Efter død og ødelæggelse i form af den regn og torden, som har hærget Refshaleøen, skal københavnske Chopper sætte punktum. Efter længere tids forsinkelse skulle koncerten, og ikke mindst showet, vise sig at være alle minutterne værd at vente på.
Det er en bizar afslutning, vi befinder os i her på Copenhell. Efter skyerne åbnede sig, er hele festivalen mere eller mindre gået i stå. Volbeat har afbrudt deres koncert og sagt tak for denne gang, med en femten minutters penge tilbage. Change-over på alle andre scener er blevet stoppet. Ingen ved om det så var det, eller om de sidste koncerter med henholdsvis Babymetal, Blood, Fire & Death samt Chopper gennemføres. Gennemsølet af regnen, har langt størstedelen af publikum vendt snuden mod udgangen. I sig selv forståeligt nok, eftersom sidste hovednavn har spillet. Fire dage er nærmest overstået, og det massive regnskyl har efterladt pladsen som en stor vandpyt.
Med mere end en times forsinkelse og en mere eller mindre tom plads, må det siges at være hårde odds Chopper mødes af. Odds som skal vise sig at blive gjort til skamme. Hvad vi er vidne til er et vaskægte vanvidsshow. Gennemført ned til mindste detalje tages vi igennem Choppers outrerede, storladne og over the top-univers. Konstant pyro-show, dansere af alle køn, størrelser og looks i gennemførte koreografier, levende mennesker i bure, skiftende omklædning samt frontmand Jonatan K. Magnussen i en dragende udveksling af kaos og kontrol.
Bandet spiller aldeles fremragende mens dansere og frontmand gakker ud. Guitaristerne er super skarpe, og rytmesektionen ledsaget af trommer og funky slap-bas (ja, du læste rigtigt. Slapbas på Copenhell), lægger en solid bund. Man kan mærke, at showet er ekstremt indøvet, også rent musikalsk. Skiftende sker på så glidende vis, at det knapt bemærkes. Det skaber den mest besynderlige kontrast i forhold til Choppers position som ‘undergrundsband’. Det er befriende at være vidne til et band, som udfordrer undergrundsformatet, og viser at man sagtens kan være snuskede, luskede og berygtede, samtidig med at være over the top med store armbevægelser. Bravo!
Stilmæssigt er det – som rubrikken også lægger op til – en totalt rodet omgang. Det er en slags vild showman-rock, blandet med klamme goth-elementer samt glamrockens poppede legesyge. Det burde slet ikke fungere. Men det må jeg konstatere, at det gør. Sangskrivningen er sindssygt imponerende. Der er virkelig mange gode, store rockomkvæd som Bowie og Reznor ville skrive dem. Chopper spiller faktisk ikke et dårligt nummer i aften. De glidende overgange gør kun det hele bedre. Hvad så – hvad kan du, Alice Cooper?
Mon ikke hele situationen omkring vejret, publikumsudvandringen og forsinkelsen, har været benzin på bålet for Chopper? Det kan mistænkes kraftigt med den fandenivoldskhed vi blev mødt med. Et virkelig stærkt, underholdende, gennemarbejdet, anderledes og, frem for alt, modigt show vi var vidne til lørdag nat på Gehenna. Og mod betaler sig.
