-up, der tæller Full of Hell, The Body, Jarhead Fertilizer og JAD, har drønet kontinentet rundt det meste af april, og nu var det altså blevet Københavns tur til en omgang i manegen som rosinen i pølseenden. En jumborosin, snarere, sådan en fedtet én, der har ligget og modnet i den røde pakke Sun-Maid i handskerummet under en hel bilferie.
Efter at have manøvreret mig forbi køen til Store Vega og brugt alt for mange af de penge, jeg lige havde fået tilbage i skat på merch, var det tid til at finde min vante plads foran scenen. JAD var på som de første klokken 20 nul dut, og som de selv bemærkede fra scenen, var det nok heldigt, at de ikke spillede en halv time før, da koncerten i så fald havde været for en forsamling på fem mennesker.
JAD fortjener et reelt publikum, og trods det sparsommelige fremmøde, bed publikum med jævne mellemrum fra sig, når de polske punkhoveder spillede særligt hurtigt. Mit bekendtskab til JAD var begrænset før koncerten, men alligevel føltes deres optræden velkendt – alt var, som det plejer at være. Forsanger Krzysztof Paciorek fyrede de klassiske farmandspunkmoves af, riffene er af den slags, man sværger, man har hørt adskillige gange før og det var rytmisk pissenemt at tælle med på. Desuden var alle sangene på polsk, men det betød ikke så meget i øjeblikket. Jeg forstod naturligvis intet, men bandets foragt var så krystalklar, at det ikke er svært at forestille sig, hvad teksterne kunne have handlet om.
JAD var uden tvivl aftenens mest tilgængelige indslag, men det siger ærligt mere om resten af line-uppet end om dem. De spillede i under 20 minutter, de spillede uden dillerdaller og de spillede pissehøjt. Sådan skal det være.
JAD spillede højt, men Jarhead Fertilizer sprang skalaen for, hvad jeg troede var muligt for Lille Vega at håndtere rent decibelmæssigt. Jeg tog til en Jarhead Fertilizer koncert, og alt jeg fik var ̶d̶e̶n̶n̶e̶ ̶u̶s̶l̶e̶ ̶t̶-̶s̶h̶i̶r̶t̶ tinnitus. Her var det første band, jeg virkelig havde set frem til, og man kunne knap nå at se sig om, før de stod på scenen efter verdens hurtigste change over.
Når tre fjerdedele af bandet enten spiller eller har spillet i Full of Hell, kommer det næppe som en overraskelse, hvor sindssygt skarpt det her band står. Jarhead Fertilizer spiller hurtigt, højt og tungt, og lyder som et gadekryds af grind, powerviolence og dødsmetal, der i forvejen er så nært beslægtede, at det bare giver mening at blande dem.
Jeg ved ikke, hvad man har fodret Dave Bland med, men den mand er en maskine uden sammenligning. Det han kan formå at udrette bag et sæt trommer alene er ren magi, men at han lige gør det to gange i to forskellige bands samme aften – og nærmest hver dag i en måned – er jo det rene vanvid. Trommeslagere hænger i forvejen ikke på træerne, og trommeslagere som Dave Bland findes bare ikke. Det tænkte jeg i hvert fald, indtil jeg kom i tanke om, at jeg roste Niclas Sauffaus for præcis det samme, da han spillede med både Elitist og Vidnet samme aften i Basement sidste år. Der kan man bare se.
Vinny Vitilios bas lagde sig som en tyngdedyne henover hele lydbilledet, så selvom der ikke var nok gang i publikum til at trykke ribben, skal jeg love for, at man alligevel fik nogle ordentlige stød i brystet på de første publikumsrækker. Faktisk lige fra åbningsnummeret ‘Product of My Environment’, men også under resten af setlisten, der bestod af en stram blanding af både nyt og gammelt materiale. Jarhead Fertilizers udgivelser er alle forskelligartede, men spiller virkelig godt sammen live – det ældre materiale komplimenterer nemlig det nye, og får forskellige perioder i bandets karriere til alle at virke nutidige.
Det, der for alvor gør Jarhead Fertilizer tiltalende, er deres evne til radikalt at lege med temposkift uden at det fremstår malplaceret eller lyder irriterende. Om de så spiller spurtende grind, mid-tempo død eller noget imellem, bibeholder de nemlig en nådesløshed, der får dem til at fremstå oprigtigt farlige. De er sikkert søde og flinke og alt muligt, men illusionen om at man står til at få én på lampen, hvis man begynder at spille smart, kan jeg slet ikke stå for.
The Body er en interessant størrelse. Chip King og Lee Buford, der tilsammen udgør bandet, har spillet sammen i over 25 fucking år, og selvom jeg aldrig bliver en fanboy, må jeg tage hatten af her. Der har ikke været en eneste udskiftning i besætningen siden 1999, så jeg blev noget overrasket, da jeg så en ukendt skikkelse bag trommerne. Med mindre Lee Buford er blevet klippet og trimmet, var det øjensynligt en vikar, men havde man haft bind for øjnene, var det umuligt at vide. Makkeren sad desuden så langt tilbage og badet i så meget lys fra scenen, at han ganske enkelt var umulig for mig at identificere. Til gengæld kunne Chip og vores mystiske stand-in lige så godt have spillet sammen i et kvart århundrede, for der var ikke en eneste finger at sætte på The Bodys musikalitet.
