Jeg ved ikke hvad der sker, for alle de der New Orleans-musikere. Det er som om de er flere steder på en gang. Hvis jeg ikke tager helt fejl, skulle jeg mene, at et af guitaristen Jimmy Bowers andre bands faktisk lige har været på tour parallelt med Eyehategod. Jeg havde også håbet, at Soilent Greens guitarist Brian Patton, som også har spillet med Eyehategod i mange år, ville være til stede på Copenhell, da han tidligere på måneden spillede med dem på Mythic Fest. Der var desværre ikke nogen Brian at spore på festivalens sidste dag, og selvom det ville have været mega fedt at se dem med to guitarister, skulle jeg mene, at Bower er mere end kyndig.
Ligesom Chris Barnes med Six Feet Under den anden dag, lignede Mike Williams en gang imellem en, der ikke vidste hvor han var. Dog ikke på sådan en forvirret bedstefar-facon, men mere som en lidt utilregnelig type, hvor stemmerne siger, at han skal stikke dig ned med en rusten springkniv. Han vidste dog godt, hvor han var, da han fedtede for publikum, ved at sige, at vi var et langt bedre publikum end Hellfest. Det var også noget nær det eneste, der blev sagt, da de må siges at være mænd af få ord, og bare nøjedes med at skrige os ind i ansigtet. Nogle gang kan det være meget lækkert med en koncert uden så meget pis og gimmicks, bare en hel time med ultramættede guitarriffs og misantropiske tekster.
Jeg ved godt, at samtlige Copenhell-anmeldelser i år enten handler om hvor varmt det var , eller hvor dårlig lyden var, men altså, det er bare også en fællesnævner for nærmest alt. Godt nok var skoven ved Gehenna blevet forvandlet til en varm sump af sved og cannabis-tåge, men lyden fejlede for en gang skyld ikke noget. Jeg tror også det hjalp, at alt Eyehategods baggear var blevet koncentreret i midten af scenen, hvilket gjorde det lød møg(u)lækkert, når man stod midt for oppe foran.
Der blev uden tvivl blev slået rekord for flest joints røget i løbet af festivalen, så jeg må nok også trække mit postulat om, at Die Spitz var den koncert med flest crowdsurfere tilbage, da der konstant skulle bænkes festivalens gæster over gorillahegnet. Det kan jo sagtens skyldes, at folk havde brug for at ligge lidt ned i deres kæmpe koger.
De spillede en masse jeg genkendte, men kan på ingen måde huske hvilke, udover ‘New Orleans is the new Vietnam’, samt en god portion fra ‘Take As Needed For Pain’ og ‘Dopesick’. Man kan sige meget godt om Eyehategod, men specielt catchy er de ikke. Jeg har heller ikke kunnet tjekke det efterfølgende, da de ikke spillede efter nogen fysisk setliste, så I må bare stole på mig, når jeg siger, at der ikke manglede noget. Så skulle det da lige være et deep cut som ‘Southern Discomfort’, men altså, man kan jo ikke få alt i denne verden.
