Når Extremely Rotten Productions arrangerer shows, dukker folk bare op. Den hårde kerne af danske dødsmetalfanatikere, som religiøst bakker op om alt, selskabet sætter i verden, var endnu en gang mødt talstærkt op – denne gang i Byhaven. Det er sgu svært ikke at have respekt for den slags dedikation, også selvom man selv er i stand til at styre sit indtag af råddenskab.
Jeg har været til en del ERDM-arrangementer efterhånden, men det her var første gang, jeg oplevede et af deres Byhaven-shows. Det virkede egentlig som et ret spøjst match at placere to bands, der specialiserer sig i ildelugtende smadder, i så hyggelige, trygge og idylliske omgivelser, som gården foran Pumpehuset lægger plads til, men på den anden side er lyden altid elendig på den lille scene, så Casket Spray fungerede egentlig ganske glimrende i al deres skramlethed. Efter undertegnede og et par Selvtægt-kollegaer havde fået tilpas fadøl til at rumme den skraldespandslilletrommedød, som kørte over anlægget, var tiden inde til at se powerviolencekvartetten, som ramte scenen kl. 19.
Casket Spray har jeg hørt live før, men så vidt jeg ved, var det her første gang med bandets nye bassist. Hvad han hedder, er jeg ikke sikker på, men han spiller i hundrede andre bands i hardcore- og punksfæren. Og så havde han en svedig Rickenbacker om nakken, og den slags trækker jo op i sig selv. Det trækker også op, at bandet nøjedes med at spille i ti minutter i bedste powerviolence-stil, og er der i grunden noget smukkere end et band, der stopper, før de kan nå at blive kedelige?
Ti minutter var rigeligt! Det var alt, hvad Casket Spray behøvede for at overbevise Byhaven om, hvorfor de er så fede, som de er. Det lød ad helvede til på den helt rigtige måde. Kunne der godt have været mere dybde? Selvfølgelig kunne der det. Kunne brønden, Meagan råber nede fra, godt have været en smule mindre dyb? Afgjort! Men jeg har lært ikke at forvente for meget, når jeg tager til koncert i Byhaven. Heldigvis spyttede Adam det ene beskidte guitarriff ud efter det andet, og selv når hele lortet flød sammen til én stor mudderpøl, var der stadig bevægelse nok i musikken til, at hovedet begyndte at rykke af sig selv. Detaljerne gik tabt, men hey, det er jo en treenighed af powerviolence, grind og sludge, bandet specialiserer sig i, og så nytter det alligevel ikke noget at være alt for detaljeorienteret.
Den røde tråd gennem hele svineriet var Elias bag trommerne, som allerede efter de første par numre så ud som om, han havde løbet et maraton. Når man ser, hvor voldsomt han arbejder bag kedlerne, er det næppe en overraskelse, men det var nok meget heldigt for ham, at Casket Spray ikke er et progband.
“Er det allerede slut?”, spørger en kollega fra magasinet, og ja, my sweet summer child, det er det. Til gengæld stod vi nu med en changeover på næsten en time inden aftenens headliner, Meltification, skulle spille deres allerførste koncert nogensinde. De er albumaktuelle og udgav deres selvbetitlede debut gennem Extremely Rotten, så selvom de ikke er lige så etablerede som første band, er det ikke så underligt, at de fik hovednavnstjansen. Desuden består duoen af garvede kræfter: Tue Sprogø, der foruden at være leverandør af mareridtsfremkaldende, ulækre illustrationer, også har spillet i bl.a. Asbest og Death Token, og Thomas Rindom, som nogen måske vil kende fra Imperious Mortality. Det var måske første gang, de stod på en scene som Meltification, men det er bestemt ikke første gang, de delte soniske lussinger ud, og den erfaring kunne både høres og mærkes – hvis du skulle spørge fra nogen.
Hvad er bedre end tusind fadøl? Tusind BPM! Det går stærkt, når Meltification deler grindhåndmadder ud, og publikum kvitterede prompte med moshpit, circle pit og… vent nu lidt. Hvorfor sætter de sig ned og begynder at ro? Lugten af tjald bredte sig ganske vist gennem Byhaven under koncerten, men hvis man er så skæv, at man får lyst til at sidde ned midt i pitten, så kunne man måske bare have stillet sig bagerst. Nå, pyt.
Jeg kan alligevel ikke få mig selv til at hade det. Pitten var lige så ungdommelig, som den var dejligt akavet, men så længe folk bevæger sig, er det ligegyldigt, at man ikke kan finde ud af at time en wall of death. Det må have været en kæmpe fornøjelse at spille sin første koncert som band foran dette publikum, så big ups til crowdet – men bliv på benene næste gang. Så ser I sejere ud.
Meltification spillede en vildt lang koncert på hele 20 minutter, hvilket betød, at de altså ikke havde taget de lidt ligegyldige pusterum med, som ellers kan høres på deres plade. Mellemspil og deathgrind skal generelt bare aldrig forenes, og live havde de kun bremset bandets momentum og publikums energi – og publikum var der nok af. Måske fordi mange ventede på at smutte videre til Castle Rat og Gabestok i Kransalen, eller måske fordi de vidste noget, jeg ikke selv gjorde før aftenens koncert. Hvorom alting er, var det i Byhaven, festen foregik.
Ligesom Casket Spray tidligere på aftenen spillede Meltification med en ivrighed og oprigtighed, som skinnede igennem under hele settet. Det var tydeligt, at musikerne var sultne efter at bevise, hvor sej deres musik er, og når håndværket ovenikøbet er gennemarbejdet, bliver man jo revet med. Derfor var aftenens største fjende heller ikke sangene eller bandsene. Det var Byhaven. Den flade og mudrede lyd gjorde ingen af de to bands nogen tjenester, og begge koncerter ville have fungeret langt bedre på stort set enhver anden københavnsk scene. Heldigvis var musikken, energien og publikummet stærke nok til, at det alligevel endte som endnu en vellykket ERDM-aften.
