Flere år efter deres seneste album vender Lack tilbage med nyt materiale og deres første releasekoncert i 18 år. I Pumpehuset blev der svedt, danset og forsøgt at forstå et band, der stadig nægter at stå stille.
Lack har altid haft en speciel plads på den danske musikscene. De har altid haft en mytologisk karakter, der har været svær at undgå. Jeg har set dem til hardcorearrangementer, hvor de blev introduceret som legender, og deres omtale har altid fascineret mig, da de jo egentlig ikke falder ind under den kategori af hardcore, som er blevet så stor i Danmark og er endt med at overlappe metalgenren.
Så hvad er Lacks appel? Hvad er det, de kan? Og specielt live?
Jeg var sent inde i gamet, men appellen ved Lack er tydeligvis stadig aktuel. Deres sidste album, ‘Saturate Every Atom’, udkom for 18 år siden i 2008. Jeg blev født i 2006, hvilket jo har gjort det en smule svært for mig at værdsætte albummet, da det kom ud – og endnu sværere for mig at værdsætte de to tidligere albums ‘Blues Moderne: Danois Explosifs’ og ‘Be There Pulse’, da de kom ud i henholdsvis 2001 og 2005.
Jeg har dog fået kultiveret mig ind i den danske musikscene over de sidste år samt fået muligheden for at se Lack ved flere lejligheder. At forstå appellen ved Lack var også altid noget, jeg gerne ville, da forsanger Thomas Burøs andet band Tvivler har haft en stor betydning for min musiksmag – takket være min gode ven Tobias, der beskriver samme oplevelse i sin seneste anmeldelse af Lack. Det føltes dog overvældende, når Lacks status gang på gang blev ophøjet af venner og kolleger, der samtidig gjorde mig opmærksom på, hvor meget tanke og dybde, der lå bag deres numre.
På en underlig måde føltes det som at få et helt semesters pensum, som man ikke helt fattede noget af, flere år senere end alle andre, og få at vide, at man skulle indhente dem. Jeg gjorde mit bedste, og så skete det: Lack klikkede bare for mig. Som i, virkelig klikkede. Og nu stod jeg overfor muligheden selv. At opleve et nyt album fra Lack på et tidspunkt, hvor jeg selv var fan af dem. Og ikke mindst få lov til at være til en releasekoncert.
Sammen på tværs af tiden
Der lægges ud med pladens åbningsnummer ‘Boltguns Are Painless’, hvis koordinerede nedslag på strengeinstrumenterne og trommerne får folk til at vrikke lidt med hofterne, og specielt de efterfølgende numre ‘Snakecharmer’ og ‘Heads Held High’ intensiverer den minimale bevægelse i publikum med deres tunge basgange og skingre guitarstrøg.
Det er dog ved ‘Marathon Man’, at publikum for alvor vågner op. Det giver jo også god mening, da de gamle numre, der bliver spillet i aften, er dem, folk har grint, grædt, råbt og skrålet med på de sidste mange år af deres liv. ‘Marathon Man’ markerer kollektivet i Lack: muligheden for, at jeg, som den ubetvivleligt yngste i salen i aften, side om side med folk, jeg ikke kender, som er meget ældre end mig, i samhørighed kan have Lack som samlingspunkt, møde op og råbe “Running, nothing but running!” direkte tilbage i hovedet på bandet i ren eufori. Det samme gælder for ‘5 O’clock in the Evening’, hvor stilstand går fra at være en komplikation til en umulighed, og de fleste i salen i det mindste er nødt til at smide en næve i vejret og synge med, hvis de ikke danser på stedet, som størstedelen.
For jo mere man graver i det, desto tydeligere bliver det, at omskifteligheden ikke er et tilfælde. Det hele virker så gennemført og gennemtænkt, at man ender med at stå tilbage og lede efter en rød tråd, der hele tiden har været lige foran én
Lack føles konstant i udvikling, og måske er det netop den konstante udvikling, der er det mest gennemgående ved dem. Fra plade til plade vrider de sig ind i nye genrer, nye udtryk og nye måder at skrive musik på, uden nogensinde at få det til at føles som et stilskifte blot for stilskiftets skyld.
