Her gik jeg og troede, at på trods af den hype de har nydt godt af, var Die Spitz ikke lige noget alle kender herhjemme, og at der ville være OK mange mennesker, men ikke noget helt vildt. Men nej du, det var sidste år med Ashes Of Billy om igen. Der var sort af mennesker helt ud til indgangen til Gehenna, og der blev ikke synderligt mindre proppet under koncerten. Det har dog ikke stoppet mig før, så med lidt gode manerer fik jeg møvet mig op foran.
Her gik jeg og troede, at på trods af den hype de har nydt godt af, var Die Spitz ikke lige noget alle kender herhjemme, og at der ville være OK mange mennesker, men ikke noget helt vildt. Men nej du, det var sidste år med Ashes Of Billy om igen. Der var sort af mennesker helt ud til indgangen til Gehenna, og der blev ikke synderligt mindre proppet under koncerten. Det har dog ikke stoppet mig før, så med lidt gode manerer fik jeg møvet mig op foran.
Allerede fra start var energiniveauet helt oppe og ringe, og både scenecrew og crowd safety kom på hårdt arbejde, da både band og publikum, med sanger/guitarist Eleanor Livingstons egne ord, var fucking rowdy. Jeg har ikke statistik på det, men jeg er ret overbevist om at der blev sat en ny crowdsurf-record for Gehenna-scenen. Ikke mindst af bassist Kate Halter og Eleanor, som i den grad var en del af statistikken. Kate gav en fuld gymnastikopvisning og kunne både stå på hænder, lave høje spark og hoppe op og ned, så hele basriggen bag hende var ved at vælte, og crewet måtte hele tiden holde styr på både kabler og in-ear monitors. J.J. Burnel ville have været stolt.
Jeg skulle mene, at koncerten illustrerede, hvordan jeg mener Die Spitz transcenderer genrebetegnelser, da man, selvom det ikke var en typisk oplagt Copenhell-booking, ikke kunne have ønsket sig en bedre debut på dansk jord. De spillede den ene basker efter den anden, såsom ‘American Porn’, ‘RIDING WITH MY GIRLS’, ‘Hair Of Dog’, tilsat lidt rævexylofon, koklokke, og en ordentlig portion vildt charmerende humor. Det eneste jeg har af negativt at sige om setlisten er, at den slet ikke var lang nok. For min skyld kunne de faktisk bare spille hele deres bagkatalog, der er jo ikke mere end to EP’er og en EP. Lyden på Gehenna var heldigvis rigtig god den dag, på nær under den lidt Smashing-Pumpkins-anno-‘95 sjæler ‘My Hot Piss’, hvor det glippede lidt med vokalerne. Selvom det er lidt irriterende, når man gerne vil spille en af de få mere stille numre, var det dog ikke slemt, og slet ikke nok til at miste momentum.
Lige som jeg troede, at det ikke kunne blive vildere, byttede guitarist/sanger Ava Schrobilgen og trommeslager Chloe de St. Aubin fandme instrument. Som jeg vist før har nævnt, er det et greb, der virkelig kan imponere, når det lykkes, men hvis det ikke sidder liiige i skabet, falder det hårdt til jorden. Godt nok er Chloe en helt uovertruffen trommeslager, men havde de byttet roller hele showet, hvad det jeg sgu ikke tænkt over det. Generelt, så udviser alle fire bare et helt vanvittigt musicianship. De spillede så hårdt, samtidig med at det lignede en leg for dem, uden en dråbe sved på panden. Seriøst, jeg tror den texanske varme har hærdet dem nok til, at de slet ikke kan svede. Måden de spillede på og den tillid, de havde til hinanden, var en verden for sig. Et så tæt knyttet bånd ser du kun i romantiserede coming-of-age-film.
De sluttede naturligvis af med det kolossale nummer ‘Throw Yourself To The Sword’, som lød endnu mere kolossalt live, og nok var det nummer, som appellerede mest direkte til metalpublikummet. Jeg forstår ikke, hvordan det er muligt for dem at lyde endnu bedre, end de allerede gør på plade.
Hvis du går og er bange for, om rocken er død, maner Die Spitz det i jorden. Det er i min mening det bedste gen Z har at byde rocken.