Men nu er der jo mere til bandet end det instrumentale. Mangt og meget er blevet sagt om Chip Kings vokal. Mange elsker den, nogen hader den og få er et sted midtimellem, ligesom mig selv. Jeg kan ikke finde ud af, om den lyder som en person, der prøver at råbe, mens de har et mareridt – hvilket er ret sejt – eller om den lyder som Homer Simpson, der skriger – hvilket er knap så sejt. Når først man har fået sidstnævnte billede ind i hovedet, er det svært at ignorere, men kan man det, lyder The Bodys musik ægte foruroligende. Tænk sig, at et menneske, som tilsyneladende er ganske velfungerende, kan lave sådan nogle sindssyge lyde på kommando. Det er ditto vildt, hvor kraftfuld en mur af larm de to amerikanere kan formå at kreere, men den intensitet, som mange fans af The Body vil sige, at bandet besidder, oplevede jeg faktisk ikke rigtig.
Det har fået mig til at nå den erkendelse, at jeg nok bare allerbedst kan lide duoen, når de spiller sammen med andre. Deres ping-pong med Thou og kammeraterne i Full of Hell har resulteret i nogle virkelig helstøbte plader, og der findes ikke et The Body-samarbejde, der som minimum ikke har interesseret mig. Måske har de bare en unik evne til at hive det bedste frem i hvem end de får lokket med i studiet – det lyder i hvert fald ofte sådan.
Hvis The Body er gnisten, er Full of Hell eksplosionen. De havde en intet mindre end eminent setliste i baglommen bestående hovedsageligt af sange fra deres hovedværker ‘Trumpeting Ecstasy’ og ‘Weeping Choir’, og nu er vi så småt nået til det punkt i anmeldelsen, hvor jeg får svært ved at holde min begejstring for det her band tilbage.
Så hvorfor prøve? Der gik ikke længe fra første gennemlytning af føromtalte ‘Trumpeting Ecstasy’ til, at Full of Hell placerede sig højt på listen over mine favoritbands. Den måde, de smelter grindcore, dødsmetal og sludge sammen – med spor af hardcore, hvis man går langt nok tilbage i kataloget – taler til begge halvdele af min hjerne på samme tid. I den ene side er intet riff for hurtigt, og i den anden skal musikken gerne have en kampvægt, der ville gøre selv den gennemsnitlige Crowbar-fan til skamme. Full of Hell er så elskværdigt anmassende, og har en så konsekvent evne til at få alle shows til at handle om dem selv, alene fordi de er så pissedygtige, at der ganske enkelt er mødepligt, når de spiller.
Det er simpelthen så smukt, hvor effektivt hele balladen blev afviklet. Lynhurtige changeovers uden dødtid – ja tak. Det burde være standarden til søndagskoncerter, hvor man i princippet burde længes hjem mod puden, men det var tydeligvis ikke, hvad publikum ville. Allerede fra åbningsnummeret ‘Burning Myrrh’ og efterfølgeren ‘Transmuting Chemical Burns’ var niveauet sat, og publikum responderede derefter. Bandet havde haft en hel måned til at spille sig varme, og man fik fornemmelsen af, at de brugte alt, hvad de overhovedet havde tilbage i tanken.
Når forsanger Dylan Walker ikke står foroverbøjet henover sit sammensurium af effekt-dingenoter eller skriger ind i noget, der ligner et forvokset alkometer, vælter han rundt på scenen som en straight edge punker, der har fået færten af en Maté. Energien smitter af, og som pitten bliver større, bliver crowdsurferne også flere. Full of Hell er et band i konstant bevægelse: Trommeslager Dave Bland er, som nævnt, intet mindre end en wiz, newcomer Gabe Solomon har tydeligvis fundet sin plads i bandet som en allerede velsmurt riffmaskine, og Sam DiGristine leverede både tonstunge basgange og en harsk backingvokal, som blot tilføjer endnu et lag til kvartettens vanvidsshow.
Vi bliver forkælet med den ene banger efter den anden – et sted mellem 15 og 20 sange blev det til, før sidste punktum blev sat med ‘Armory of Obsidian Glass’ fra førnævnte ‘Weeping Choir’, og bedst som man godt kunne stå og savne en form for højdepunkt, blev det leveret lige her. Et langsomt opbyggende doomy sludge-nummer, der selv uden Lingua Ignotas ellers forrygende backingvokal, som vi kender den fra pladen, var bandets stærkeste nummer på aftenen. Det var en afrunding og et klimaks på en og samme tid – en absolut genistreg fra bandets side, at smide netop dette nummer ind til sidst.
Og så stod man dér. Smurt ind i en blanding af sved, dyre fadøl og ren kærlighed. I det øjeblik var det lige meget, at vækkeuret stod til at ringe klokken bælort næste morgen, for aftener som den i søndags er uforenelige med hverdagens logik. Man mister tidsfornemmelsen, bruger for mange penge og er både lettere i hovedet og tungere i kroppen – mere skal der bare ikke til.
