End It fra hardcore-hovedstaden Baltimore var på charmeoffensiv tidligt torsdag aften. Mængden af bands indenfor genren virker endeløs, og ligeså gør udtrykket for de flestes vedkommende. Kunne østkyst-bandet skille sig ud fra mængden?
Inden denne anmeldelse tager en drejning, skal det påpeges, at Gehenna bare ikke fungerer i år. Der søbes stadig rundt i de samme udfordringer med lyden som dagen forinden. Fejl kan ske, men kontinuerlige problemer af den kaliber på en festival med dén billetpris skal rettes op. En konstant rungen, en front, som ikke duer, og en balance i lydbilledet, som sejler. Disse problemer påvirker tydeligvis kunstnerne og dermed også indirekte publikum. For en stund under første nummer virkede End It faktisk til at have givet op. En front som ikke var tændt og en vokal, som var helt væk tegnede ikke godt. Heldigvis for bandet og publikum blev disse rettet op. Uanset er det ærgerligt, at artisterne skal trækkes igennem det rod.
Koncerten med End It skulle vise sig at være en ren, opadgående kurve. Det er ikke fordi bandet kommer på scenen og sprudler af ‘fuck dig’-attitude og cirkelspark i flæng. Faktisk nærmest det modsatte. De ligner mest af alt nogen, som ikke rigtig gider. Om det skyldes den forkølede start eller turné-træthed ved jeg ikke. I hvert fald besvarede bassisten SMS’er på sin lyserøde iPhone mellem numrene. Rets beset ved jeg ikke om det var SMS’er, DM’s på Instagram, en Safari-søgning på hvor fanden han befandt sig, eller lidt noter. Tastet blev der i hvert fald. Generelt er der noget enormt nihilistisk, nonchalant og befriende over kvintettens udtryk. Især frontmand Akil Godsey agerer charmetrold med sit flow. Han er uden tvivl End It’s X-factor, på en scene hvor utallige bands ligner og lyder som hinanden. Godsey fronter dig ikke. Han ødelægger dig med sin afslappede tilgang og verbale genistreger. Forfriskende.
Undervejs gennem det 28 minutter lange foretagende, fik vi dog serveret den ene lussing efter den anden, desto længere vi kom ind. En virkelig solid opbygning. Under Godsey’s gentagne sure, men også charmerende opstød om verdenssituationen, bliver der trukket på smilebåndet hos publikum. Der er noget Mike Skinnersk over hans stil og coolness på en scene. Det gør, at man husker End It. I starten frygtede jeg at det ville blive en koncert ala Harms Way, som spillede på festivalen i 2024. En højspændt, men også enormt forudsigelig og kedelig affære. End It formåede at være det modsatte. Top-underholdende, uforudsigeligt og cool as fuck. Efter underkanten af en halv time var det slut. Fuldstændig som det skal være med hardcore.
