Copenhell ’26: En arbejdssejr

Skrevet af:

Kunstner(e):

Spillested:
Fotografi/illustration:
Jens Raadal
Adgang gennem Live Nation
Genrer:

Hvor langt er der fra ex-maskinfabrikken Mayhem på Ragnhildgade til Live Nation-foretagendet Copenhell? 7,3 km rent geografisk, men onsdag aften på Gehenna skulle vi finde ud af, hvor langt der er kunstnerisk?

Pladsen virker pænt fyldt i forhold til det bredere kendskab til Scimitar, som jeg udefra set ikke tænker, at den gængse Copenhell-gæst har. Det skulle vise sig (af en god grund) ikke at holde koncertens 60 minutters varighed. Det var synd, for koncerten startede mildest talt udfordrende for bandet. Her lægges ud med et støjinferno indledt af bas og guitar. Det vågne publikumsmedlem vil ane, at tre femtedele af bandet er ex-medlemmer fra hedengangne Slægt. Samtidig huserer disse i et utal af bands fra den københavnske undergrund centreret omkring Mayhem. Det er svært at tyde om den insisterende støj-intro er bevidst. Om ikke andet, at den skal være så støjende. Det er ikke just svært at tyde, at bandet kæmper gevaldigt med lyden, og en konstant rungen vil ikke forsvinde under koncertens første kvarter. 

Den ufokuserede og kaotiske start smitter af på bandet, og det er synd. For Scimitar savner ikke noget i deres nærvær. Guitaristerne flyver som hvirvelvinde, og ikke mindst en trommeslager som leverer hæderligt med uudtømmelig energi i sit spil. Den svigtende lyd smitter af på et publikum, som virker ufokuserede, og det lykkes ikke for Scimitar at erobre scenen og crowdet, som tidligere set, at de sagtens kan. Lyden bliver stille og roligt stabiliseret, og bandet går mere og mere selvsikkert til værks som koncerten skrider frem. Især frontfigur Shaam Albayati gør det aldeles fremragende. Ikke en eneste kan fornægte hendes indpiskning og karisma på scenen. Dansk metals Annisette Koppel.

Bandet virker mere løssluppent her halvvejs igennem showet; udtrykket synes mere forfinet. Trods den katastrofale start bliver publikum suget mere og mere ind i Scimitars univers og fortællinger. Selvom alle sejl sættes ind for en sejr, opstår en ny udfordring.

Som tidligere beskrevet siver publikum stille og roligt fra koncerten. Det vil jeg ikke gætte på er Scimitars skyld, for hvor publikummet tidligere virket ufokuseret, bliver der nu nikket med, uddelt store bifald. Problemet er en koncert med et britisk orkester, som hedder Iron Maiden, som kommer tættere og tættere på, jo længere vi kommer ind i Scimitars set. Frafaldet er ærgerligt, for vi er vidne til en vaskeægte arbejdssejr. Hvad blev tabt i koncertens start for Scimitar, synes indhentet på ekstrem fornem vis. Koncertens sidste kvarter, hvor menneskemængden er mindst, er vi vidne til et band, der spiller som en kompakt enhed. Hvert medlem udfylder hver sin unikke rolle, og det står tydeligt, at det som gør Scimitar unikt, er deres udtryk som kollektiv. Nådesløse guitarsoloer, bastant rytmesektion og for- og korsanger, som ejer Gehenna. Intet mindre.
De trofaste publikummer, som trods alt var blevet, får en ekstremt velspillet afslutning. Det er en kæmpe styrke, og imponerende at man som band trykker speederen endnu mere i bund, desto mere modstand man mødes af. 

Karakter
4
/ 6

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal.
Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

Privatlivs-politik

CVR: 44226421