I år kunne mors dag markeres to gange. Først anden søndag i maj, dernæst den 25. juni.
Jeg må indrømme, at jeg er ret pjattet med, at det sidste navn på Gehenna konsekvent har elektroniske elementer i år. The Browning om onsdagen, Violent Magic Orchestra om fredagen, Chopper om lørdagen og naturligvis denne anmeldelses hovedpersoner i MOR om torsdagen. Det viser sig faktisk at være helt perfekt at runde en dag med metal, hardcore og morfarrock af med en god omgang party-uartig i skoven.
Det gjorde bestemt ikke torsdagens program nemmere, at Sepultura, Iotunn og MOR – tre af dagens bedste bookinger – lå oven i hinanden. Men som jeg også skrev i vores Selvtægt anbefaler-artikel, havde jeg på forhånd en mistanke om, at MOR ville levere en af årets mest uforglemmelige Copenhell-koncerter. Enten fordi, den ville stå på tre kvarters ren publikumseufori, eller fordi elektropunk-duoen ville falde spektakulært til jorden. Der virkede ganske ikke til at være nogen mellemvej, men heldigvis endte duoen langt tættere på det første end det sidste. MOR var præcis så seje, sjove og underholdende, som man kunne håbe på – og mere til. Det var på én gang fjollet og fascinerende, men når det så er sagt, var koncerten ikke uden sine irritationsmomenter, og på enkelte tidspunkter blev det næsten for fjollet.
Jeg sprang Bring Me The Horizon over, for jeg havde det egentlig meget godt, og det havde jeg tænkt mig at blive ved med. Derfor bevægede jeg mig i god tid ud mod Gehenna, hvor der heldigvis stadig var frit udsyn til scenen. Jeg ankom omtrent samtidig med, at et par stagehands slæbte en rekvisit ind, der lignede et hjemmebygget pibeorgel fra et ødelagt postapokalyptisk forsamlingshus. Det lovede godt. Lidt over klokken 23 trådte Karen Marie Ørsted (MØ) og Josefine Struckmann (Nurse) omsider frem bag scenetæppet, og ejede scenen fra første sekund. Først iført hætter, som hurtigt røg af til fordel for hver deres nederdel og et par sorte platformsstøvler – tror jeg nok. ACAB gælder også modepolitiet, FYI.
MOR udstrålede en selvsikkerhed, der gjorde, at man nærmest glemte, hvor usandsynlig en booking MOR egentlig var på Copenhell. Den største overraskelse ventede dog allerede, da musikken begyndte. For første gang nogensinde havde MOR et rigtigt band med på scenen, bestående af musikere med anciennitet i nogle af de bedste punkbands, den danske scene har at byde på. Som vi efterhånden har set flere gange, har danske bands det med at trække lidt ekstra op af hatten, når Copenhell ringer, og MOR-koncerten havde absolut ikke været den samme, hvis koncerten var gennemført som duo.
I højre side sad Mads Folmer Richter – kendt fra blandt andre Smertegrænsens Toldere, Bleeder og Halshug – og gennemtævede trommerne, mens Sophie Lake fra Pleaser gav de elektroniske kompositioner en tiltrængt dosis seks strenge på sin ikoniske røde SG. I midten ved det hjemmebyggede pibeorgel stod Sylle Struck, Nurses bror, på tangenter og lignede ham fra Ghost. Altså ham paven. Ikke Patrick Swayze, desværre.
Bandet lød fremragende og gav MORs ellers ret spartanske elektroniske univers en fysisk tyngde, som jeg savner i de indspillede versioner af sangene. MØ og Nurse harmonerede derudover helt forrygende, men denne gang havde sangene endelig et fundament, der kunne matche deres vokaler. Desværre havde Gehenna endnu en gang besluttet sig for at være Gehenna. Hvis man havde fået fadøl nok – eller røget rigeligt af “den brede”, som duoen ville have sagt – kunne man i glimt snydes til at tro, at MOR stadig bare var en duo. Det er en skam, at så dygtige musikere skal druknes i mudder. Det er unfair over for bands, og det er unfair over for publikum.
Hør, der skal overhovedet ikke sættes spørgsmålstegn ved, om MOR leverede en god, medrivende og underholdende koncert. Det gjorde de. Det er velspillet punk med to forsangere, der rent faktisk kan synge, og det er en sjældenhed i sig selv. Men når det så er sagt, er sangmaterialet ikke lige stærkt hele vejen igennem. På de svageste numre bliver det kunstneriske udgangspunkt så spinkelt, at vi bevæger os fra rebelskhed til MGP, hvilket ‘Gider ikke mere’ illustrerede ret så tydeligt. MOR er bedst, når de synger om voksenting som fisse, joints eller det at skide i bukserne, men punk må også gerne være naivt og barnligt. Det må også gerne være plat og dumsmart. Men man risikerer også bare at lyde dummere, end man egentlig er.
Uanset hvor sjovt vi havde det nede foran scenen, var den rigtige fest tilsyneladende på den. Jeg synes, det er vidunderligt, når punkmusikere har det grineren med den musik, de spiller live, men det kommer desværre nogle gange med en pris, hvor man vejer op for manglen på kvalitet med charme. MOR havde dog heldigvis begge, og det smittede af.
Det er vigtigt at kende sit publikum, så selvfølgelig var ‘Fisse i Dit Fjæs’ sidste stop på setlisten til stor publikumsentusiasme. Efter nummeret sprang begge forsangere ned i fotopitten, kravlede op på barrikaden og vendte sig mod publikum. “Hvad så Copenhell, er I klar til mere fisse?” råbte Nurse, inden både hun og MØ kastede sig ud i menneskehavet og crowdsurfede sig gennem omkvædet én sidste gang. Det var umuligt ikke at trække på smilebåndet, og det var svært ikke at synge med.
Koncertens største anke var egentlig bare, at den varede en smule for længe. For hvad gør man, når man er booket til 45 minutter, men kun har materiale til en god halv time? Man fylder ud. I MORs tilfælde betød det blandt andet, at de skulle drikke altervin fra det hjemmebyggede kirkeorgel, og at Mads skulle spille en trommesolo. Den var velspillet, bevares, men var vel mere end noget andet blot en praktisk løsning på et logistisk problem. Den bremsede koncertens momentum på et tidspunkt, hvor den i stedet burde have været på vej mod sin afslutning.