Et af numrene fra den nye plade, som jeg synes, hylder den mere kantede stil på ‘Be There Pulse’ er nummeret ‘Lemons’. Burø introducerer nummeret og sætter fokus på sexarbejderes ret til løn, før nummeret hurtigt udvikler sig til et medrivende og nærmest støjjazzet groove af Kasper Andersens slæbende tunge basgang og Jacob Johansens vanvittige skæve trommefills – alt sammen før nummeret kulminerer mod slut, hvor guitarist Jakob Reichert Nielsens skifter fra det støjede komplementerende medspil til at hoppe med på resten af bandets samspil og Burø udbryder i så kraftige orgasmeagtige opråb, at man bliver bange for, om blodårerne snart popper.
Det føles også intentionelt, når biseksuelle ‘Deserters’ bliver spillet senere i sættet som en eller anden form for uigennemskuelig sammenhæng mellem æraer. ‘Kids With Kalashnikovs’ kromatiske guitarfigur i versene samt det støjende virvar af bækkener bliver fremført glimrende med Burøs kritiske billedsprogsprædiken. Det bliver dog ikke tungere end ‘Old Workers’, hvor de fængende melodier og den dansable smadder, man forbinder med Lack, fjernes helt. Her sættes fokus på komplementaritet i at kunne spille tungt, og specielt Johansen ekvilibrerer bag trommesættet her.
Hvis der er én ting, jeg dog godt kunne savne, er at den nye, modne og polerede smadder i al sin kompositoriske dybde og lagdeling kunne sidestilles med den yngre, mere skingre og udadvendte aggression, der prægede debuten – der blev faktisk ikke spillet et eneste nummer fra ‘Blues Moderne: Danois Explosifs’ i aften, der efter min mening er den bedste danske plade nogensinde skrevet. For selvom Lack anno 2026 har lært at pakke voldsomheden ind i flere lag, er jeg ærgerlig over, at jeg i ren ekstase ikke fik lov til at stå og råbe teksten til ‘Solipsist Letter To The World’ lige tilbage i hovedet på Burø sammen med resten af gæsterne i salen.
At lære at mærke
Men Lack kan så meget og behøver ikke nødvendigvis at genanvende gamle, genkendelige tricks for at blive ved med at være interessant. De blander punk, hardcore, emo, indie, jazz og alt muligt andet, som om genregrænserne aldrig har eksisteret. Af den årsag er det næsten umuligt at sætte et endeligt mærkat på dem. Hvad er Lacks image egentlig, hvis det hele tiden er under forandring? Det gør dem svære at forstå, men i endnu højere grad sværere at formidle, hvorfor de kan være så betydningsfulde for en.
For jo mere man graver i det, desto tydeligere bliver det, at omskifteligheden ikke er et tilfælde. Det hele virker så gennemført og gennemtænkt, at man ender med at stå tilbage og lede efter en rød tråd, der hele tiden har været lige foran én. Som jeg nævnte i starten af denne anmeldelse, kan Lack være overvældende. Man kan læse de samme tekster igen og igen, høre de samme numre om og om, uden at det giver mening, men det er stadig bare fedt. Men pludselig vil man indse, at en enkelt passage giver mening, og når først den gør, begynder resten at falde på plads. Ikke nødvendigvis fordi man har gennemskuet Lack, men fordi man har lært at mærke dem.
For det er måske også det eneste egentlige fællestræk gennem alle deres omskiftelser. De har aldrig gjort det nemt at sætte ord på, hvad de “er”, og det er tydeligvis heller ikke meningen. Hvor kryptisk og utilnærmeligt det end kan virke, er der en gevinst i det hele, som er svær at komme udenom. Alt virker tænkt og mærket. Og når det så pludselig rammer, kan de sætte et tryk, som meget få bands formår.
Så, om du har kendt Lack siden deres første plade i 2001 og skal lære at mærke efter igen for at regne deres nye lyd ud, eller om du opdager dem efter ‘Saturate Every Atom’, ligesom jeg gjorde, er det nok sikkert nok at konstatere, at Lack kan noget helt særligt – specielt live.
Så når man sidder dér med Lack-pensummet og ikke forstår noget, kræver det måske bare dedikation. Man læser videre. Lytter igen. Vender tilbage. Og hvad end man finder frem til, er næsten mindre vigtigt, end at man har lært at føle, hvad Lack kan. For måske er den røde tråd aldrig én bestemt lyd, ét bestemt udtryk eller én bestemt idé. Måske er det bare, at man bliver ved med at lede efter den.
