Jeg kender få bands, der alene i deres udtryk er så ambitiøse som Feather Mountain. For mit vedkommende har det manifesteret sig mange gange i form af album, koncerter og arrangementer, hvor de hver gang har cementeret deres ekvilibrisme for progressiv sangskrivning. Med deres nyligt udgivne album ‘A Liminal Step’ er koncerten i Beta en anledning til dets release.
Indledningsvist flyder de blide toner fra nye ‘Rope Me In’ ud over scenen i en progressiv seance efter en malplaceret femten minutters ambient-intro. Det foregår med tungt strengespil, som ofte drager paralleller til noget af 2010’ernes fragmenterede djent-prog, men stadig med Feather Mountains eget præg af kvalitet med blide, luftige passager.
Det er heller ikke meget pusterum, man får, inden ‘Pariah’ bliver fremført. Ikke nok med at det er en spændende kontrast til de sædvanlige Feather Mountain-numre med dens krybende dissonans, så er det også bare et af de numre, der for evigt vil fungere godt live for bandet og for alvor fastslår, at prog ikke behøver at være ren lir og show-off, men også kan være ekstrem tungt.
For ja, prog kan jo nemt sættes i en bås med folk, der rocker en lidt for høj rullekrave, går lidt for meget op i vin og helt bestemt stritter lidt for meget med lillefingeren, når de spiller med plekter. Og så sandt som det også kan være, så findes der også bands, der kan balancere netop dén kvalitet med andre komponenter – og det kan Feather Mountain.
Det opstår dog en vanskelighed.
Hvor visionerne vokser hurtigere, end scenen kan bære dem
Når man er så ambitiøse som Feather Mountain og laver et album, der fletter sig ind og ud af sig selv med elektroniske lydflader, korsang og generel afsindig god efterbehandling, bliver det meget svært at gengive live. Sange som ‘Realigment’ og ‘The Grid’ ender derfor med at tjene det konceptuelle formål mere end evnen til at medrive, man forventer i en live setting.
Lidt samme problem opstår også ved nogle af de nye numre live, som ender med at tjene meget det samme formål i form af struktur, udtryk og progression. Det er dog ikke for at underminere, hvor helt eminent godt den struktur, det udtryk og – for det meste – den progression er i de nye numre. Det er et tårnhøjt bundniveau, som de fleste bands kan knokle for i årevis uden at komme i nærheden af, men samtidig sætter ensidigheden alligevel sit uhåndgribelige præg indimellem.
Men når nye numre som ‘Sigil’ så bliver spillet, som bryder med formen og tillader et fuldstændig dekonstrueret breakdown med elektronisk plimmer og Mikkel Lohmanns afsindig dygtige growlvokal, kan man godt blive tilbøjelig til at se bort fra nogle af de tidligere sektioner, der ikke fungerede lige så godt. Samme ros skal gives til nummeret ‘Sunder’
Der er dog ikke meget, der nogensinde vil slå nummeret ‘Cloud-Headed’ i en live-forstand. Det er for alvor her, bandet brillerer live. Den nye guitarist Christoffer Warming kommer for alvor på prøve her, da der skal leveres tekniske soli og svære riffs, og det er også her broderskabet mellem Christian og Andreas Dahl-Blumenberg på henholdsvis trommer og bas får lov at skinne.
Opbygningsstykket lyder betydeligt mere Tool-esque live med Andreas’ svære-at-afkode basostinat samt Christians hamrende dygtige og synkoperede trommeagogik, der hele koncerten varierer en lille smule fra studieversionerne. Det fungerer som frisk luft og bekræfter, hver gang jeg ser Feather Mountain live, at han i bund og grund bare er en af Danmarks absolut bedste og teknisk dygtigste trommeslagere. Helt foruden at nævne slutningen, hvor hele bandet toppræsterer i samspil over et af det vildeste breakdowns.
Det er Johan Emanuel, der står får lyden i aften, og under hele koncerten lyder alle komponenter knivskarpe, men det absolutte zenit i koncerten må dog være det eksplosive slutstykket i ‘Cloud-Headed’, der reelt lyder, som om bandet slår hul på en lydbarriere af ren kapacitet og teknisk rygdækning fra lydmand Johan.
Progressiv bersærkergang
Jeg er efterhånden træt af, at genrer som prog og f.eks. hardcore skal holdes op mod hinanden som modpoler, for med ‘The Hedonist’ bringer Feather Mountain den sande primitive energi ud i alle – specielt når Andreas Dahl-Blumenberg stiller sig op på sin monitor og rammer det ondeste Jens Kidman-ansigtsudtryk ud over os alle, mens han slår løs på strengene.
Selvom det er enormt progressivt kompositorisk, går der helt hulemand i den til nogle af de koordinerede breakdowns, og Christian Dahl-Blumenberg smadrer så voldsomt på trommesættet, at jeg kun kan undre mig over, hvordan det ikke er gået i mere i stykker, end det er.
Der, hvor det virkelig virker hos Feather Mountain, er, når udtrykket ændrer sig konstant – hvilket er årsagen til, at ‘The Hedonist’ er gået hen og blevet et af deres absolut stærkeste numre. De får det komplekse til at fremstå ubesværet, og netop den evne er efter min mening noget af det mest imponerende ved progressiv metal, der ofte vikler sig for meget ind i sig selv med unødvendig kompleksitet.
Det er en progressiv bersærkergang, hvor sangene folder sig ud i uforudsigelige mønstre, samler kraft lag for lag og bygger en spænding op, der hele tiden føles få millimeter fra at koge over, når bandet rammer den flowtilstand, de evner.
Det er der ikke mange bands, der kan, og det er netop derfor, at Feather Mountain er et af Danmarks bedste metalbands.
