Der er meget ved Copenhell, jeg ikke helt fatter. Badeænder, battlevests, Babymetal og jeg kunne blive ved. Jeg er ikke alene, så meget ved jeg, men hvorfor dukker vi så alligevel altid op, år efter år?
Det gør vi, fordi der trods alt gemmer sig en håndfuld koncerter hver gang, som enten pirrer den morbide nysgerrighed, eller er så sikre kort, at de ville være tåbelige at misse. De lokale helte i Split hører sig til i sidste kategori, men hvorfor i det hele taget prioritere et lokalt band, man kan opleve flere gange om året for prisen af to rammer Fanta Exotic alle mulige andre steder? Fordi jeg kun kan tænke på ganske få danske bands, der ikke udnytter Copenhell-chancen til at lave et eller andet udover det sædvanlige. Nogle gange tager dette form af en åndssvag gimmick, men typisk plejer det at omhandle en gæst eller et enormt højt pyro-budget. Danske bands vil gerne behandle deres Copenhell-koncerter som begivenheder, og derfor er det åbenbart ikke bare nok at stille sig op og spille.
Alt virker dog øjensynligt præcis, som det plejer, da Split indtager Gehenna-scenen til Joey Valence & Braes elskværdige hit ‘Punk Tactics’. Pitten åbner sig på refleks, og forsanger Benjamin Jeppesen behøver dårligt nok åbne munden, før kroppe vælter ind i hinanden på de støvede træfliser. Hvis der er nogen hardcorekids i pitten, “skal de fucking flække det!”, råber han, og det blev i den grad flækket. Det er præcis sådan noget, jeg har brug for at høre, når klokken er alt for tidligt på en onsdag, og jeg står og steger ude i skoven i det usædvanligt hidsige solskinsvejr. For uanset hvor varmt man har det, ved man, at det har været 10 gange værre i pitten – og hvis de kan, så kan jeg også! Den skiftede mellem regulær pushpit og en circle pit så hurtig, at den ville give en industritørretumbler mindreværdskomplekser mens støv, sved og brede smil bredte sig blandt publikumsrækkerne.
Det klæder Split at stå på de større scener, for de besidder efterhånden energien, sangene og attituden nødvendig for at fylde dem ordentligt ud. Den sædvanlige snert af nervøsitet og akavethed, jeg før har oplevet hos bandet på andre danske metalfestivaler, var fuldstændig forduftet og erstattet med den slags selvsikkerhed, man kun kommer i besiddelse af, når man ved, hvor dygtig man er blevet. Musikalsk er de kun blevet strammere – det høres også på ‘A Thousand Reflections’, der på alle tænkelige måder er et step up fra forgængeren ‘2300’.
Der hersker ingen tvivl om, at Benjamin Jeppesen har that dog in him. Der findes få ad libs jeg elsker højere end den forpulede hundegøen, og passende var den særdeles i onsdags, da det var noget nær det eneste, som for alvor skar igennem den latterligt høje bas, som sovsede hele lydbilledet til. Jeg kan normalt godt lide sovs, men lige her måtte den godt have skilt lidt, for selvom hardcore kalder på en fed dybde, er der nuancer i Splits sange, som går tabt, når lyden ikke er med dem. Det betød desværre også, at de mange gæster, Split tog med på scenen, druknede i moradset. Neema fra Dethrxner (RIP), Christoffer fra Neckbreakker og Nicolai fra Lifesick var alle oppe, og det er simpelthen så optur at mærke sammenholdet blandt musikerne i den del af scenen. Noget af det fedeste ved collabs og features er jo netop, når man mærker venskabeligheden, og det kan da heller ikke være rigtigt, at det kun er os nede foran scenen, som må have det skægt.
Og skægt havde de det – det er der ingen tvivl om. Tracks fra begge bandets ep’er gik rent ind, og særligt under de “gamle” opstod der fællessang i crowden, der af Copenhell-standarder var meget ungt og ditto veloplagt. I pitten betød lydproblemer ingenting, og jeg må også medgive, at jeg til sidst overgav mig og droppede at være fornærmet over mixet. På den måde, var koncerten meget lig den Guilt Trip spillede på selvsamme scene sidste år. Det var også en koncert med et band, jeg nok aldrig bliver inkarneret fan af, men jeg har et svagt punkt for hardcore i den afskygning, og det er i forvejen en genre, som bare bliver 100% mere tålelig, når man oplever den live fra folk, der elsker den højere end noget andet. Så kan alt andet være lidt ligemeget.
