Eksperimental rock, avant-garde rock, indie rock, alternativ rock, art rock. Det kommer efterhånden i mange former. Til fælles er deres kærlighed for at mixe ting, der normalt ikke hænger sammen. I starten af 60’erne var det folkemusik med mere sofistikerede pop- og rockelementer, der skabte de store hits. Senere hen er rammerne blevet skubbet, og der er kommet jazz, elektronisk, kammermusik og meget mere ind i ligningen. Det er der stadig mange moderne bands, der holder fast i – og det gælder for begge bands i aften.
Det perfekte opvarmningsband
Første band er Westside Cowboy, der rammer den helt rigtige æstetik for aftenens hovednavn. De fire indiemusikere har styr på deres instrumenter, og ved hvornår det giver mening at differentiere mellem folkevisesamspil og mere melodiske rockpassager. Samme talent rækker også til at kunne opdele vokalarrangementet i en virkelig imponerende firestemmighed.
Det er med tydelige inspirationer fra Neutral Milk Hotel og Bob Dylan på som numre ‘Alright Alright Alright’ samt inspirationer fra den engelske bølge af bands som Joy Division og The Smiths på numre som ‘I’ve Never Met Anyone I Thought I Could Really Love (Until I Met You)’. De kører et bevidst rodet udtryk, der samtidig er umanérligt stilet og tilbagelænet.
Niveauet holdes også højt for hovednavnet Black Country, New Road. Til forskel fra opvarmerne, er deres udtryk ikke rodet, men snarere en finpudset sammenblanding af genrer. Hver genres komponenter sættes komplementerede i perspektiv til de andre, så det ikke føles som én stor fremvisning af hvor meget, der kan tillades at blandes sammen og stadig lyde godt.
Det er som om, bandet har accepteret, at det sublime kun opstår, når kontrollen er total, og når de insisterer på ikke at give os det chok, som forrige møde på ‘Ants From Up There’ gav, men i stedet udvikler deres stil, kan betydningen tolkes på flere forskellige måder. Personligt var jeg meget tilfreds med deres album ‘Forever Howlong’, da det udkom tidligere i år – men samtidig er det deres nye eksperimentering og forfinede tilgang til tingene, der ender med at være deres største udfordring.
Problemet – hvis man vil kalde det et problem – er måske netop, at Black Country, New Road i deres nuværende form føles dekonstruerede fra hvad de engang var. Man får ikke længere den følelse af at få jorden revet væk under sig, men snarere følelsen af at blive omtænkt som lytter: holdt lidt tilbage, løftet lidt op, vist hvad der ellers kan lade sig gøre inden for de samme rammer. Titelnummeret ‘Forever Howlong’, som vi også hører denne aften, er eksempelvis smukt på en måde, der lader én stå uden for glasset – det føles som en præsentation af evne mere end et reelt gennemlevet stykke musik. Tomt er måske ordet, selvom det føles uretfærdigt at kalde noget så konsekvent udført for tomt.
Musikalsk ekvilibrisme
Black Country, New Road viser dog også hvad der kan lade sig gøre inden for tidligere rammer, når de fremfører gamle ‘Turbines/Pigs’ til absolut perfektion eller nyere rammer med numre fra den seneste plade som ‘Two Horses’, ‘Nancy Tries To Take The Night’ og specielt lukkenummeret samt koncertens absolutte højdepunkt ‘For The Cold Country’.
Det, der til gengæld stadig imponerer uden forbehold, er de seks medlemmers musikalske ekvilibrisme. Flere af medlemmerne roterer mellem instrumenter, som om det var det mest naturlige for dem: violin bliver til mandolin, saxofon til obo, klaver til bas uden at energien tabes eller arrangementet slår sprækker. Det er en ekstremt koordineret form for art rock, hvor præcisionen aldrig bliver steril, men netop er det der gør, at de kan bevæge sig mellem stille stykker og store kulminationer.
Det er tydeligt, at bandet er rundet af en tradition – man kan høre spor af Radiohead, Beatles’ senere periode, Bowie og ja, tydeligt Arcade Fire – men selv når man kan pege på slægtskabet, lyder det ikke som efterlignen. Black Country, New Road lyder som et band, der har slidt sig igennem deres fællesreferencer, så de nu kun eksisterer som understrømme i et udtryk, der føles som deres helt eget. Okay, nogle passager kunne næsten være løftet fra ‘Funeral’ af Arcade Fire, men så er de til gengæld så godt udført, at man ikke føler sig snydt, men nærmere mindet om, hvorfor den slags overhovedet virker.
Det er tydeligt, at Black Country, New Road har skiftet æra med det nye album, og dette udtryk fik de formidlet glimrende i aften. Meget af den angst og endeløse spænding, der prægede instrumenteringen på tidligere plader er forsvundet og erstattet af noget lettere. At de ikke længere blæser én bagover med ekstreme crescendoer som på ‘Ants From Up There’, men i stedet tvinger én til at lytte og revidere sig selv via deres stilistiske skift og kunstneriske fremgang er måske den egentlige grund til, at de stadig er et band, der betyder noget.
